”Elever med særlige behov, eksempelvis elever med diagnoser, er også elever med almene behov, og det er i en balance mellem det almindelige og det specielle, at disse elever skal undervises.”
Rehabiliteringen skal således omsættes i et felt, der er spændt ud mellem det almene og specielle. Det rejser en række dilemmaer for professionelle i grundskolens praksis.
Der har de seneste år været stort fokus på inklusion og rummelighed i folkeskolen. Paradoksalt er antallet af henviste elever til specialundervisningen steget i samme periode. Det er en central pointe i inklusionstænkningen, at inklusion ikke kun er noget, der vedkommer børn med særlige behov. Det vedkommer hver enkelt af os – elever, forældre, lærere, ledere, kort sagt alle der har berøring med handicappede børn. Det betyder, at inklusion ikke blot handler om, at hvert enkelt individ har ret til at være en del af samfundet og dets institutioner. Det medfører samtidig, at enhver anden har pligt til at sikre, at dette også sker.
Inklusion handler derfor lige så meget om ”os” som om ”dem”. I det omfang inklusionsbestræbelserne i den danske folkeskole kan betragtes som en rehabiliteringsindsats, er det således i lige så høj grad lærere, ikke-handicappede elever, forældre – kort sagt alle andre end den handicappede elev – der skal "rehabiliteres". Dette stemmer samtidig overens med den relationelle handicapforståelse i dansk handicappolitik. Eksempelvis har København Kommune med deres initiativ ”Specialreformen” taget konsekvenserne heraf. Specialreformen
skal vende den udvikling, hvor vi sender flere og flere børn i specialskoler og -institutioner. Det gør de ved at fokusere på almenområdet, så dette i højere grad end i dag bliver i stand til at inkludere børn med særlige behov – snarere end det er børnene med de særlige behov, der skal blive bedre til at inkluderes.
Lovgivningen opererer med fleksible rammer for organisering af undervisningen. Fra folkeskolens almindelige differentierede undervisning, over holdundervisning, enkeltintegration i ét eller flere fag, undervisning i specialklasser/-skoler og til intern undervisning på
døgntilbud. Med sådanne fleksible rammer er snitfladerne mange og indviklede, og problemfelterne ligeså. Man skal som skole således tage stilling til, hvordan forholdet mellem almen og specialundervisning overordnet skal organiseres, samtidig med at undervisningen skal tilpasses den enkelte elevs behov.
Skole x er en almen folkeskole med 500 elever fra 0. til 9. klasse - heraf 60 elever med bevægehandicap. På skolen er der både almen- og specialklasser. Alle specialklasserne er delt op i de enkelte klassetrin, men for at give mere samspil i dagligdagen arbejder specialklasserne altid sammen to og to. Specialklasserne er placeret rundt omkring på den øvrige skole sammen med almenklasserne på samme klassetrin. Skolen arbejder samtidig med en høj grad af enkeltintegration, hvor det enkelte barn så vidt muligt får støttetimer med ud i almenklassen. I situationer, hvor barnet har sin base i specialklassen, har skolen meget fokus på at integrere eleven ud i almenklassen i de fag, hvor det kan klare sig med støtte her. ¾ af lærerne underviser både almen- og specialelever for at skærpe blikket for, hvornår enkeltintegration er relevant. Ønsket er, at lærerne får en præcis følingen med, hvad der er
niveauet på samme klassetrin i almenklasserne. Samtidig giver det et styrket lærer-og elevsamarbejde på tværs af almen- og specialundervisningen.
Omvendt har man på skole y organiseret sig med en centerafdeling for børn med bevægehandicap, hvor alle specialklasserne er placeret samme sted på skolen. Skole y er en almen folkeskole med 550 elever, heraf 25 elever med bevægehandicap og yderligere 25 specialelever med andre former for funktionsnedsættelser. Specialklasseeleverne er ikke årgangsinddelte. Specialklasserne undervises kun af centerafdelingens lærere for at sikre en høj ekspertise i undervisning af børn med bevægehandicap, og de særlige hensyn dette kræver. Det giver høj handicapfaglig viden, hvor man prioriterer ressourcer til at dygtiggøre speciallærerne indenfor specialiserede områder som eksempelvis kommunikationsteknologi. Den centrale organisering giver samtidig gode muligheder for kollegial sparring omkring specialpædagogik og andre handicaprelaterede vidensområder. Lærerne og elevernes kontakt med den øvrige skole er imidlertid lille. På skole y er man samtidig meget optaget af diskussionen om, hvornår inklusion udvikler sig til et tveægget svær. Det vil sige, hvornår inklusion bliver brugt som et spareredskab, hvor man enkeltintegrerer børn i almenklasserne med mindre støtte, fordi det er billigere end undervisning i specialklasser og -skoler.
Begge skoler har et stort optageområde, da elevernes lokale skoler sjældent kan tilbyde samme professionelle ekspertise og derudover sjældent er fuldt tilgængelige. Det giver eleverne lang transporttid til og fra skole.
Betydning
Praksishistorien har først og fremmest betydning for forståelsen af rehabiliteringsbegrebets og -indsatsens grænser, herunder hvem der er målgruppen, når det drejer sig om inklusion i grundskolen. Hernæst tematiserer den rehabiliteringsbegrebets anvendelse på det
pædagogiske og didaktiske område. Den inkluderende undervisning kræver både viden om den almene undervisning og specialviden i forhold til børn med bevægehandicap. Det resulterer i en række dilemmaer, når undervisningen skal organiseres.
Fremmende/hæmmende faktorer
Hæmmende faktorer:
- rigide organisatoriske rammer for tilrettelæggelsen af den inkluderende skole
- ensidigt fokus på enten det enkelte barn med handicap eller barnets omgivelser
- manglende inkluderende kompetencer blandt lærere
- manglende handicapfaglig viden
Fremmende faktorer:
- fleksible og dynamiske organisatoriske rammer for tilrettelæggelsen af den inkluderende skole, herunder ledelsesmæssig prioritering af samme
- nuanceret fokus på det enkelte barns vilkår for læring og inklusion
- systematisk udviklig af specialpædagigiske kompetencer og målrettet brug af inkluderende arbejdsformer
Temaer
Inklusionsdilemmaer
Bevægehandicap
Fleksible organisationsstruktur
Praksishistorie nr. 60
Institution / Organisation: Videnscenter for Bevægelseshandicap
Kontaktperson: Morten Kurth
Kilde: Praksishistorie 60 i "Rehabilitering i Danmark 2010
- beskrevet gennem praksishistorier",Rehabiliteringsforum Danmark
November 2010
