Hvis du lever med fysisk eller psykisk vold i dit parforhold, er det sjældent noget, du taler om.
Det er det i hvert fald ikke, hvis du er ung.
Nyhedsbrev 2
100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste?
Det er gratis
Det viser erfaringen fra Center for Selvmordsforskning.
I to år har de tilbudt rådgivning til unge under 18 år, som udsættes for kærestevold, men der har endnu ikke været én eneste deltager.
- Det er et stort tabu og forbundet med skam, så det kan være svært for de unge, siger Christina Petrea Larsen, som er sundhedsfaglig akademisk medarbejder hos Center for Selvmordsforskning, til DR Fyn.
Det ved 39-årige Morten Thomsen alt om.
Som ung levede han i flere år i et forhold med en voldelig kæreste. Han blev udsat for både fysisk og psykisk vold. Alligevel var det svært for ham at komme ud af.
- Det var flovt. Jeg var bange. For hvad nu hvis mine forældre opdagede det og sagde noget til hende. Hvad ville hendes reaktion så være over for mig?
De konstante nålestik
Skal Morten beskrive sin frygt for ekskæresten, siger han, at han ikke bare var bange for hende.
Han var hunderæd.
Følelsen kan Morten Thomsen let genkalde. Også selvom, det er mere end 15 år siden, at han levede i et forhold med en voldelig kæreste.
- Det var ikke så meget den fysiske smerte. Den vænner du dig til. Det var mere den der følelse af, at du ikke var noget værd. De der nålestik på ens selvværd, som man konstant blev bombarderet med, fortæller Morten Thomsen til DR Fyn.
De seneste tal fra Center for Selvmordsforskning viser, at omkring ti procent af unge mellem 13 og 18 år har været udsat for kærestevold.
- Den eneste måde at få det aftabuiseret på er ved at tale om det. Det er både i det nære - for de unges vedkommende sammen med deres forældre - men også i det offentlige rum, siger Christina Petrea Larsen til DR Fyn.
Den betragtning kender Morten Thomsen alt for godt. Det er først for nylig, at han for alvor begyndte at tale om det.
Men det var egentlig ikke meningen. Det skete ved et tilfælde.
- For et års tid siden var jeg til psykolog. Så spørger hun ind til mine forhold, og om der tidligere har været noget med dem. Så siger jeg ”jah”, sådan henkastet. ”Jeg har været i et dårligt forhold til at starte med”, siger han og fortsætter:
- Det bider hun mærke i, og så spørger hun ind til det. Jo mere hun spørger, jo mere fortæller jeg, og jo mere jeg fortæller, jo mere græder jeg. Det er første gang, jeg har grædt over det.
Mand dig op
For Morten Thomsen startede de fysiske og psykiske overgreb i det små.
Her kunne ekskæresten for eksempel være kontrollerende og sige, at han ikke skulle tage i byen med en ven, eller at hans tøj ikke klædte ham.
- Det er jo sådan nogle ting, hvor man kan sige okay, det er ikke så slemt. Men på et eller andet tidspunkt, og man opdager det faktisk ikke, så undskylder man, når man bliver råbt af.
- Jeg havde et eksempel, hvor hun kommer til at tabe et fad ude i køkkenet, og jeg er inde i stuen. Der er det mig, der skal undskylde for, at hun har tabt det. Halvdelen af fadet flyver også gennem stuen. Det gør lidt ondt at blive ramt af, siger han til DR Fyn.
Morten Thomsen vidste inderst inde godt, at det ikke var normalt. At han ikke skulle finde sig i at blive behandlet på den måde.
Derfor gik han på et tidspunkt til politiet i et desperat forsøg om at få hjælp. Her var der dog ikke meget hjælp at hente.
- Betjenten sagde: ”Du skal jo bare mande dig op og sige fra.” Hvordan gør jeg det? ”Jamen, du er jo en mand. Du må jo bare lige sige fra”, forklarer Morten Thomsen.
Forsøgte at begå selvmord
Det tog noget tid, inden Morten fik sagt fra. Men selvom han havde forladt forholdet, havde forholdet ikke forladt ham.
Oplevelserne sad stadig i ham i lang tid bagefter.
Da han flere år efter var brudt ud af et nyt forhold, med en ikke voldelig kæreste, var det ved at gå helt galt for Morten Thomsen.
- Jeg følte vitterligt, at alt det, hun havde sagt dengang, det var rigtigt. Og den eneste udvej, jeg kunne se, den stod ude i badeværelsesskabet. Det var et halvt glas med panodiler, og dem tog jeg. Og så lagde jeg mig ind, og så ville jeg bare sove og ikke vågne igen, siger han.
Heldigvis vågnede han igen.
Siden har psykologen hjulpet ham med at få løsnet op for tingene. Men oplevelserne sidder stadig i ham.
- Der er nogle ting, der trigger minder. Flashbacks. For eksempel at køre forbi den lejlighed, vi havde sammen. Så kan jeg huske det. Jeg kan se det for mig. Jeg kan sågar mærke – ikke slagene, men igen den der stemme inde i hovedet, som fortæller mig, jeg ikke er noget værd. Den bliver mindre, men når jeg kører forbi der, så lægger jeg mærke til den, forklarer han til DR Fyn.
Morten Thomsen ved godt, at det er en lang proces. Men ifølge ham er der kun én ting, der kan hjælpe.
Man skal tale om det.
- Uanset hvor stærk du end tror, du er, så kan du ikke klare det her alene. Du er nødt til at have en, du kan støtte dig til. Du er nødt til at have en, du kan snakke med. En, som ikke kan analysere det – men som kan hjælpe dig med at forstå den proces. Og så acceptere, at du faktisk er okay. At du faktisk er god nok.
Mere hos DR
