Ny uro om fødeafdeling på Riget: Nybagte forældre skal hjem efter fire timer

Sundhed

15/11/2018 22:55

Nick Allentoft

Besparelser lukker barselsafsnit på Rigets patienthotel. Fremover skal nybagte mødre hjem i løbet af fire timer.

De sidste fem stuer af barselsafsnittet på Patienthotellet på Rigshospitalet bliver nedlagt af sparehensyn. Det skriver DR.

Stuerne har tidligere været reserveret til førstegangsfødende. Her kunne nybagte familier blive hjulpet godt i gang af en jordemoder.

Det er slut fra 17. december. Det oplyser hospitalet i en skriftlig meddelelse til de kommende forældre, der er knyttet til fødeafdelingen. 

Her fremgår det ifølge DR, at fødsler, hvor der ikke opstår komplikationer eller behov for pleje og behandling, foregår ambulant. 

- Ved en ambulant fødsel kan du blive på fødeafdelingen i op til 4 timer efter fødslen, og derefter tager du hjem til dig selv. 

Følg sundhedsdebatten

Vi samler de væsentlige historier fra sundhedsområdet lige her. 

Vær med i temaet - bliv redaktør på DenOffentlige. Skriv til os for at høre mere

- Er du førstegangsfødende, vil du få tilbud om barselsopfølgning i hjemmet, står der i brevet. Det er ifølge DR underskrevet chefjordemoder Rikke Nue Møller, klinikchef Heidi Sharif og oversygeplejerske Pernille Emmersen.

Under en tidligere sparerunde lukkede hospitalet sit såkaldte barselshotel, hvor nybagte forældre kunne opholde sig i begyndelsen. 

Det førte blandt andet til, at klinikchef Morten Hedegaard forlod Rigshospitalet. Han havde i 14 år stået i spidsen for en af landets største fødeafdelinger.

Men det er under al kritik, at stuerne bliver lukket, mener Flemming Møller Mortensen, der er sundhedsordfører i Socialdemokratiet. 

I oktober fremlagde partiet sit sundhedsudspil. Her står blandt andet, at nye forældre bør have mulighed for at blive op til to døgn på en form for barselshotel. 

- Det er så vigtigt, det ved vi, og det er også Sundhedsstyrelsens anbefalinger, at det at få etableret familien er vigtigt for barnet, siger han. 

Sundhedsordføreren påpeger, at der kommer flere patienter til, og der kommer flere nyfødte børn.

- Man kan ikke kritisere regionerne, for de gør det, de kan med de penge, de har fået af regeringen. 

- Det er ene og alene regeringen, der bestemmer, hvor mange penge regionerne skal have. Og det er for få, siger han.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce