Ny klimalov er forhandlet på plads

Bæredygtighed

06/02/2014 09:35

Freja Eriksen

Danmark har fået en ny klimalov. Regeringen har indgået aftale med venstrefløjen og De Konservative.

Regeringen har landet en aftale om en ny klimalov. Foruden regeringspartierne er SF, Enhedslisten og De Konservative med i aftalen.

Det bekræfter klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) efter et møde torsdag morgen.

- Det betyder, at klimapolitikken nu endelig har fundet sit fremadrettede ståsted, siger den nye klima- og energiminister.

Klimaloven fastsætter rammerne for, hvordan Danmark skal indfri en række ambitiøse klimamål.

Det drejer sig blandt andet om, at udledningen af drivhusgasser skal reduceres med 40 procent i 2020 set i forhold til udledningen i 1990, og at Danmark skal være fuldstændig fri for fossile brændsler i 2050.

Læs Klima- Energi og Bygningsministeriets pressemeddelelse om klimaloven

Til det formål nedsættes der et nyt uafhængigt klimaråd, som skal rådgive Folketinget og regeringen om, hvordan Danmark nemmest og billigst forvandles til et lavemissionssamfund.

Det uafhængige klimaråd skal give fagligt baserede input, der kan sikre den billigste og mest effektive omstilling til mere klimavenlige produktionsformer i sektorer som eksempelvis landbruget og transporterhvervet.

Ligesom rådet hvert år skal udarbejde en detaljeret klimaredegørelse, der kan agere vagthund over for den førte klimapolitik.

De Konservative er det eneste parti i den borgerlige lejr, som er gået med i aftalen.

- Den her aftale er både grøn og erhvervsvenlig, og det er det, som har været afgørende for os, siger De Konservatives energiordfører, Mike Legarth.

Han hæfter sig især ved, at erhvervslivet bliver inddraget i klimarådets arbejde, så man kan sikre sig, at den grønne omstilling ikke koster arbejdspladser.

Venstre bliver formentlig inviteret til at tilslutte sig aftalen. Men det store oppositionsparti har indtil nu afvist regeringens ønske om at hæve den tidligere fastsatte målsætning om en CO2-reduktion på 34 procent i 2020 med henvisning til, at det kan svække Danmarks konkurrenceevne og koste arbejdspladser.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce