Håndhygiejne-maskine på turné i Næstved Kommune

11/02/2013 14:21

Næstved Kommune

Influenza, hosten og nysen sender mange under dynen. For at forebygge unødigt sygefravær kører Næstved Kommunen i øjeblikket kampagnen ”Giv hygiejnen en håndsrækning”. Her kan de ansatte bl.a.

øve og teste, hvor gode de er til at vasker hænder – og det er der ligefrem gået konkurrence i på nogle plejecentre.

Omkring 40 % af alt sygefravær skyldes infektioner. Det koster hvert år kommunen mange tusinde kroner. Derfor går man nu nye veje for at udbrede ikke bare budskabet om god håndhygiejne, men den helt praktiske måde at gøre det på.

Vi glemmer tommelfingeren

”De allerfleste ved jo godt, at man skal vaske hænder. Derfor har vi i årets kampagne gjort mere ud af at øve den gode håndvask og konkret vise, hvor mange bakterier, vi faktisk bærer rundt på hænderne. Vi har blandt andet anskaffet os en håndhygiejne-maskine. Den fungerer så snedigt, at to kameraer filmer hænderne, mens man vasker dem, og bagefter vurderer maskinen så, om man er kommet rundt om alle fingre og mellemrum. Vi er mange, der nok troede, at vi havde styr på det med håndvasken, men som alligevel er blevet overraskede over, hvor let det er at springe et område over. Særligt tommelfingrene og mellemrum bliver snydt,” fortæller Torben Søndergaard Nielsen, der er ansvarlig for hygiejnekampagnen i kommunen.

På Ældreområdet er der flere steder gået sport i håndhygiejne. Nogle afdelinger har udfordret hinanden i, hvem der består maskinens test flest gange.

Lys der sladrer

Et af de andre initiativer som er populært i kampagnen, er en UV-lyskasse, der viser, om der er bakterier tilbage efter en håndvask eller afspritning af hænderne. Man kan også få besøg af en hygiejnesygeplejerske fra Region Sjælland, der fortæller om håndhygiejne.

På skole og børneområdet er der også udarbejdet forskelligt materiale, ligesom der er konkurrencer for børn og forældre.

Mest Læste

Annonce