Støjberg vil straffe praktikmodvillige flygtninge hårdere

Velfærd

28/04/2017 09:02

Nick Allentoft

Der skal gribes hårdere fat om flygtninge, der modsætter sig deres praktikforløb, mener integrationsminister.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil gribe hårdere fat om flygtninge, som ikke passer deres praktikforløb.

Det siger hun i kølvandet på dokumentaren "Er det sådan, man bliver dansk?", der blev vist på TV2 torsdag.

Flygtninge overblik

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.  Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.  

I dokumentaren følger man et hold flygtninge, hvor flere går fra praktikpladsen i utide, modsætter sig reglerne, eller ikke ønsker at udføre det arbejde, de er blevet sat til.

Ifølge lovgivningen skal kommuner fjerne den økonomiske støtte til en jobparat flygtning, hvis personen for eksempel modsætter sig et praktikforløb.

Men ofte bliver der ikke sanktioneret, eller også kommer konsekvensen for sent, lyder kritikken.

- Når man kommer her til, så skal man være taknemmelig, man skal være ydmyg, og så skal man gøre sig umage. 

- Aftenens tv-udsendelse viste i hvert fald én, der var, og så var der rigtig mange, der ikke var. Der bliver vi simpelthen nødt til at gribe noget hårdere fat om dem, siger Inger Støjberg ifølge tv2.dk.

Hun giver dog ikke yderligere detaljer om, hvordan der konkret skal "gribes hårdere fat".

Der er store forskelle i brugen af sanktioner i forbindelse med sprog- og virksomhedspraktik for flygtninge.

Ifølge tv2.dk har man i nogle kommuner sanktioneret over 30 procent af de ledige i integrationsprogrammet, mens andelen i andre kommuner er under ti procent.

Regeringens mål er, at halvdelen af de 50.000 flygtninge, der er kommet hertil de seneste fem år, skal være selvforsørgende, inden der er gået tre år.

Men det går trægt med at nå målet. Af de flygtninge, der ankom i 2010, var kun godt ti procent i job efter halvandet år. Af dem, der kom hertil i 2015, var det kun syv procent.

På opfordring fra Dansk Folkeparti skal beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg fredag svare på, hvad regeringen gør for at få flere med udenlandsk baggrund i arbejde.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.