SSP - en samarbejdsform med succes

20/11/2012 13:58

Næstved Kommune

Sammen kan vi mere. Dette må være konklusionen på en status og evaluering af SSP-samarbejdet i Næstved gennem de sidste to år. Ungdomskriminaliteten er faldet. Dette skyldes bl.a. et velfungerende SSP-samarbejde, hvor alle relevante medspillere inddrages. Aktive forældre, der i fællesskab sætter rammer for deres børn og unge, er især vigtige samarbejdspartnere. Og et tættere samarbejde med ungdomsuddannelserne har skabt nye rammer for alkoholudskænkning.


Udfordringer med unge mennesker i et lokalområde er i flere sammenhænge blevet løst gennem et solidt samarbejde mellem de professionelle og lokale beboere.


I Toksværd/Holme Olstrup har beboerne startet en klub, der flittigt bliver brugt af de unge. Mellem 30 og 40 frekventerer klubben på dens åbningsaftener.


I Sydbyen er GAM3 blevet en dynamo, der sammen med Ungdomsskolens klub i Sydpolen danner rammerne for gode fritidsaktiviteter. Fra at være et område, som ofte blev forbundet med unge med en udfordrende adfærd, er det nu forvandlet til et sted med masser af positivt liv. ”Vi er meget tilfredse med udviklingen i Sydbyen”, udtrykker direktør Per B. Christensen. ”Aktiviteterne i efterårsferien, der tiltrak mere end 100 unge mennesker, er et bevis på, at vi ved en fælles indsats kan skabe trygge og stimulerende aktiviteter for børn og unge.”


Herlufmagle/Gelsted har i en periode været udsat for unge, som har haft en udfordrende adfærd. I samarbejde med skolen og lokale beboerforeninger er billedet blevet vendt. SSP’s forebyggende indsats i et tæt samarbejde med landbetjenten har skabt mere ro i området til gavn for alle. "Udtrykket - Det kræver en hel landsby at opdrage et barn - har vist sin styrke”, udtrykker chef for Lokalpolitiet Niels Denny Sørensen, der værdsætter, at beboerne har påtaget sig et medansvar for at løse problemerne.


Også Børneudvalgets formand Søren Dysted roser det gode samarbejde, der bygger på medborgerskabstænkningen. ”Vi har alle et ansvar for at forebygge kriminalitet. De gode eksempler fra Næstved er vi stolte af”.


Fremadrettet vil SSP-samarbejdet fokusere på at skabe mere social kapital i skolerne for at fremme trivsel for alle børn. Børn og unge, der har det godt, lærer mere og begår mindre risikoadfærd. Samarbejdet med de frivillige giver udfordringer og muligheder, og det vil også stå centralt i det fremtidige SSP-samarbejde.

Mest Læste

Annonce