Danmarks fedeste fritidsjob

24/09/2012 09:16

Karsten Peier

Samarbejde med LO og Håndværker- og Industriforeningen om projekt for unge Under overskriften ”Danmarks fedeste fritidsjob” er Holstebro Kommune gået sammen med LO Nordvestjylland og Håndværker- og Industriforeningen i Holstebro om at give lokale unge chancen for at realiseres deres ønskeprojekter.

- Blandt de unge i kommunen er der mange gode ideer. Vi vil gerne hjælpe til med at få de bedste af dem omsat til projekter, der gør det endnu mere interessant at være ung i Holstebro Kommune. Vi er glade for, at områdets arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer er samarbejdspartnere i projektet og på den måde er med til at skabe flere attraktive muligheder for områdets unge, siger kommunaldirektør Lars Møller.

Ny bosætningsstrategi

Holstebro Kommune arbejder for øjeblikket med en ny strategi for, hvordan man inspirerer flere til at bosætte sig i kommunen. Derfor er bosætning valgt som tema i projekt ”Danmarks fedeste fritidsjob”. Ideerne i projektet skal føre til initiativer, som gør det endnu bedre for unge at bo i kommunen.

- Det er vigtigt, at vi står sammen om og har stærkt fokus på at udvikle vores område. Det vil vi gerne bidrage til ved at give de unge nogle spændende nye muligheder, så de kan være med til at sætte deres præg på de tilbud, der er i kommunen, siger formanden for LO Nordvestjylland, Hans Enevoldsen.

Formanden for Håndværker- og Industriforeningen i Holstebro, Jørn Vejgaard, har samme holdning.

- Holstebro har en stærk profil som uddannelsesby. Op mod 6.000 unge er i gang med en ungdoms-, erhvervsfaglig-, kort eller mellemlang videregående uddannelse i kommunen. Vi vil meget gerne være med til bl.a. at styrke miljøerne omkring dem, så de kan fastholdes og udbygges i vores område. Det har stor betydning for vores virksomheder, siger Jørn Vejgaard.

Fakta om projektet

* Projekt ”Danmarks fedeste fritidsjob” i Holstebro har hentet inspiration fra lignende projekter i Australien og Hørsholm. De har vist, at ganske få unge kan skabe et miljø, der tiltrækker andre unge, og hvor der pludselig udvikler sig en ungdomskultur og initiativrigdom med udgangspunkt i de unge selv.

* Unge mellem 15 og 25 år i Holstebro Kommune opfordres til at indlevere projektideer senest den 22. oktober 2012 til adressen [email protected].

* De tre bedste projektforslag udvælges af en dommerkomité i slutningen af oktober. De valgte projekter støttes med lidt løn til projektlederen og praktisk hjælp fra kommunens afdeling for Strategi og Udvikling.

* Dommerkomiteen består af formanden for LO Nordvestjylland, Hans Enevoldsen, formanden for Håndværker- og Industriforeningen i Holstebro, Jørn Vejgaard, og kommunaldirektør Lars Møller.

* Læs mere om ”Danmarks fedeste fritidsjob.

Mest Læste

Annonce