En indgang til sundhed for borgerne

09/11/2012 12:08

Haderslev Kommune

Haderslev Kommune samarbejder med Region Syddanmark om at oprette et Sundhedscenter i Haderslev by, hvor der både skal være plads til forskellige sundhedstilbud, lokalpsykiatri, selvhjælpsgrupper og en sundhedshave.

Der arbejdes i øjeblikket intensivt med at finde et egnet sted at placere et sundhedscenter i Haderslev. Sundhedscentret skal samle en række tilbud til borgerne, der gennem én indgang giver nem adgang til både sundhedstilbud, behandlere, patientforeninger, lokalpsykiatri og en sundhedshave.

Der inviteres til borgermøde om Sundhedscenter Haderslev torsdag den 1. november klokken 19 på Hotel Harmonien i Haderslev. Medlemmer af Udvalget for Sundhed og Forebyggelse, medlemmer af Udvalget for Ældre og Handicappede og regionrådsformand Carl Holst vil være til stede.

I sundhedscentret samles en række sundhedstilbud, fx livsstilshold, patientskoler, diætistvejledning og sygeplejeklinik, og tanken er at der etableres et solidt samarbejde med de praktiserende læger og andre relevante behandlere.

”Det er en stor glæde, at kommunen i samarbejde med regionen kan være med til at skabe rammerne for et sundhedscenter. Samtidig er det helt i tråd med den kommunale sundhedspolitik, at almen sundhedsfremme og mental sundhedsfremme går hånd i hånd”, siger formanden for Udvalget for Sundhed og Forebyggelse, Asta Freund (V).

Regionen skal placere en lokalpsykiatri i Haderslev, og der er indledt forhandlinger med regionen omkring en fælles placering af de kommunale og de regionale psykiatritilbud. Hermed kan sundhedscenteret også give tilbud omkring mental sundhed, der er en tiltagende udfordring i dagens samfund, fx angst, depression og stress. Derudover vil Jobcentret også være repræsenteret for at sikre, at erhvervsmulighederne fremmes for den enkelte.

Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Carl Holst (V), glæder sig over udsigten til samling af sundhedstilbuddene under ét og samme tag.

"Vi har allerede positive erfaringer med fælles socialpsykiatriprojekter i andre kommuner, og jeg er overbevist om, at det også vil være til gavn for mange, hvis der kan etableres et samlet tilbud for borgerne i Haderslev med et tæt samspil indenfor sundhed og psykiatri", udtaler Carl Holst.

Det er også et ønske at åbne for et tættere samarbejde med patientforeningerne og andre frivillige, og samtidig skal centret stille lokaler til rådighed for eksempelvis selvhjælpsgrupper.

I tilknytning til sundhedscentret er der også planer om en sundhedshave, hvor grønne rammer kan være med til at give en helende virkning på mennesker, der har mentale helbredsvanskeligheder.

”Ved at samle de mange tilbud i et sundhedscenter er håbet, at borgerne oplever større sammenhæng i et behandlingsforløb”, siger næstformand i Udvalget for Sundhed og Forebyggelse, Søren Rishøj Jakobsen (S).

Der er et ønske om at lave en café i centret, hvor der er mulighed for en mere afslappet atmosfære og netværksdannelse. I det hele taget skal der arbejdes på at skabe en god atmosfære i centret blandt andet via indretning og et godt samarbejde, da det alt sammen har betydning for de sociale relationer for det enkelte menneske.

I øjeblikket arbejder kommune og region med at finde et egnet sted, og der bliver også taget kontakt til interesserede behandlere og læger for at få udbygget samarbejdet omkring sundhedscenteret mest muligt.

Mest Læste

Annonce