Pape vil skabe tryghed: Klik en politibetjent

Velfærd

07/10/2018 09:43

Nick Allentoft

Borgere skal fremover kunne bestille færdselskontrol til et lokalområde, lyder det i nyt politiudspil.

Klik dig ind på en af politiets hjemmesider og bestil en betjent.

Det er et af elementerne i justitsminister Søren Pape Poulsens (K) nye udspil med fokus på det borgernære politi.

Borgere, der enten ønsker vejledning eller konkret hjælp fra politiet, kan fremover anmode om et besøg af en betjent..

- Tanken er, at politiet skal ud til borgeren og være til stede og give information og skabe tryghed, siger Søren Pape Poulsen til DR Nyheder.

Bestillingsordningen kan blandt andet bruges af en gruppe beboere, der eksempelvis har oplevet hasarderet kørsel i nærheden af deres hjem igennem længere tid.

De skal fremover kunne rette henvendelse til politiet via internettet og bestille en færdselskontrol.

Nyhedsbrev 2

100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste? 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

Det er gratis 

Det kan også være en grundejerforening, der ønsker vejledning imod indbrud eller organisationer, der vil informeres om, hvordan man trygt færdes på internettet, der benytter ordningen.

- Succeskriteriet med ordningen er, at folk føler, at de får et politi, der er tættere på, og som lytter og agerer på deres bekymringer, siger Søren Pape Poulsen.

- Folk, der eksempelvis har været plaget af indbrud, kan aftale med politiet, at de en sen eftermiddag eller aften kommer ud og holde et møde. Det er noget, politiet skal prioritere i det daglige arbejde, og det skal håndteres i den enkelte kreds, siger justitsministeren.

For at sikre sig mod misbrug af ordningen vil politiet vurdere hver enkelt bestilling.

Selvom justitsministeren har døbt det nye udspil ”Tryghed og Nærhed” og lægger stor vægt på, at initiativerne netop skal være med til at skabe tryghed, så mener han ikke, at trygheden i Danmark har lidt et knæk de seneste år.

- Jeg mener ikke, at danskerne har grund til at gå rundt og føle sig utrygge, men hvis ikke vi hele tiden arbejder med det her, så synes jeg, at vi mister noget. Derfor mener jeg, at vi skal genskabe det mere lokale fundament for vores politi, siger Søren Pape Poulsen.

På Folkemødet på Bornholm i juni annoncerede justitsministeren allerede, at et led i politiudspillet er at tilføre 100 betjente til lokale politiopgaver rundt om i landet.

- Det er tryghed, lød det i sommer.

Men tilbage i 2007 valgte et flertal i Folketinget, anført af den daværende konservative justitsminister, Lene Espersen, at centralisere politiet i forbindelse med den store politireform.

Dengang barberede man blandt andet antallet af politikredse ned fra 54 til 12.

Søren Pape Poulsen, tog Lene Espersen og Brian Mikkelsen (K), der overtog posten som justitsminister fra Lene Espersen, dengang fejl?

- Nej, for dengang var det nødvendigt, siger Søren Pape Poulsen og tilføjer:

- Kriminalitetsformerne har jo udviklet sig, men vi fik lavet en række specialiserede centre rundt omkring, der skulle have nogle flere muskler. Det skulle vi gøre, for det var vigtigt.

- Men nu er vi nået dertil, hvor det også er vigtigt, at vi lige trækker vejret og ser på, om vi i vores arbejde er nået lidt for langt væk fra borgerne, siger justitsministeren.

Som led i udspillet skal der også oprettes en helt ny linje på politiuddannelsen med særlig fokus på forebyggelse.

- I dag er det sådan, at nogle specialiserer sig som efterforskere, andre bliver hundeførere, og nogle vælger at blive motorcykelbetjente. Nu vil vi så oprette en linje med fokus på forebyggelse, siger Søren Pape Poulsen.

Ifølge justitsministeren skal uddannelsen udvikles i løbet af 2018 og træde i kraft på et tidspunkt næste år.

Linjen vil blandt andet indebære et fokus på borgerdialog og andre kompetencer, der kan fungere forebyggende, lyder det.

- Det at kunne den rigtige kommunikation er jo hamrende vigtig i det forebyggende arbejde, og det vil vi gerne sætte et ekstra fokus på, siger Søren Pape Poulsen.

Regeringen har med dig i spidsen haft stort fokus på straf – er det her et tegn på en ny kurs med flere præventive tiltag?

- Det er vel et tilsagn om, at det her skal gå på to ben. Nu har vi gjort en masse på det konsekvente og hårde.

- Men det allerbedste er, hvis man kan undgå kriminalitet ved hjælp af forebyggende indsatser, siger Søren Pape Poulsen.

Som et tredje centralt element i udspillet vil regeringen have mere såkaldt ”community policing”.

- Det betyder, at vi skal have flere synlige lokalbetjente, som skal være tæt på borgerne, siger Søren Pape Poulsen.

Beslutningen om mere synligt politi betyder en opprioritering af både gående og cyklende politi. Flere synlige lokalbetjente skal ifølge justitsministeren sikre et stærkere og tættere samarbejde mellem politiet og lokalsamfundet.

Vil der blive overført ekstra ressourcer til politiet, når du fremlægger politiudspillet i morgen?

- Nej, det vil der ikke. Vi tilfører politiet rigtig mange ressourcer lige i øjeblikket i form af forskellige tiltag og uddannelse af nye betjente, siger Søren Pape Poulsen.

Regeringen har fuld opbakning til udspillet fra Dansk Folkeparti. Retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF) kalder det "utroligt positivt".

- Det nære politi har betalt prisen for, at vi ikke har haft betjente nok. Man har lukket alt for mange nærpolitistationer, men vi håber, at mange af dem bliver rullet ud igen.

- Det skaber synlighed og er et godt arbejdsredskab for politiet. De lokale betjente kender området, og det er vigtigt med gensidig tillid, siger Peter Kofod Poulsen.

I Socialdemokratiet vender man som udgangspunkt tommelfingeren opad til initiativerne, men partiet undrer sig over flere af initiativerne, der ifølge retsordfører Trine Bramsen allerede eksisterer i dag.

- Man kan jo eksempelvis allerede bestille en færdselskontrol, men jeg synes, at det er glimrende, hvis man udbreder konceptet og gør det tilgængeligt via internettet, så det bakker vi meget gerne op om, siger Trine Bramsen.

Mest Læste

Annonce