Verdensledere forpligter sig til at udrydde fattigdom

Politik

26/09/2015 22:01

Nick Allentoft

FN's 17 mål indeholder målsætninger om at sikre rent drikkevand, uddannelse og sundhed til alle inden 2030,

- De globale mål er godkendt, skriver den danske formand for FN's Generalforsamling, Mogens Lykketoft fredag aften på det sociale medie Twitter.

Dermed står det klart, at alverdens stats- og regeringsledere på et særtopmøde i New York har givet verden en række nye, ambitiøse målsætninger, der blandt andet sigter mod at udrydde ekstrem fattigdom inden 2030 og sikre rent drikkevand, uddannelse og sundhed til alle.

De 17 mål, der skal sikre verden en bæredygtig udvikling de næste 15 år, afløser de såkaldte årtusindmål, der løb til 2015. De beskrives af FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, som en slags "dosmerseddel for folk og planeten".

                Læs også: FN: Enorm fremgang for Verdens befolkning

Som noget nyt bliver målene universelle, hvilket vil sige, at både fattige og rige nationer skal leve op til dem.

FN's 193 medlemslande blev formelt enige om målene efter en tale til FN af katolikkernes pave Frans, der kaldte vedtagelsen for "et vigtigt tegn på håb".

- Højtidelige løfter er imidlertid ikke nok, selvom de er et nødvendigt skridt i retning af løsninger, sagde paven, mens Vatikanets flag for første gang vajede uden for FN-bygningen.

Kritikere indvender, at målene mangler en præcis definition og peger på en fortid med store løfter i FN - uden at man nødvendigvis følger op på dem.

- Den virkelige test af forpligtelsen af dagsordenen i 2030 bliver implementeringen, sagde Ban Ki-moon til forsamlingen.

- Vi har brug for handling fra alle, over alt, understregede han over for statsledere som den kinesiske præsident, Xi Jinping, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, der begge er rejst til New York for at deltage i topmødet.

Ved topmødet var statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) inviteret til at tale som en af de første, fordi Danmark i år har formandskabet for FN's Generalforsamling.

Løkke til FN: Nu er vi begyndt på en ny rejse Der er sket meget de sidste 15 år, men arbejdet er endnu ikke afsluttet, sagde Løkke i sin tale til FN-topmøde.   - En milliard mennesker er blevet løftet ud af ekstrem fattigdom. Flere piger end nogensinde før går i skole. Mere end 90 procent af verdens befolkning har nu adgang til rent drikkevand. Dødeligheden for børn under fem år er faldet med mere end halvdelen. Dette er ikke bare tal. Bag hvert af disse tal gemmer sig fakta om, at livet for millioner - millioner af børn - er blevet forbedret.    Men man er endnu ikke i mål, understreger statsministeren med ordene:   - Nu skal en ny rejse til at begynde.   Lars Løkke Rasmussen, som er inviteret til at præsidere og tale som en af de første ved topmødet, fordi Danmark i år har formandskabet for FN's Generalforsamling, roser, at så mange topledere deltager i mødet.   - Det viser, hvor vigtigt det er for alle, at FN vedtager 17 nye mål for bæredygtig udvikling. Der er brug for vores lederskab, og for at vi viser vej. Vi må være sikre på, at vi lever op til vores faste og kollektive aftaler. Danmark er klar til at gøre sit. Danmark vil arbejde for kvinders selvstændighed og menneskerettigheder - og for alles menneskerettigheder generelt, sagde statsministeren blandt andet og pegede på, at den nye dagsorden vil vise, hvordan verden skal se ud i 2030, sagde Løkke.   Tidligere i år blev den tidligere socialdemokratiske formand for Folketinget Mogens Lykketoft udnævnt til den prestigefyldte post som formand for FN's 70. generalforsamling.    Det er første gang nogensinde, at Danmark har haft en formand for FN's Generalforsamling. Derfor er det også første gang, en dansk statsminister er med til at åbne topmødet.   Læs mere om indsatsen hos FN  

/ritzau/

Mest Læste

Annonce