Af Asbjørn With. Cavling-vinder 2012 og journalist på Nordjyske Medier.
I et demokrati er det en journalistisk pligt at holde øje med samfund- ets magthavere. Hvem skulle ellers gøre det? For journalister, der i skål- taler omtales og i øvrigt nyder at blive omtalt som ‘Den Fjerde Statsmagt’, er det helt centralt at søge svar på om det magthaverne siger, også er det de gør. Hver eneste dag forsøger journalister at finde svar på spørgsmålet med meget forskellige midler og med blandet succes. For hvad er målet med journalistens arbejde? Allerede her deles vandene tilsyneladende i koblet af journalistiske hunderacer.
Hvilken hund er den gode journalist?
Jagthunden jager i sagens natur med det formål at nedlægge et bytte. Ellers er der vel ingen grund til at jage. Man kan ikke fortænke nogen i at mene at jagthunden ofte er af den opfattelse at målet helliger midlet, og at byttet skal nedlægges for enhver pris og herefter placeres i glas og ramme som et journalistisk trofæ.
Vagthunden derimod forsøger at holde øje med om tingene går rigtigt for sig i den lovgivende, den udøvende og den dømmende statsmagt. Her er målet ikke at fælde nogen eller afsløre noget, men grundlæggende at grave efter substansen med fokus på sagen og ikke på personen. Det er med denne hunderace at vi kan finde frem til det vigtige i samfundet.
Fra min egen erfaring kan jeg konstatere at enhver kan stille sig op foran rådhuset i en mindre himmerlandsk provinsby, rette mikrofonen mod kommunens borgmester og stille spørgsmålet: Hvordan kunne det ske? Uden nævneværdig indsats eller anstrengelse bliver det til en kritisk artikel eller et konfronterende tv-indslag hvor der bare skal kobles en forarget ekspert på for at tilfredsstille redaktøren og opfylde minimumskravet til journalistisk anstændighed. Og hvad så? Hvis ”hvordan kunne det ske, borgmester?” er det eneste spørgsmål journalisten har forberedt inden kuglepennen rammer blokken, eller den lille røde knap på kameraet lyser, hvad er så formålet? Hvis den journalistiske ambition alene er at trænge den ansvarlige op i en krog, hvem bliver så klogere af det?
Vagthunden vil have substans
Ligesom jagthunden stiller vagthunden også spørgsmålet: ”Hvordan kunne det ske?” For borgerne har krav på at vide hvorfor Rebild Kommune, der gennem årene modtog 52 under- retninger om de 10 børn i familien fra Rebildsagen, stort set ingenting gjorde for at beskytte børnene. Men modsat jagthunden forsøger vagthunden at finde frem til de bagvedliggende forklaringer og omstændigheder som kan øge borgernes kendskab til hvordan en kommunal forvaltning arbejder. Hvordan er magtforholdet mellem forvaltningen og den politiske bestyrelse? Hvem har ansvaret for hvad, og hvordan er forvaltningskul- turen i en kommune hvor selv ikke rødglødende alarmklokker resulterer i kommunal indgriben?
Vagthunden leder efter substans, fakta og dokumentation. Hvad handler historien om? Hvad er efterprøvet og verificeret? Hvad er dokumenteret, og hvad er faktuelt korrekt og relevant information?
Jagthunden angriber bare
Rebildsagen var grel og opsigtsvækkende. Derfor fandt jagthundene vej til rådhuset i Støvring. Omfanget af en fars forbrydelser mod sine egne og andres børn gav genlyd over hele kongeriget. Historien var lige til at kaste sig over og solgte stort set sig selv. Men lige så hurtigt som den var kommet, forsvandt den igen fra den landsdækkende mediedagsorden.
Incestsagen var imidlertid kun det mest grelle og opsigtsvækkende eksempel på Rebild Kommunes svigt af udsatte borgere. Det kommunale svigt i Rebild er langt mere omfattende. Kommunen har haft massive og åre- lange problemer med sagsbehandlingen på det sociale område. Det har haft store konsekvenser for en lang række udsatte børn og familier som siden kommunalreformen ikke har fået den hjælp og støtte de har haft krav på og først og fremmest behov for.
Det opdagede jagthundene aldrig. De stod foran rådhuset og gik til an- greb på borgmesteren i et par minutter for så at forlade Støvring i en støvsky fordi en anden alvorlig sag om mis- brug og svigt dukkede op i en anden provinsby som nu skulle på landkortet som ‘breaking news’. Spørgsmålene om hvad Rebild Kommune har gjort for børnene, og hvilke informationer kommunen har haft, forsvandt i støvet bag tv-bilerne.
Hvad er alternativet?
Alle journalister ved at research kan ødelægge enhver god historie. Men faktum er at det kræver mere end at kunne holde en mikrofon at finde ind til substansen i en historie som de kommunale svigt i Rebild. Ja, det er tidskrævende at lytte til mennesker indtil de er færdige med at tale, og så man som journalist forstår hvad de mener. Ja, aktindsigter og efterprøvning af oplysninger tager tid. Og ja, det er et næsten uoverstigeligt bjerg at bestige at bede Statsforvaltningen Nordjylland om aktindsigt i samtlige nordjyske kommuners revisionsberetninger siden kommunalreformen for at være sikker på at problemerne i Rebild nu også er større end i andre kommuner. Det er også besværligt at fremlægge sin dokumentation og give forvaltningen, direktøren eller borgmesteren tid til at finde svar på de centrale spørgsmål.
Men hvad er alternativet? At journalisten kun vil høre det der skaber forargelse, mens konteksten og nuancerne skæres fra? At journalisten ikke skal forsøge at sætte sig ind i historiens substans? At journalisten ikke efterprøver sine oplysninger inden de bringes videre? At journalisten ikke behøver dokumentation for sine påstande? At det handler om at fange kommunen og helst borgmesteren på det forkerte ben, så det giver overskrifter hvor ord som ”afsløring” eller ”skandale” kan hældes på for at forstærke presset mod de ansvarlige?
Den slags historier risikerer at bidrage til vildledning af offentligheden som ikke bliver klædt på til at udøve deres demokratiske rolle som borgere og vælgere på et oplyst grundlag. Derimod kan vagthundens journalistik bidrage til konstruktive forandringer i samfundet. Journalistik handler om at indsamle, bearbejde og formidle information. Hvis det gøres med omhu og grundighed, så sub- stansen i en sag fremstilles retvisende og nuanceret, er der skabt grundlag for en offentlig og politisk debat der kan ændre det danske samfund.
Udgivet første gang i RetorikMagasinet nr. 89
