Børn skal også kunne få fat i Børnetelefonen juleaften

Børnetelefonen, der i 2013 havde 35.287 samtaler om alt fra forelskelse til overgreb, udvider åbningstiderne.

I 2013 glødede linjerne til Børnetelefonen mere end nogensinde, da 35.287 børn ringede for at få råd og hjælp.

Det er godt 2000 flere samtaler end i 2012.

For at kunne hjælpe endnu flere børn, har Børns Vilkår besluttet at udvide Børnetelefonens åbningstider markant, så rådgivningen per 1. februar også i weekender vil have åbent fra 11-23 og på helligdage.

Dermed bliver det også juleaften muligt at tale fortroligt med en voksen.

- Vi ved, at børn i dag har et stort behov for at tale med en voksen, der er trænet i at lytte og hjælpe barnet videre, siger chefen for Børnetelefonen, Bente Boserup, og fortsætter:

- Børnene oplever imidlertid, at det kan være svært at komme igennem, og derfor arbejder vi hele tiden på at udvide åbningstiderne.

- Samtidig har vi en målsætning om de næste to år at øge antallet af frivillige rådgivere fra 350 til 450, siger Bente Boserup.

I 2013 var der 815 børn og unge, der ringede ind for at få hjælp mod selvskadende adfærd.

Kategorien er røget ind på top-10-listen i problemstillinger, mens der for bare 15 år siden ikke var nogen henvendelser om selvskade.

- Selvskade er desværre blevet mere og mere udbredt.

- Børn og unge fra alle sociale lag gør det, og vi ved, at fænomenet hænger sammen med usikkerhed, ensomhed og præstationsangst. De negative følelser kan dulmes kortvarigt ved at gøre skade på sig selv, siger Bente Boserup.

Selvskade er ofte forbundet med skyld og skam, og på Børnetelefonen fortæller de unge ofte for første gang om deres problem til andre.

- Det er vigtigt at have et sted, hvor de unge kan få anonym hjælp. Det er ofte første skridt til at bryde tavsheden over for også forældre og andre professionelle, der kan sørge for, at den unge får hjælp til at skabe reel forandring, lyder det fra Bente Boserup, leder af Børnetelefonen.

/ritzau/

Emneord: Børnetelefonen, Børns Vilkår, Bente Boserup
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også