Danmark har tabt ansigt: Resultatet af Papes København-erklæring

København-erklæringen om det europæiske menneskerettighedssystem er varm luft, mener Claus von Barnekow.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) citeredes dramatisk dagen inden vedtagelsen i Jyllands-Posten for at have udtalt, at ”der står meget på spil”.

Og efter vedtagelsen udtales til Altinget, at "når en dansk højesteret har sagt ok til udvisning af en kriminel og har gjort sit hjemmearbejde, så behøver vi ikke en second opinion fra Strasbourg”.

Disse udtalelser er til indenrigspolitisk fordøjelse. Regeringen har med sin hovedprioritet om reformeringen siden 2010 af det europæiske menneskerettighedssystem kørt i to parallelle spor: Det nationale og det internationale, hvor det sidstnævnte er underordnet det nationale, men i en smuk indpakning om at ville styrke menneskerettighedssystemet.

I Europarådet var man forbløffet, da det efterhånden gik op for medlemsstaterne og sekretariatet, hvad forudsætningen for den danske hovedprioritet var.

Det var ligeledes en overraskelse blandt medlemsstater, at hovedprioriteten ikke håndteredes med Udenrigsministeriet i spidsen, emnet og dets internationale forhandlingserfaring taget i betragtning.

Europabevægelsen Blog

Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige.

Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning

Lad det med det samme blive fastslået, at regeringens ønsker ikke er blevet imødekommet af Europarådets medlemsstater jævnfør indholdet af den vedtagne, ikke juridisk bindende politiske erklæring.

Den vedlagte tekst bidrager ikke i sig selv til at kunne udvise flere kriminelle udlændinge. Den beskriver en allerede eksisterende og erkendt retstilstand.

Den indleder ikke et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dynamiske fortolkning, tværtimod, og den øger ikke i sig selv den politiske indflydelse på EMD.

Bemærkelsesværdigt er det, at en paragraf opfordrer medlemsstaterne til at stille juridisk personale til rådighed for domstolen og bidrage frivilligt til to særlige fonde, idet Danmark så vidt vides fortsat ikke selv har ønsket at bidrage hertil.

Danmark har tabt ansigt

Lad os se tilbage. Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder fastslog sammen med andre civilsamfundsorganisationer, at hvis det oprindelige udkast til en København-erklæring gik igennem, ville det forrykke balancen mellem EMD og medlemsstaterne til medlemsstaternes fordel.

Det udkast var således banebrydende, idet hele systemets grundlag er, at det er borgerne, der skal beskyttes mod staternes vilkårlighed.

Civilsamfundsorganisationernes kritikpunkter er stort set efterkommet i den vedtagne erklæring.

Årsagen hertil er naturligvis, at udkastet under forhandlingerne mødte massiv kritik blandt medlemsstater i Ministerkomiteen. En sammenligning af indholdet af det oprindelige udkast og indholdet af det nu vedtagne taler sit tydelige sprog.

Det kan selvfølgelig ikke påvises, at erklæringen kun er blevet vedtaget, fordi man startede så tydeligt med at ville ændre magtforholdene mellem EMD og medlemsstaterne.

Faktum er, at man skød langt over målet med et uhensigtsmæssigt kalibreret udkast. Derved har Danmark tabt ansigt.

Det var under forhandlingerne om udkastet magtpåliggende at få en formulering, der havde forbindelse til konventionens artikel otte om ”ret til respekt for privatliv og familieliv”, hvis fortolkning er af betydning for udvisning af kriminelle udlændinge.

Det lykkedes til sidst at opnå konsensus om en formulering, der intet nyt tilføjer.

Formuleringen bekræfter eksisterende praksis vedrørende subsidiaritet; det vil sige den principielle ansvarsfordeling mellem nationale domstole og EMD og anfører i den forbindelse artiklerne om ret til privatliv, religionsfrihed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Men der kan jo ikke argumenteres for, at omtalen af artikel otte har betydning i en dansk national sammenhæng, medens omtalen af de andre artikler ingen betydning har!

Enten har de alle betydning eller ingen. Vil Rusland, Tyrkiet, Ungarn, Polen og Aserbajdsjan derfor kunne vifte med erklæringen og sige, at her har vi et politisk signal til EMD?

Ingen modsatte sig 

At erklæringen blev vedtaget, betyder, at ingen under forhandlingerne ville modsætte sig.

Vedtagelsen af denne for konventionssystemet i det store hele – bemærk i det store hele – unødvendige erklæring var vigtigere for alle parter og for systemet, end ingen erklæring.

Det sidste havde nemlig været en udstilling af rådvildhed. Om den i pressen dramatiske iscenesættelse bemærkes, at teksten allerede var færdigforhandlet, da den fremlagdes i København til vedtagelse.

Den af medlemsstaterne i København udtalte støtte til konventionssystemet i dets bestående form var massiv.

Det kan noteres, at der ingen udenlandske journalister var til stede under pressekonferencen efter vedtagelsen, men mindre end to håndfulde danske journalister.

Overflødig i sammenhæng med Europarådet

To danske eksperter, som begge har rådgivet regeringen i forløbet, har udtalt sig positivt om den vedtagne erklæring og de perspektiver, de finder, den rummer.

To andre danske eksperter og sagkyndige uden for landets grænser lader til generelt at dele det synspunkt, at erklæringen ikke tilføjer egentligt nyt, men heller ikke skader.

I europaråds-, men ikke i dansk indenrigspolisk, sammenhæng, er erklæringen som helhed overflødig.

Formandskabet kunne i stedet med fordel for Europarådet have valgt at følge op på den forudgående Bruxelles-erklæring fra 2015 og den vedtagne handlingsplan, hvortil Danmark ikke bidrog med så meget som et komma.

Konklusionen er, at der med højesteretsafgørelsen om ikke at udvise den seriekriminelle Levakovic igangsattes en indenrigspolitisk dagsorden, hvorved man opfandt et problem, der viste sig ikke at eksistere (manglende mulighed for udvisning af udenlandske kriminelle).

Til at løse dette nu ikkeeksisterende nationale problem søgte man af indenrigspolitiske årsager via sit formandskab forgæves at udpege EMD som problemets årsag og inddrog herved uden resultat medlemsstaterne til at løse det ikkeeksisterende problem.

Det er uklart, når justitsministeren med henvisning til erklæringen jævnfør ovenfor citeres for at udtale, at "når en dansk højesteret har sagt ok til udvisning af en kriminel og har gjort sit hjemmearbejde, så behøver vi ikke en second opinion fra Strasbourg”.

Hvad mener justitsministeren? Hvem er vi? Det er jo ikke staten, der anlægger sag ved domstolen, men den dømte mod staten.

EMD afgør, om sagen skal antages eller ej. Eller tænker han på protokol 16 om en forhåndsudtalelse, som Danmark så vidt vides fortsat ikke har tænkt at undertegne?

Erklæring bliver højst sandsynligt godkendt

København-erklæringen skal nu på dagsordenen for det kommende årlige udenrigsministermøde, som afslutter Danmarks formandskab i slutningen af maj.

Forventingen er, at den bliver godkendt, frem for blot taget til efterretning. Samtidig fremlægger regeringen sædvanen tro resultaterne af sit formandskab.

Det bliver spændende at se, om man under henvisning til sit program vil anføre, at vore rettigheder til eksempelvis privatliv og familieliv, religionsfrihed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed nu er ”fremtidssikret”?

Mange tekster fra Europarådet bliver hurtigt glemt igen, men denne erklæring er en blandt flere og led i en proces, der som sagt har stået på siden 2010, og som forhåbentlig vil finde sin afslutning i 2019.

Lad os inden da håbe, at Danmark når at efterleve sin egen opfordring i erklæringen og bidrage med personale til domstolen og penge til de to fonde, samt at medlemsstaterne vil finde en tilstrækkelig pose penge til organisationen, herunder domstolen.

Ellers undergraves Europarådet langsomt, men det er en anden historie. Europarådet er nok en messe værd.

Det skal på ny fremhæves, at Justitsministeriets åbenhed over for civilsamfundsorganisationerne op til fremlæggelsen af det første udkast er værdsat. Andre lande kunne lære heraf.

Artiklen er oprindeligt bragt på Altinget.dk

Emneord: 250418, Europa, Europabevægelsen, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, København-erklæringen, Søren Pape Poulsen, Europarådet, Claus von Barnekow
Europabevægelsen på DenOffentlige.dk I Europabevægelsen mener vi, det er afgørende, at Danmark deltager helhjertet i det europæiske samarbejde, for i fællesskab står vi stærkest. Danmark skal være med til at finde de fælles løsninger...
Aktivitet: Artikler: 55 | Events: 2 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også