Jeg har med interesse fulgt DenOffentlige.dk siden opstarten og er meget glad for, at vi nu har fået et medie, som gør et bravt forsøg på at facilitere en konstruktiv debat om det sociale område. De fleste medier synes kun at være interesseret i vores sårbare medborgere, når de kan spille rollen som "stakkel", "offer" eller "utilpasset", men de er hele mennesker. Disse udsatte er så uheldige at være bragt til verden med en problematik - eller handicap om man vil - som rangerer relativt lavt på opmærksomheds-skalaen hos politikere og presse og dermed også den brede offentlighed.
For et par år siden foretog organisationen “LOS - De private sociale tilbud” et tjek på udviklingen i udgifter til henholdsvis sygehusområdet og det sociale område. I perioden 2002 til 2012 steg de samlede offentlige udgifter til anbringelse af udsatte børn og unge med ca. 8%, mens de samlede udgifter til det danske sundhedsvæsen steg med 43% fra 2000 til 2013.
Bedre behandling koster Nogen vil sige, at stigningen i sundhedsvæsenets udgifter giver god mening i kraft af nye behandlingsmetoder og ny medicin. Men i den socialpædagogiske verden foregår der imidlertid også udvikling af behandlingsmetoder. Vores vigtigste ressource i behandlingen er mennesker. Kompetente og nærværende fagfolk. En ressource, der ikke er blevet billigere med årene. Tværtimod. Vores patienter, eller brugere som de typisk kaldes, har ikke kæmpe interesseorganisationer (al respekt for dem) i ryggen, der med årlige tv-shows og stærke interesseorganisationer gør befolkningen opmærksom på deres udfordringer. Og behandlingen af udsatte borgere bliver ikke finansieret af regionerne, men af den enkelte kommune. Pengene til socialpædagogisk behandling skal således findes i konkurrence med snerydningsbudgetter, ældrepleje, julepynt i gaderne, folkeskoler, byforskønnelse osv. Halve løsningerHvis man er født med nedsat nyrefunktion får man hjælp fra regionens gigantiske sundhedsbudget, men vokser man op hos en enlig forælder med nedsat forældrefunktion, så er man overladt til kommunens trængte økonomi. Antallet af kommuners anbringelse af børn og unge falder i øvrigt pudsigt nok stort set altid hen mod budgetårets slutning.
Disse udsatte borgere har lige så meget brug for vores - samfundets - hjælp som alle andre, der er ramt af sygdom, handicap og øvrige hæmmende livsvilkår. Kan man forestille sig, at sygehuset afviser en indlæggelse af en person med nyresvigt med begrundelsen "vi har simpelthen for mange med dårlige nyrer i denne måned"? Kan man forestille sig, at en kirurg bortopererer en kræftsvulst og derefter siger, at "jeg fik ikke det hele væk, men mon ikke det rækker"? Nej vel. Men på det sociale område er ventetid, afvisninger og halve løsninger mere regel end undtagelse.
Holdninger versus handling Som nævnt er der de som mener, alt for få børn og unge er anbragt uden for hjemmet. De vil sige, at hundred- eller tusindvis af børn bliver overladt til hjælpeløse, ressourcesvage eller måske endda skadende forældre. Andre mener, at tallet af anbragte er alt for stort, og de vil typisk begrunde det med at det er grundlæggende vigtigt for et barns udvikling, at han eller hun bliver hos forældrene, og at sociale indsatser bør ske i hjemmet. Begge synspunkter giver mening, men det kan Hannah på 14, hvis stedfar har misbrugt hende i to år, ikke bruge til noget som helst. Hun har brug for samfundets hjælp NU. Det samme har også forældreparret til Casper, som i det seneste år har opbygget et massivt hashmisbrug og har begået en række indbrud og røverier med sine nye "venner". Eller Pia, hvis mors nerver er slidt i laser, efter at hun forgæves har forsøgt at få datteren til at stoppe med at skære i sig selv.Nogle gange er en anbringelse det helt rigtige at gøre - desuagtet at den måske kunne have været undgået, såfremt kommunen mange år forinden havde iværksat en indsats i hjemmet. Vi undlader heller ikke at behandle folk for lungekræft, blot fordi vi måtte mene, at forebyggende ikke-ryger kampagner er den mest effektive måde at bekæmpe sygdommen på.
Reelt behov for hjælp Udsatte borgere med sociale og socialpsykiatriske problematikker har krav på at blive anerkendt som folk, der har brug for behandling og hjælp på lige fod med sygdomsramte og handicappede. Det er ikke at overdrive deres problemer at lave denne sammenligning. Det er at tage dem alvorligt. I mine kommende indlæg vil jeg gøre mit til at synliggøre vilkårene for de udsatte og personalet omkring dem med små fortællinger fra min egen hverdag som leder af en række bosteder.
