Undersøgelse: Syge føler sig presset på job af chefen

Politik

27/08/2015 13:52

Suleman Haider

Du er da ikke sådan rigtig syg, er du? Er du så tilbage igen mandag? Hvis du har fået den besked fra din leder, er du ikke alene, skriver Avisen.dk

En ny undersøgelse foretaget af Epinion viser nemlig, at 18 procent af fagforeningen HK/Privats medlemmer har oplevet, at deres arbejdsgiver har presset dem til at tage på arbejde, selvom de var syge. Også hos FOA og BUPL mener man, at der er et problem.

Den slags er gift for arbejdsmiljøet, mener Marianne Vind, næstformand i HK/Privat.
- Når man er uarbejdsdygtig, har man ret til at blive hjemme, og så skal chefen ikke presse dig til at tage på arbejde. Det gør det sværere at blive rask, og man risikerer at smitte kollegerne. Samtidig skaber det en kultur, hvor man mistænkeliggør medarbejderne og slet ikke viser tillid til dem, siger hun til Avisen.dk.

Hos Dansk Erhverv undrer man sig over, at så mange føler sig presset til at tage på arbejde. Men selvom det er forkert at presse medarbejderne, bør de også selv mærke godt efter, hvor syge de rent faktisk er, mener Rikke B. Ørum, chef for HR og Arbejdsmiljø i Dansk Erhverv.

- Det er klart, at hvis man nyser, hoster og har blanke øjne, så skal man blive hjemme. Men I nogle tilfælde kan man godt gå på arbejde. Det handler om altid at afveje, om man er i stand til at arbejde, om man risikerer at smitte kollegerne, og om man egentlig bliver mere rask af at blive hjemme, siger hun til Avisen.dk.

I interesseorganisationen Lederne er man ærgerlig over, at så mange føler sig presset.
- Det må aldrig blive sådan, at en medarbejder føler sig presset til at tage på arbejde, hvis vedkommende er syg. Men en dygtig leder skal også være opmærksom på det pres, der kan opstå fra kollegerne, siger Lars Andersen, arbejdsmiljøchef i Lederne.

Han råder derfor virksomhedernes ledere til at tænke sig godt om, når de taler med syge medarbejdere.
Hos fagforeningen FOA genkender man problematikken.

- I løbet af de sidste års tid har vi fået langt flere meldinger om medlemmer, som føler sig presset til at tage på arbejde, selvom de er syge. Vi har endda eksempler på ledere, der presser medarbejdere til at bruge feriedage, når de er syge, fortæller Charlotte Bredal, arbejdsmiljøkonsulent i FOA til Avisen.dk.

Hos pædagogerne i BUPL oplever man også chefer, der presser for hårdt på.
- Det har vi flere eksempler på. Men oftere handler det om, at økonomien er så presset, at der ikke er råd til vikarer. Pædagogerne kan ganske enkelt ikke bære, at kollegerne skal aflyse skovturen, som børnene har glædet sig til, siger Lars Søgaard Jensen, forretningsudvalgsmedlem i BUPL til Avisen.dk.

 

 

 

Mest Læste

Annonce