Skatteminister undsiger anonym sladretjeneste

Politik

21/02/2014 10:35

Få dage efter Skats nye anonyme sladretjeneste blev lanceret, trækker skatteministeren den tilbage.

Det skal alligevel ikke være muligt for danskere at angive hinanden for sort arbejde og socialt bedrageri gennem Skats anonyme digitale sladretjeneste.

Sådan lyder det fra skatteminister Morten Østergaard (R) i Berlingske fredag.

- Jeg bryder mig ikke om, at man skal animere folk til at angive hinanden anonymt.

- At vi skaber et samfund, hvor vi går og skuler mistænkeligt efter andre og lurer over hækken hos folk ved enhver given lejlighed for at tjekke, om de snylter på fællesskabet og snyder i skat, siger ministeren.

Det er aldrig sket før, at så mange borgere og virksomheder har anmeldt andre for socialt bedrageri og sort arbejde. Sidste år skete det 9750 gange, hvilket næsten er en fordobling på fire år.

Stigningen har medført, at der i Skat blev oprettet en særlig afdeling med 65 medarbejdere til at håndtere sagerne.

Som reglerne fungerer i dag, kan det ikke lade sig gøre at anmelde naboen eller kollegaen anonymt, hvis anmeldelsen er sendt på en mail.

Og det skal det heller ikke være i fremtiden, selvom det blot er få dage siden, at Skat-direktør Erling Andersen lancerede forslaget.

Frygten fra SF's nyudnævnte finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen, er dog, at mindre sort arbejde vil blive afsløret.

- Det må være enten eller. Der er mange, der kun tør komme med afgørende afsløringer, hvis de bliver lovet anonymitet.

- Så når den nye minister på området vælger at nedlægge denne tjeneste, synes jeg, at han helt konkret må pege på, hvad han så vil gøre for at undgå skattesnyd, siger hun til Berlingske.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce