Lettere for ældre at få klippet hæk og pudset vinduer

14/08/2012 13:56

Fredensborg Kommune

Ældre eller svage borgere i Fredensborg Kommune får nu lettere ved at købe sig til praktisk hjælp i hjemmet. Det kan fx være til hækkeklipning, vinduespolering eller bestilling af tid hos den lokale frisør. Kommunen har nemlig udarbejdet en liste med kontaktoplysninger til private virksomheder, der leverer praktisk hjælp til borgerne, som ikke er omfattet af hjemmeplejens ydelser.

Listen kan hjemmeplejerne nu bruge aktivt til at hjælpe ældre eller svage borgere med at komme i kontakt med de rette firmaer.

Hidtil har kommunens hjemmehjælpere været forhindret af konkurrencehensyn i loven til at henvise borgerne til bestemte private virksomheder – og har blot måtte give overordnede svar og fx henvise til selv at se i telefonbogen. Men som en af landets ni frikommuner har Fredensborg Kommune fået lov at se bort fra disse regler og gennemføre et forsøg til og med 2015, hvor hjemmehjælperne nu kan udlevere listen direkte til borgerne – og hjemmehjælperne må også på vegne af borgeren tage kontakt til disse firmaer.

”Det har været frustrerende for både borgere og vores hjemmehjælpere, at loven har forhindret kommunen i at gi’ en kvalificeret og konkret hjælp, når ældre eller svage borgere har haft brug for at ringe til et firma og købe sig til fx at få slået græs om sommeren eller ryddet sne om vinteren. Med det nye frikommuneforsøg får vi mulighed for at hjælpe borgeren med at få kontakt til rette firma. Dermed øger vi serviceniveauet, og vi støtter borgeren i at kunne opretholde en tilværelse i egen bolig længst mulig”, siger Hans Nissen, formand for Social- og Sundhedsudvalget i kommunen.

Alle hjemmehjælpere i kommunen kan udlevere listen med private leverandører af praktisk hjælp. Listen kan desuden ses på kommunens hjemmeside fredensborg.dk

Indtil videre er 29 private virksomheder kommet på listen, men det er
fortsat muligt for private leverandører at blive tilknyttet kontaktlisten.

Private leverandører, der ønsker at blive inkluderet på kontaktlisten, skal kontakte Center for Ældre og Handicap og sende en kort beskrivelse af, hvilke opgaver de kan tilbyde.

Mest Læste

Annonce