Nyheder fra Danmark i kort form

Velfærd

05/11/14 7:59

Nick Allentoft

Landsret fyrer tre forsvarer i opsigtsvækkende sag, anholdelser i røveri-aktion, Greenpeace aktion mod overfiskeri, nedskæringerne på universiteterne, EU-tro på dansk økonomi og Lene Espersens farvel til politik er dagens korte nyhedsoversigt fra Ritzau.

Espersen: Mit farvel til politik er endegyldigt

KØBENHAVN: Når Lene Espersen i slutningen af denne måned går ud af døren på Christiansborg for sidste gang som folketingsmedlem, er det et endegyldigt farvel til dansk politik. Det fastslår den 49-årige nordjyske politiker. - Ja, jeg kan helt udelukke et comeback. Mit farvel til politik er endegyldigt, siger hun. Hendes farvel til politik kommer på et tidspunkt, hvor der er mindre end ét år til næste folketingsvalg. Alle meningsmålinger tyder på, at blå blok igen kommer til at sidde med regeringsmagten. Men en topministerpost er ikke mere tiltrækkende for Lene Espersen end direktørposten i Danske Arkitektvirksomheder, som hun nu skal stå i spidsen for: - Jeg er nået frem til, at der ikke er mere i dansk politik, jeg skal prøve, og derfor har jeg valgt at sige ja til nye udfordringer, siger hun. Lene Espersen blev valgt til Folketinget i 1994 og blev fem år efter sit partis politiske ordfører. Siden blev det til adskillige ministerposter og en formandspost hos Det Konservative Folkeparti.

 

EU-Kommissionen tror på dansk økonomi

BRUXELLES: EU-Kommissionen ser positivt på den danske økonomi. Der er tegn på en fortsat, omend skrøbelig og moderat vækst. Arbejdsløsheden er faldet støt siden slutningen af 2012, mens ejendomspriserne generelt har været stigende siden efteråret 2011. Det fortæller EU-Kommissionens efterårsprognose, der tager pulsen på medlemslandenes økonomiske tilstand. - Sammen med en forbedret tillid og voksende indkomst er betingelserne derfor til stede for et voksende privatforbrug efter flere års stilstand, konkluderer kommissionen. Danmarks bruttonationalprodukt, BNP, forventes at vokse 0,8 procent i år og 1,7 procent næste år.

 

Landsret fyrer tre forsvarere i stor økonomisk sag

KØBENHAVN: I en omfattende sag om økonomisk kriminalitet er tre forsvarere blevet erklæret inhabile og taget af sagen. Østre Landsret behandler for tiden den såkaldt Abaris-sag om bedragerier, hvor købere af pantebreve er påført store tab. I byretten i Næstved blev mændene i februar 2013 idømt fængsel fra to til fem år, men dommen blev anket til landsretten, hvor syv mænd siden 7. marts har siddet tiltalt. Men nu viser det sig, at to af mændenes beskikkede forsvarere betalte penge under bordet for at få jobbet som offentligt betalte forsvarere. Det skete ved, at de betalte en del af deres salærer til et firma, der tilhører en advokat, der dels er offer, dels vidne i sagen. En tredje advokat, der har været beskikket som reserveforsvarer for alle de syv tiltalte i den omfattende sag, har oplyst, at én af de tiltalte igen og igen har krævet af få udbetalt en del af hans salær. I august gav han efter for presset og udbetalte 25.000 kroner til den tiltalte for at få fred. Også han er nu fjernet fra sagen.

 

Universiteterne får indflydelse på nedskæringer

KØBENHAVN: Universiteterne og uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) blev tirsdag enige om, hvordan ministerens planlagte beskæring af uddannelser skal føres ud i livet. Både målene og regnemetoderne fra ministerens udspil består med enkelte mindre ændringer. Beskæringen af uddannelserne på bachelorniveau sker stadig fra sommeren 2015, mens kandidatuddannelserne først beskæres fra 2018. Samtidig får universiteterne indflydelse på, hvilke uddannelser der beskæres indenfor den ramme ministeren har lagt. - Nu er det universiteterne, der tager ansvaret for implementeringen. Det er vigtigt, at de tager ejerskab, siger ministeren. Et af kritikpunkterne af ministerens plan har været, at universiteterne i Aalborg og Odense skal beskære flere uddannelsespladser end universiteterne i København og Aarhus. Det bliver der ikke ændret på, men det er heller ikke nødvendigt, mener ministeren.

 

Tillidskrise i Justitsministeriet koster chef jobbet

KØBENHAVN: Længere tids negativt fokus for Justitsministeriet har fået konsekvens for departementschef Anne Kristine Axelsson. Hun bliver nu flyttet til Kirkeministeriet, hvor hun ligeledes skal være departementschef. Ifølge finansminister Bjarne Corydon (S) er Axelsson indforstået med jobskiftet, som formelt finder sted til marts næste år. Den 45-årige Axelsson har været departementschef siden 2011, men blev i januar indkaldt til tjenstligt forhør og midlertidigt hjemsendt efter den såkaldte PET-sag, der kostede Morten Bødskov (S) posten som justitsminister. Anne Kristine Axelsson var med til at fabrikere den løgn, som fældede Morten Bødskov. En undersøgelseskommission kom frem til nogle hidtil meget lidt brugte begreber i den juridiske ordbog, nemlig at embedsmændene i Justitsministeriet stod bag en forklarlig nødløgn og en troværdig forglemmelse.

 

Overfiskeri: Ny Greenpeace-rapport hænger 20 fiskere ud

KØBENHAVN: En ny rapport fra miljøorganisationen Greenpeace kastede tirsdag lys over problemet med overfiskeri hos store fiskefartøjer i europæiske farvande. Greenpeace sætter navn på i alt 20 såkaldte monsterbåde, som både bliver beskyldt for at overfiske og bruge destruktive fiskemetoder, heriblandt en båd fra Danmark. Havbiolog hos Greenpeace, Hanne Lyng Winter, håber, at rapporten kan få fødevareminister Dan Jørgensen (S) til at skride til handling. De 20 både, som Greenpeace peger på i den nye rapport, kommer fra EU-lande som Frankrig, Tyskland, Holland, Spanien og Sverige.

 

Politiet anholder ni mænd i stor røveri-aktion

KØBENHAVN: Ni adresser i Storkøbenhavn og Nordsjælland blev ransaget og ni personer anholdt, da politiet tirsdag formiddag gennemførte en storstilet aktion mod en gruppe formodede røvere. Aktionen blev indledt klokken 10 og skete i et samarbejde mellem Københavns Vestegns Politi og Nordsjællands Politi. Den blev gennemført efter et par måneders efterforskning af en stribe røverier mod supermarkeder i Ballerup, Værløse og Jægerspris. - Vi mener, at de ni har deltaget i røverierne i forskelligt omfang, siger politikommissær ved Københavns Vestegns Politi Michael Sørensen til Ritzau. Røverierne blev typisk udført om morgenen af to-tre maskerede og knivbevæbnede røvere, som truede personalet og efterfølgende flygtede på knallert. De ni anholdte er sigtet for røveri, medvirken til røveri eller hæleri.

/ritzau/

Annonce