Den kommende Storstrømsbro har ikke været forskånet for belastende sager, og nu står et af de to tilbageværende firmaer i byggekonsortiet anklaget i en stor byggeskandale i Italien.
Det skriver Fagbladet 3F.
Sagen handler om firmaet Grandi Lavori Fincosit (GLF), som er hovedentreprenør på et stort tunnelbyggeri i alpeområdet Colle di Tenda mellem Italien og Frankrig.
Prøv DenOffentlige 2
DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur.
Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.
Det italienske politi har angiveligt beviser for, at ledende medarbejdere fra GLF har stået i spidsen for systematisk tyveri og videresalg af vigtige byggematerialer til tunnelen.
Byggeriet er blevet beordret stoppet af frygt for sikkerheden, og politiet har sat to chefer fra GLF i husarrest.
Knud Erik Busk, tidligere formand i Bygherreforeningen og mangeårig dommer i Klagenævnet for Udbud, har ikke tidligere oplevet en sag, hvor der er kommet så mange belastende oplysninger frem om firmaer, der skal bygge for det offentlige Danmark.
- Man kan godt sætte spørgsmålstegn ved, om Vejdirektoratet har gjort sit arbejde godt nok, da det lavede en prækvalifikation af de her italienske selskaber, siger Knud Erik Busk til Fagbladet 3F.
GLF har allerede fyret de i alt fem medarbejdere, som politiet sætter i forbindelse med skandalen.
Storstrømsbro
Læs mere om byggeriet af Storstrømsbroen på vores temaside. Bl.a.:
- Storstrømsbroen: Vejdirektoratet undersøgte ikke brobyggeres økonomi
Kort efter at politiet i maj 2017 skred til anholdelser og lavede en razzia på tunnelbyggeriet, dukkede indholdet af telefonaflytninger fra efterforskningen op i den italienske presse.
På optagelserne taler nogle af de mistænkte sammen om, at der "kommer vand ud alle steder" i tunnelen, og at "nogen risikerer at dø".
Sagen har vakt stor opsigt, og både fra fransk og italiensk side frygter man for sikkerheden og er nu ved at forstærke tunnelen.
I alt skal der være stjålet omkring 200 ton byggematerialer og omsat for mindst 750.000 kroner på svindlen.
Vejdirektoratet, der er ansvarlig for opførslen af Storstrømsbroen, oplyser, at de italienske skandalesager i yderste konsekvens kan betyde udelukkelse fra Storstrømsbroen.
Her er et overblik over udviklingen, siden beslutningen om en ny bro blev taget:
- 21. marts 2013: Beslutningen om at bygge en ny kombineret vej- og dobbeltsporet jernbanebro over Storstrømmen mellem Vordingborg og Orehoved bliver truffet.
- 23. oktober 2017: Vejdirektoratet udpeger et joint venture bestående af entreprenørfirmaerne Itinera, Condotte og Grandi Lavori Fincosit samt rådgivningsvirksomheden Seteco til at bygge broen.
- 19. december 2017: Underskriften med de tre italienske firmaer udskydes, efter at det kommer frem, at selskaberne kan være involveret i korruption og bestikkelse.
- 10. januar 2018: Trods verserende retssager om korruption og bestikkelse for millioner hos to af de tre italienske firmaer, konkluderer Kammeradvokaten, at alle regler er fulgt.
- 30. januar 2018: Transportordførerne fra partierne bag forliget godkender, at Vejdirektoratet kan skrive under på en kontrakt med det italienske konsortium.
- 19. februar 2018: Fagbladet 3F skriver, at Grandi Lavori Fincosit er anklaget i en stor byggeskandale i Italien.
Det italienske politi har angiveligt beviser for, at ledende medarbejdere fra firmaet har stået i spidsen for systematisk tyveri og videresalg af vigtige byggematerialer til en tunnel.
Kilder: Fagbladet 3F, Vejdirektoratet.
/ritzau/