Nej-siden har bedre fat i sine vælgere end ja-partierne

Politik

01/12/2015 12:36

Nick Allentoft

Den afgørende slutspurt er for alvor sat ind før folkeafstemningen 3. december om EU-retsforbeholdet, og der er kamp om vælgerne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er dødt løb forud for folkeafstemningen 3. december om EU-retsforbeholdet, viser forskellige meningsmålinger.

En måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, viser også, at det er sværere for ja-partierne at få deres vælgere til at stemme ja, end det er for nej-partierne at få deres vælgere til at beholde nej-hatten på.

For eksempel er det kun halvdelen af de vælgere, der ved folketingsvalget i juni stemte på Socialdemokraterne, som også vil følge partiets linje og stemme ja 3. december. Knap en fjerdedel stemmer nej, mens resten svarer "ved ikke".

Lidt over halvdelen af Venstres vælgere - 55,6 procent - følger regeringspartiets linje og stemmer ja, men også hos Venstre vil knap en fjerdedel stemme nej.

Anderledes ser det ud hos Dansk Folkeparti, som anbefaler et nej. 79 procent af DF-vælgerne vil stemme nej, mens kun 12,9 procent stemmer ja.

Ifølge valgforsker Robert Klemmensen fra Syddansk Universitet er tallene som ventet, selvom der naturligvis skal tages højde for den statistiske usikkerhed.

- EU er et af de få emner i dansk politik, som ikke er en del af den normale partikonkurrence. Det vil sige, at de holdninger, som partiledelsen har, ikke er noget, som deles af deres vælgere.

- Generelt bryder partierne sig ikke så meget om at tale om EU, og de gør ikke så meget for at få indarbejdet EU-politikken i deres øvrige politiske program, siger Klemmensen.

Politisk kommentator Hans Engell mener, at ja-partierne hidtil har fejlet i valgkampen.

- De har været dårlige til at kommunikere budskaberne ud. De har været ringe til at forklare, hvad denne afstemning handler om, og det er meget overraskende.

- Folk ved ikke, hvad de skal stemme om. Man skal stemme om noget, der handler om politisamarbejdet Europol, men også om 22 andre ting.

- Det er uoverskueligt. Ja-siden siger, at vi fjerner ikke retsforbeholdet, men omdanner det til en tilvalgsordning. Det forstår folk slet ikke, siger Engell.

Voxmeter har spurgt 1008 personer i perioden 23-29. november.

 

FAKTA: Ja-siden er udfordret med vælgerne Det er ikke givet, at vælgerne stemmer på det samme som det parti, de normalt stemmer på, når der 3. december er folkeafstemning om EU-retsforbeholdet. Det viser en måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau.   Voxmeter har først stillet følgende spørgsmål:   - Danskerne skal snart stemme om, hvorvidt man skal omdanne EU-retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Man stemmer ja, hvis man ønsker en tilvalgsordning og nej, hvis man ønsker at bevare retsforbeholdet. Vil du stemme ja eller nej ved afstemningen?   Voxmeter har spurgt 1008 personer i perioden 23-29. november.   Foruden at svare "ja", "nej "eller "ved ikke" har de adspurgte svaret på, hvilket parti de stemte på ved folketingsvalget i juni.   I nedenstående vises, om partiernes vælgere også følger partilinjen i forhold til folkeafstemningen 3. december om retsforbeholdet.   Alle tal er i procenter.   * Ja-partier:   Socialdemokraterne. Ja: 50. Nej: 24,3.   De Radikale. Ja: 56,3. Nej: 18,8.   De Konservative. Ja: 60,7. Nej: 28,6.   SF. Ja: 50. Nej: 19,6.   Venstre. Ja: 55,6. Nej: 23,7.   Alternativet. Ja: 35,7. Nej: 25.   * Nej-partier:   Dansk Folkeparti. Ja: 12,9. Nej: 79.   Liberal Alliance. Ja: 41. Nej: 43,6.   Enhedslisten. Ja: 20,6. Nej: 66,2.   Kilde: Voxmeter for Ritzaus Bureau   /ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.