Nu tidligere statsminister og snart tidligere partiformand Helle Thorning-Schmidt. Foto: Agnete Schlichtkrull

Thorning var sej - men risikerer at ende i glemmebogen

Politik

19/06/2015 15:18

Nick Allentoft

Det er et blandet eftermæle, som den afgåede statsminister Helle Thorning-Schmidt efterlader sig, lyder det.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I løbet af de seneste måneder har den netop afgåede statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), formået at samle sit parti omkring sig og fremstå positivt hos mange vælgere.

Men alt i alt efterlader Danmarks første kvindelige statsminister sig et blandet eftermæle.

Det mener både den politiske kommentator Hans Engell og professor Tim Knudsen, der forsker i den danske regerings ledelse og organisation.

- Hun var en moderne socialdemokrat, og hun førte en rigtig flot valgkamp til sidst. Hun var en sej type, og anset hvor meget modvind, hun mødte, så bevarede hun hovedet koldt, siger Hans Engell til Ritzau og fortsætter:

- Men hun kørte den ikke helt i hus, og hun risikerer at blive lidt af en parentes i den socialdemokratiske historie. Også fordi mange socialdemokrater ikke rigtig opfattede hende som autentisk socialdemokrat.

Den samme fornemmelse har professor Tim Knudsen, der også mener, at Thorning ikke vil efterlade et entydigt positivt eller negativt indtryk. 

- På den ene side kan man sige, at hun havde meget svært ved at træde i karakter og fremstå som én med et klart projekt og en klar linje i sin politik, siger han.

- På den anden side må man anerkende, at hun har været ualmindeligt sej til at stå i modvind, og man må også anerkende, at hele forløbet i 2015 er et meget dygtigt forsøg på at ændre på alle de problemer, som regeringen har haft.

I modsætning til nyere tids socialdemokratiske statsministre adskiller Thorning sig også ved, at hun ender med at sidde ved magten i mindre end fire år.

De tre tidligere socialdemokratiske statsministre, Poul Nyrup Rasmussen, Anker Jørgensen og Jens Otto Krag, opnåede alle genvalg og sad ved magten i adskillige år.

- Jeg tror ikke, hun kommer til at sætte lange historiske spor for andet end, at hun var den første kvindelige statsminister, hun lavede nogle reformer og stod så i øvrigt i spidsen for en række løftebrud, lyder det fra Hans Engell.

Helle Thorning-Schmidt blev formand for Socialdemokraterne i 2005 efter kun at have været medlem af Folketinget i to måneder. Dengang var hendes budskab, at hun kunne "slå Anders Fogh". Det lykkedes dog ikke ved folketingsvalget i 2007.

Fire år senere lykkedes missionen med at komme til magten, da hun slog Lars Løkke Rasmussen i et yderst tæt valg. Og nu træder hun altså tilbage og efterlader - efter alt at dømme - formandsposten til den mere traditionelle socialdemokrat Mette Frederiksen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.