Statsrevisorformand om Skat: Den værste sag i 24 år

Ledelse

26/02/2016 11:01

Nick Allentoft

Statsrevisorernes formand, Peder Larsen, har aldrig set noget så slemt i sin statsrevisortid som rodet i Skat.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Rigsrevisionen har udtalt skarp kritik, efter at den har undersøgt forholdene omkring den udbytteskat, som Skat har refunderet i store mængder.   Og det gør stort indtryk på Peder Larsen (SF), der er formand for Statsrevisorerne.

- Det er den værste sag, jeg har kendt i mine 24,5 år som statsrevisor, siger han på et pressemøde i forbindelse med offentliggørelsen af Rigsrevisionens beretning.

Peder Larsen har selv en mulig forklaring på, hvorfor Skat fortsatte med at udbetale tre milliarder kroner i uberettiget refusion, selv om man var blevet gjort opmærksom på, at der kunne være noget galt.   - Jeg tror, det hænger sammen med, at man var bange for at skride for hurtigt ind. Så fortsætter man med at udbetale.   - Jeg tror, man er gået noget i panik, siger han.   Peder Larsen mener desuden, at Skatteministeriet også har en del af ansvaret for, at det kunne komme så vidt.   - Skatteministeriets departement har en overordnet tilsynspligt. Det er ikke bare Skat alene, der sidder med ansvaret. Det kan godt være, at de selv har en anden fortolkning, men jeg tror ikke, det holder i byretten, siger han.   Statsrevisorerne, der er udpeget af Folketinget, understreger, at de udtaler sig i enighed om sagen, hvor den danske statskasse tilsyneladende er blevet lænset for næsten ti milliarder kroner, ved at personer uberettiget har fået refunderet skat på aktieudbytter.   - Når en udbetaling stiger med mere end 1300 procent, burde der være nogle alarmklokker, der ringer. Man havde et forvarsel allerede i 2010, siger statsrevisor Søren Gade (V).   - I 2013 bliver der afgivet en revisionsrapport fra intern revision i Skat, og den bliver afgivet til Skatteministeriet. Men den bliver forlagt og ikke behandlet. Derfor er Skatteministeriet også indblandet, siger statsrevisor Lennart Damsbo-Andersen (S).     Minister forstår skarp kritik i sag om udbytteskat - En lige dele sørgelig og alvorlig sag, siger Karsten Lauritzen (V) om svindel med refusion af udbytteskat.   Skatteminister Karsten Lauritzen (V) ønsker ikke at stille op til interview med Ritzau, men har i stedet udsendt en pressemeddelelse, hvor han understreger sagens alvor.   - Rigsrevisionen gengiver jo desværre de samme ærgerlige konklusioner, som vi allerede kender, og som vi kun kan tage til efterretning og lære af, lyder det fra skatteministeren.   - Det er en lige dele sørgelig og alvorlig sag, og jeg er stadig dybt forarget over, at kriminelle har snydt Skat og skatteborgerne på denne måde, tilføjer han.   Et af de mange kritikpunkter går på, at Skat reagerede meget sent, selv om man havde modtaget advarsler om svindel.   - Med den viden, vi har i dag, burde udbetalingerne have stoppet langt tidligere. Som jeg forstår Skat, fik man imidlertid først et tilstrækkeligt grundlag til at gøre dette i starten af august, siger Karsten Lauritzen.    I en beretning vurderer Rigsrevisionen onsdag, at Skat og Skatteministeriets tilsyn med refusion af udbytteskat har været "meget kritisabel".   - Skatteministeriet har i sit tilsyn reelt ikke forholdt sig til udviklingen i udbytteskat, herunder refusioner, lyder det.   Den markante kritik kommer, efter at Statsrevisorerne i september bad Rigsrevisionen om at undersøge, hvordan tilsynet har været.    Det skete på baggrund af, at der ifølge Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik) er blevet svindlet med refusion af udbytteskat for 6,2 milliarder kroner.   Skat har senere anmeldt formodet svindel for yderligere 2,9 milliarder kroner.   /ritzau/  

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.