Børnepsykiateren om børn, psykisk sygdom og paragrafrytteri

Tænk, hvis der fandtes en lov om at børn med psykisk sygdom skal have lige præcis den hjælp de har brug for, på det rette tidspunkt, i den rette mængde, på den rette måde.

Børn med handikap, både psykiske og fysiske, er særligt udsatte for psykisk sygdom. Heldigvis er der mange børn med autisme, der trives ganske fint og ikke har brug for særlig meget hjælp. Men hvis rammerne for barnets liv ikke er indrettet med forståelse for barnets handikap, så er der en kæmpe risiko for psykisk sygdom, det kan være angst, depression, OCD, spiseforstyrrelse, skolefobi, psykoser osv. 

Jeg ser f.eks. mange børn med det psykiske handikap autisme, som kommer for at få behandling i mit familiterapeutiske team. De kommer bare ikke fordi de har autisme, men fordi der er alt for stor forskel på de krav samfundet stiller til dem, og det, de magter med det handikap de har. Og så udvikler de alle mulige forskellige symptomer på psykisk sygdom.

Følg bloggen om psykiatrien

Børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring blogger her på DenOffentlige.dk om psykiatrien.
 
"Psykiatrien er ikke længere tabu, men det er stadig voldsomt stigmatiserende at have en psykisk lidelse. Det skal ændres," siger hun.
 

Men der er store udfordringer, for mens sygdom ofte skal behandles inden for sundhedslovens rammer, så løber vores børn jo rundt i alle mulige sammenhænge, der styres af alle mulige andre love. Hverken børns skolegang, deres fritidsliv, deres familieliv, eller forældrenes job hører under sundhedsloven. Men disse “scener” er alle afgørende for et barns mentale sundhed. 

De børne- og ungdomspsykiatriske centre og kommunerne skal samarbejde, når vi skal hjælpe, behandle og støtte børn, unge og deres familier, så børnene kan blive helbredt for deres psykiske sygdomme, eller vi blot kan give dem den støtte, der skal til, så de ikke udvikler psykisk sygdom. 

“Det er der ikke hjemmel til i loven”

Jeg har haft alt for mange oplevelser med dumme møder med forældre, skoleledere, PPR-psykologer, socialrådgivere, læger og psykologer, hvor diskussionen ikke har drejet sig om at finde de bedste måder at støtte barnet og familien. Hvor diskussionen har drejet sig om hvilken lovgivning, der skal, eller ikke skal bruges til at sige ja eller nej til en støtte for barnet og familien.

Jeg har oplevet skolelærere, pædagoger og andre velmenende folk komme med rigtig gode forslag, som er blevet skudt ned, alene fordi “dem højere oppe i systemet” kunne afvise det med en af følgende begrundelser: “Det er der ikke hjemmel til i loven”, eller at “Det problem ikke hører til inden for den lovgivning, som vi opererer inden for”. Eller endnu værre: “Sådan plejer vi ikke at gøre i vores kommune.”

Børn og forældre, psykiske handikap og psykisk sygdom er ligeglade med hvor lovens rammer starter og slutter.

Prøv DenOffentlige

100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste? 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

Det er gratis 

Men jeg har også haft gode oplevelser med nogle super kreative møder, hvor omsorgsfulde, respektfulde og kærlige mennesker fra kommuner, skoler og hospitaler har fundet sammen med forældrene og lavet nogle virkelig gode planer. Ofte bliver de bragt ud i livet, og ofte bliver de skudt ned i et visitationsudvalg eller lignende. Men når man vil, er der faktisk lovhjemmel og gode muligheder for at hjælpe. Man skal bare ville det!

Tænk på tværs af kasserne 

Når det lykkes, er det fordi, der er folk, der vil finde på de ideer, der adresserer vores fundamentale problemer: 1. At vi skal kunne bevæge os på tværs af forskellige love, kommunal og regional kassetænkning. 2. At staten fattes penge og vi derfor i alt for mange år har været styret af tanker om at skubbe opgaverne fra os. Både regioner og kommuner har en meget stærk kultur, eller vane med at tænke: “Det må være de andre, der skal tage den opgave, en anden kasse end min, der skal betale for den opgave.”

Så man skal turde tænke kreativt, turde inddrage forældrene i snakkene om hvilken løsning, der er bedst for netop deres familie. Man skal turde tænke på tværs af lovgivninger og tænke ud af boksen, for lovene ved ikke at børnene løber rundt imellem dem, og har brug for at de samarbejder.

Tænk, hvis der fandtes en lov om at lovgivninger og bureaukratiske systemer ikke må stå i vejen for at familier med børn med psykisk sygdom får lige præcis den hjælp de har brug for, på det rette tidspunkt, i den rette mængde, på den rette måde.

Der er mange, der i disse dage taler om sådan en slags "lovgivning", og  inspireret af "kræftpakkerne", der har givet så gode resultater, kalder man dem "psykiatripakker". Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (BUP-DK) har lige offentliggjort deres forslag til en Børne- og ungdomspsykiatrisk psykiatripakke. Den synes jeg er rigtig god. Læs forslaget her

 
Emneord: Nina Tejs Jørring, Handicap, Autisme, Psykisk sygdom, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Børn med særlige behov, 120218
Nina Tejs Jørring på DenOffentlige.dk Psykiatrien er ikke længere tabu, men det er stadig voldsomt stigmatiserende at have en psykisk lidelse. Det skal ændres. Mennesker med psykisk sygdom skal behandles med samme respekt og omsorg...
Aktivitet: Artikler: 31 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 10.02.18 Susanne Holgaard Svendsen.
    At hjælpe i fællesskab.

    Hej Nina.
    Jeg værdsætter, at du har taget dig tid til at respondere på mit indlæg i debatten.
    Jeg vil også helst tro, at alle der arbejder i sundhedsvæsenet gør det, i et oprigtigt ønske om at gøre en positiv forskel, mn så længe tvangsbehandling er en generel mulighed, at ty til, vil der desværre også ske alvorligt og utilgiveligt misbrug af tvang.
    Siden en psykiater fra psykiatrilisten blev valgt ind i region midtjylland, har vedkommende i en artikel i Aarhus stifttidende erkendt, at ansatte i psykiatrien oplever at blivbe kyniske mod patienterne. Og så er det virkelig på høje tid at ændre adfærd. DET MÅ IKKE SKE, fordi det har dybt traumatiserende følger for de der udsættes for obergreb og fejlbehandling. Jeg mener oprigtigt at tvangsbehandling, uanset om det er ovberfor børn, unge eller voksne IKKE MÅ SKE, undtaget i de tilfælde, hvor fastholdelse er nødvendig for konkret at forhindre direkte vold.
    Men jeg har personligt kendskab til adskillige tilfælde, hvor bæltefiksering og tvangsmedicinering er foregået til trods for at den indlagte tydeligt har givet udtryk for at vedkommende ikke tåler de medikamenter som vedkommende påtvinges. Ogvedkommende blev meget meget alvorligt fysisk syg af stofferne, og alligevel fortsatte personalet med " behandlingen "\ overgrebene i månedsvis. DET MÅ SIMPELTHEN IKKE VÆRE EN MUlIGHED i et land, hvor politikerne slynger om sig med frihedsbegreber og menneskerettiheder.
    Der ER flere måder, at være med til at ændre lovgivningen på området. Både ved at alle borgere modtager undervisning i psykologi, krisehåndtering og personlig udvikling, sunde livsvalg, sund kost mm, helt fra børnehaven. Men og ved at de der udfører den form for " behandling" erkender hvor forkert det er, at TVANG IKKE ER SUNDHEDSBEHANDLING, og så at fravælge alle de politikere som i deres naivitet gør tvangsbehandling muligt.
    Jeg kan tude over tanken om den ulykkelige situation tvangsbehandling er, også overgår børn og unge, hvis forældre forventes at tage sig af dem. Hold da k.... hvor må de føle sig svigtede.Og de pårørende tør ofte ikke gå imod overlægernes magt, selvom de tydeligt kan se, at den form for behandling, som deres børn, partnere, søskende eller forældre udsættes for, ikke hjælper det mindste. Og i mange tilfælde forværrer den ( tvangs) indlagtes krise.
    Jeg vil så gerne være med til at gøre en forskel, og være med til at ændre på dette meget fastlåste system, men oplever en faglig bedrevidenhed hos mange ansatte i psykiatrien, som umuliggør et samarbejde til gavn for borgerne. Det er sørgeligt,at patienterne og de a satte skriger på forandrring, men at ingen indenfor i systemet tør sætte sig ud ober det vedtagne, men underordner sig hierakiet. Jeg kan simpelthen ikke acceptere det.
    Indrømmet, jeg har mest erfaring med voksne, men kender dog enkelte børn, som har været trukket gennem børnepsykiatrien, med det resultat, at de er blevet fejldiagnosticeret, har været udsat forsygeliggørelse, unødvendig medicinering o.s.v. fordi hverken forældrene eller behandlerne vidste nok om bggrunden for børnenes problemer.
    Jeg føler en magtesløshed, og har så meget i mig at dele med andre, som VIRKELIG har et DYBFØLT ønske om at HJÆLPE, i RESPEKT og kærlighed.
    Men ved ikke hvor jeg kan få lov at yde en indsats. Og tvangsbehandling kommer jeg ihvertfald aldrig til at deltage i,det er sikkert.
    Jeg tænker at mine personlige \ faglige erfaringer vil kunne være mange andre til gavn, også for de som lider af post traumatisk stress på grund af netop de obergreb de har oplevet i psykiatrien. Men folk skal selv ville have hjælp, og gøre en aktiv indsats. Simpelthen tage ansvaret for eget liv. Og at tahe ansvaret for eget liv, er også nogle gange at bede om kvalificeret kærlig hjælp......andre gange, at gøre et kæmpe stykke arbejde for at finde fodfæste i livet igen.
    Hvis du Nina, eller andre tænker at det vil være interessant at samarbejde med mig, vil jeg gerne høre fra dig \ jer. Hjerteligst Susanne.

  • 10.02.18 Nina Tejs Jørring
    Til Susanne

    Kære Susanne.

    Jeg ved ikke om du er uenig i det jeg skriver, eller ej. Men der er ingen tvivl i mit hjerte om, at næsten alle de mennesker der arbejder i det danske sygehusvæsen, tog ansættelse der, fordi vi gerne vil gøre gavn. Jeg er heller ikke i tvivl om, at der er alt for mange ting i vores system, effektivitetskrav, regler og misforståede forklaringer, og forskellige forsøg på behandling af menneskers lidelser, som kommer til at stå i vejen for helbredelse. Lovgivninger, bureaukrati, ydelsesregistreringer osv. er sikkert heller ikke opfundet for at gør os mennesker ondt, men de er alligevel skyld i meget ondt. Så du har ret i, at vi tilstadighed skal evaluere hvor meget gavn og hvor meget skade vores forskellige tiltag gør. Der er ingen tvivl hos mig om at langt de fleste af os ansatte i sygehusvæsenet også vil skrive under på, at manglende tid fratager os mange muligheder for at skabe den trygge relation, der er det nødvendige fundament for at vi sammen kan beslutte hvilken behandling er den bedste. Men det betyder ikke, at vi synes om det. Vi gør vores bedste, og jeg forsøger i min blog at råbe op om, at der er brug for mere tid, mere tid til at lytte og samarbejde. Men måske skriver jeg det ikke tydeligt nok?
    Vh Nina

  • 10.02.18 Susanne Holgaard
    Lad være at tro at vi ikke kan blive klogere ......på os selv og hinanden !

    I offentligt ansatte behandlere, kan begynde med, at se kritisk på jeres egen sygeliggørelse af andre mennesker, børn såvel som voksne. Jeg fi der det uhensigtsmæssigt,sådan som I slynger omkring jermed diagnoser,frem for netop at TILBYDE at hjælpe individuelt,fter barnets eller den voksnes behov, ogdesuden lære at erkende hvornår jeres behandlinger er uønskede. I psykiatere m.fl. har selv i årevis deltaget i at forværre menneskers situationer x 1000.

    Jeg læser at der er et oprigtigt ønske hos blandt andre dig Nina, men der findes desværre utalligeansatte, som ikke tænker selvstændigt, men som tavse accepterer at behandle mennesker, som uden at ville det, er blevet påtvunget jeres selskab. som stupide tptalt uvidende mennesker.
    Det handler om selvindasigt, reflektion, respekt for andre ....og måske endda at indse, at mange af jer, slet ikke har de nædvendige evner og i indsigter, til at hjælpe . Mange kan have behov for noget meget mere basalt, nemlig kærlighed og personlig udvikling.
    Jeg forstår at I gerne vil hjælpe, men hjælp er i mange tilfælde, istedet for medicinering, som smadrer mange mennesker, at række en hånd frem, sætte sig stille ved siden af personen, udtrykke i ord og handling, at der er tid til at lade oersonen, selv finde vejen. Jeg kan kun sige, at de tidspunkter hvor jeg i mit liv har haft brug for andres hjælp, handler det netop om behovet for at mærke, se og høre, at der er bnre et menneske, som accepterer hvem jeg er, og anerkender min viden og erfaringer, og spørger hvad jeg har behov for, og OM det er netop dig jeg mener at have nok tillid til, at åbne mig for.
    Det er hvad jeg selv har praktiseret som terapeut, og dertil blid behandling, nærhed, beføring, eller ærlige og imødekommende samtaler.
    Og så lade være at være blindt troende på egne evner til at kunne klare alle andres problemer.
    Jeg håber politikerne engangimellem læser med, for det er i høj grad også dem, som sætter barren sygeligt lavt, i deres uvidenhed, men som jo desuden ofte før en lovgivning har modtaget råd ogvejledning af " særligt udvalgte \ højestråbende fagpersoner, som udtrykker at de ved hvad der skal til !
    Tag nu for pokker nogle af os med andre livserfaringer med på råd, så vi ikke de næste årtier skal have et sundhedsvæsen som mange ikke har tillid til, fordi tvangsbehandling og diagnoser og medikamenter. Nogle VIL tilsyneladende have magten i Dk, og oenge penge penge styrer uendeligt meget mere end oprigtigt behov for at være medskabere af et samfund, hvor vi i fællesskab skaber rammer for at mennesker kan udvikle sig til kærlige elsk værdige og intelligente individer.
    Jeg vil gerne have respons på dette indlæg i debatten.

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også