Regeringen laver reform af erhvervsskoler med LO og DA

Politik

02/10/2013 09:05

Regeringen har pustet liv i trepartsforhandlingerne igen. LO og DA er med i reform af erhvervsskolerne.

LO og Dansk Arbejdsgiverforening er taget i ed, når regeringen fremlægger sin reform af erhvervsskolerne senere onsdag. Arbejdsmarkedets parter flankerer undervisningsminister Christine Antorini (S), når aftalen præsenteres.

Dermed er der pustet nyt liv i trepartsforhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter. Og LO's formand Harald Børsting er godt tilfreds med, at det i denne gang er de unge, der bliver tilgodeset og får en bedre erhvervsuddannelse.

- Tiden er modnet, og så har diskussionen os imellem kørt hen over sommeren. Det her er et produkt af en lang proces, og derfor har vi stille og roligt nærmet os hinanden på begge sider af bordet. Det, synes jeg, er fint, siger Harald Børsting til Ritzau.

Parterne er enige om, at man skal have mindst 02 i dansk og matetik for at komme ind på en erhvervsskole. Og at eleverne garanteres praktik i løbet af uddannelsen - enten på en arbejdsplads eller på skolen.

LO, DA og regeringen gik fra hinanden i juni, da de ikke kunne blive enige om en reform af netop erhvervsskolerne. Den gang var det regeringen, der ikke ville være med til et krav om karakterer for at komme ind på erhvervsuddannelserne.

- Jeg vil sige, at det her ikke er så vældigt langt fra det, vi arbejdede med før sommerferien, siger Harald Børsting.

LO-formanden understreger, at for ham er det mest afgørende, at aftalen "bidrager til, at flere unge vil vælge en erhvervsuddannelse".

- Og de unge, der passer deres ting, har ret til at fuldføre uddannelsen via en uddannelsesgaranti, siger han.

- Samtidig hæves kvaliteten af uddannelserne ganske betydeligt, så et ungt menneske både kan tage en erhvervsuddannelse, få adgang til et fag og også kan læse på højniveau, siger LO-formanden.

Og der kan være flere tiltag på vej fra regeringen, der både har LO og DA's opbakning:

- Vi håber meget på, at vi om et halvt års tid kan komme tæt på en afklaring på beskæftigelsessystemet. Men det er for tidligt at spå om, siger Harald Børsting.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce