I HK Kommunal Sjælland vil jeg sammen med medlemmer og tillidsvalgte gerne indgå i konstruktive dialoger og samarbejder omkring forandring og udvikling af det offentlige arbejdsmarked, så der kan blive lagt langsigtede planer for udviklingen fremfor konsulent-hovsa-løsninger, hvis fremmeste formål måske - måske ikke - har som opgave at profilere politiske systemskifter, skriver Michael Rosenberg.

Budgetforhandlinger: Talmagi - konsekvenser eller realiteter – vindere og tabere!!

Politik

11/09/2014 13:18

Nick Allentoft

Kommunalbestyrelser og regionsråd får i disse dage forelagt budgetter for 2015 og skal ud fra det og nøgletal få indtægter og udgifter til at passe sammen.

Spørgsmålet er, om de har de relevante data og informationer at træffe beslutninger på. En ting er, at vi som borgere har krav på, at kommuner og regionsråd bruger de muligheder, som ny teknologi åbner, en anden er kvaliteten af det arbejdsmiljø og den trivsel, der samtidig skabes.

I HK Kommunal Sjælland synes vi, at der også bør lægges vægt på kvalitet, arbejdsglæde, trivsel og uddannelse af medarbejdere, når der træffes beslutninger i byråd og regionsråd.

Vores tillidsvalgte på arbejdspladserne fortæller, at der bruges forholdsvis mange penge på eksterne konsulentfirmaer, som skal komme med oplæg til effektiviseringer og besparelser.

Det handler altså om kroner og ører - ikke om konsekvenser for medarbejderne.

Spørgsmålet er, om politikerne ønsker at vide det. Sommetider tvivler jeg på det. Især når jeg læser de konsulentrapporter, der kommer ud af konsulentarbejdet.

Det er måske værd at se på, hvem der laver analyserne, og hvem der efterfølgende får opgaverne i kommunen og regionen. Det spiller formentlig også en rolle, at der i nogle kommuner er sket et politisk magtskifte, hvor nye politikere ønsker at markere sig.

I Guldborgsund kommune vil man spare 80 stillinger på det administrative område.

I Slagelse er der lavet analyser, som skal munde ud i millionbesparelser – et såkaldt TAO projekt.

HK’erne i kommunerne har i 85 % af tilfældene direkte borgerkontakt. Store og kraftige besparelser på disse områder er altså ikke uden konsekvenser og vil kunne mærkes på servicen for borgeren.

I HK Kommunal Sjælland vil jeg sammen med medlemmer og tillidsvalgte gerne indgå i konstruktive dialoger og samarbejder omkring forandring og udvikling af det offentlige arbejdsmarked, så der kan blive lagt langsigtede planer for udviklingen fremfor konsulent-hovsa-løsninger, hvis fremmeste formål måske - måske ikke - har som opgave at profilere politiske systemskifter.

 

 

Mest Læste

Annonce