Dennis K og Karen Stæhr: OPS handler om mest muligt velfærd for pengene

”Hvor meget må man tjene på velfærd,” spørger Steen Houmark på DenOffentlige.dk, og giver dermed bolden op til en tiltrængt og nødvendig debat om udviklingen af den danske velfærd, skriver Stæhr og Kristensen i og svarer på Houmarks kommentar.

Steen Houmark får dog blandet begreberne godt og grundigt sammen. Profit, løn, offentligt forbrug, selvstændige, lønmodtagere, robusthed, forbrugsstyring, offentligt-privat samarbejde, fagforeninger, der genererer profit på velfærd og meget andet i en stor pærevælling. Den måde kan man ikke diskutere, hvorvidt det er rimeligt at begrænse profitten på at levere velfærd for skattekroner, på.
 
Spørgsmålet om grænser for profit – fortjeneste ud over omkostninger – på at levere velfærd, handler grundlæggende om, hvor stor en andel af skattekronerne, der må gå til ejeren eller ejerne af private velfærdsvirksomheder, efter at lønninger, hjælpemidler, forbrugsstoffer, skatter og afgifter og de øvrige omkostninger i virksomheden, som udspringer af den del af driften, der vedrører velfærdsleverancen, er betalt.
 
Det er selvfølgelig ikke profit til de ansatte, når velfærdsleverandøren udbetaler løn. Lønnen er knyttet direkte til en forlods aftalt arbejdsindsats og med en forlods aftalt størrelse. Profitten til ejeren eller ejerne er modsat ikke knyttet til hverken en arbejdsindsats eller af en fast størrelse.
 

Få overblik fra DenOffentlige

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

På den nyere del af markedet for privat udført velfærd for skattekroner er der rigtig mange mindre og mellemstore virksomheder, hvor ejeren – måske sammen med familiemedlemmer – også deltager aktivt i driften. Den honorering, som direktører og bestyrelsesmedlemmer, der også er ejere, modtager i denne form for virksomheder er i sagens natur ikke profit. Profitten opstår først, når virksomhedens overskud efter også disse udgifter gøres op. Og derfor betyder Steen Houmarks spørgsmål ”Hvor meget må man tjene på velfærd” på almindeligt dansk, om ejeren eller ejerne af velfærdsvirksomheder skal have frit spil til at opnå den størst mulige profit eller fortjeneste.
 
Vores svar på dette spørgsmål er enkelt. Store profitter på privat leveret velfærd betyder skattekroner, der ikke går til velfærdsydelserne til børn, elever, ældre, syge, handicappede, hjemløse, udsatte og alle de andre brugere af velfærden, der er afhængige af, at vi i fællesskab over skatten finansierer dækningen af deres behov. Og netop derfor skal vi som samfund begrænse profitten, så vi får mest mulig velfærd for skattekronerne.
Lige netop her adskiller velfærd sig fra alle andre former for køb og salg af varer og tjenesteydelser. Velfærdsydelser bliver – heldigvis – i den danske velfærdsmodel som hovedregel ikke afregnet direkte til den fulde pris mellem sælgeren og køberen.
 
Den svenske regering har gennemført en større udredning af spørgsmålet om profit på velfærd, og har udarbejdet ganske interessante forslag til, hvordan en begrænsning kan gennemføres, så private velfærdsleverandører får et rimeligt afkast af deres investering samtidig med, at der sættes stopklodser ind for urimeligt høje profitter på skatteydernes regning. Det arbejde burde vi lade os inspirere af i Danmark.
 
Konkurserne myldrer frem
 
Steen Houmark berører også andre sider af privat leveret velfærd, herunder spørgsmålet om konkurser og brodne kar. Vi har oplevet et uhyggeligt stort antal konkurser i private plejefirmaer siden indførelsen af det frie valg af leverandør i 2003, og især siden indførelsen af priskonkurrence på ældrepleje i 2013.
 
Konkurserne handler imidlertid ikke om, hvorvidt man må tjene på velfærd, men derimod om, hvorvidt plejefirmaerne har et tilstrækkeligt solidt økonomisk grundlag, har den fornødne indsigt i ældreområdet og virksomhedsdrift og siden 2013 ikke mindst om kannibalisering af de små og mellemstor plejefirmaer af de helt store med de enorme pengetanke i ryggen, som for at opnå markedsandele er parat til i en periode at sætte penge til på et dumpingstilbud til kommunen.
 
Konkurserne skaber næppe profitmæssige problemer. Det er vel modsat for lille fortjeneste eller for store udgifter, der fører til konkurs. Til gengæld efterlader konkurserne oftest en regning til skatteyderne og de ansatte, og ikke mindst utryghed og frygt hos de ældre, der pludselig mister deres faste hjælp.
Når arbejdsgiverforeningerne for de private plejefirmaer i den grad lobbyer for, at kommunerne skal skifte fokus fra pris til kvalitet, så er det da udtryk for, at konkurrencen presser priserne helt derned, hvor profitten bliver for lille eller forsvinder.
 
Der er for let for de brodne kar
 
Der er naturligvis mange seriøse private velfærdsleverandører, men det er ikke længere den store hemmelighed, at der også er brodne kar i blandt. Tre eksempler fra tre forskellige velfærdsområder viser det tydeligt.
 
  • HandiHelp måtte lukke og slukke for hjælpen til handicappede, da firmaet blev taget i snyd og bedrag.
  • Plejefirmaet Tryghedsplejen måtte dreje nøglen på grund af svindel og sorte penge.
  • Og for tiden er det koncernen Hjorthøjgård, som driver bosteder og varetager anbringelser af børn og unge, der er i søgelyset for uacceptabel behandling af borgere og sindrige selskabskonstruktioner til at trække penge ud af foretagendet, som i vores øjne ikke har mange chancer for at overleve i takt med at skelletterne vælter ud af skabene.
 
Debatten om de brodne kar handler imidlertid ikke om profit på velfærd. Den handler i stedet om, hvor godtroende vi som samfund ønsker, at myndighederne skal være, når de anvender vores skattekroner på private velfærdsløsninger. Altså om vi stiller krav og kontrollerer, eller om vi bare sender en check hver måned.
 
Hul i hovedet
 
Endelig fremfører Steen Houmark det besynderlige synspunkt, at FOA genererer profit. Det er da godt nok helt ude i skoven. FOAs indtægter stammer fra medlemskontingenter, og forbundet tegner overenskomster med både kommuner, regioner og private virksomheder, der udfører velfærdsopgaver.
 

Medlemmerne af FOA, der arbejder i private velfærdsfirmaer under FOA-overenskomster, betaler det samme i kontingent, som medlemmerne, der arbejder med de samme opgaver i kommuner og regioner under FOA-overenskomster.

Og derfor er synspunktet om en særlig økonomisk gevinst for FOA ved at begrænse private velfærdsleverandørers profit da hul i hovedet. Det handler i stedet om sund fornuft: Vi skal uanset om opgaver løses af private eller det offentlige have mest mulig velfærd for pengene.
 
Emneord: 130618, OPS Nyt August 2018, OPS, Offentligt privat samarbejde, Steen Houmark, Dennis Kristensen, Karen Stæhr, FOA, Udbud, Velfærdsdebatten, OPS Scenen, Folkemøde 2018, Offentlig Privat Innovation, Privat velfærd, 070618
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 1682 | Events: 6 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 07.06.18 Steen Ehlers
    Mest muligt velfærd for pengene

    Dennis K og Karen S´s svar er ret tåbeligt. Prøve at læse nedenstående let omskrevne version af deres svar:
    Vores svar på dette spørgsmål er enkelt. Høje lønninger på offentligt leveret velfærd betyder skattekroner, der ikke går til velfærdsydelserne til børn, elever, ældre, syge, handicappede, hjemløse, udsatte og alle de andre brugere af velfærden, der er afhængige af, at vi i fællesskab over skatten finansierer dækningen af deres behov. Og netop derfor skal vi som samfund begrænse lønningerne, så vi får mest mulig velfærd for skattekronerne.
    Lige netop her adskiller velfærd sig fra alle andre former for køb og salg af varer og tjenesteydelser. Velfærdsydelser bliver – heldigvis – i den danske velfærdsmodel som hovedregel ikke afregnet direkte til den fulde pris mellem sælgeren og køberen.
    Sætningen køber nøjagtig ligeså meget mening som Dennis´s og Karen´s, men nu er omkostningsproblemet de ansattes lønninger. Og det viser tydeligt at private firmaers overskud og størrelsen af de ansattes lønninger er to fuldstændigt ligestillede problemstillinger set fra et finansieringssynspunkt og også set fra modtagerne af velfærdsydelserne synspunkt.
    Og det er i virkeligheden temmelig suspekt at de to fagforeningsfolk forsøger at skjule dette forhold.
    Hvis de to fagforeningsfolk reelt ønsker at forbedre finansieringen af vores velfærdsmodel, så er højere lønninger til foreningernes medlemmer nødt til at blive fulgt op af en uddannelsesindsats af medlemmerne, der muliggør en lavere omkostninger per time for udført arbejde. Ingeniørernes fagforening investerer jo en hel del i medlemmernes videreudvikling, mens jeg aldrig har hørt at FOA udbyder kurser til deres medlemmer i hvordan man udfører bedre velfærdsydelser på kortere tid, der kan retfærdiggøre stigende lønninger.
    Og selvom jeg medgiver, at det kan være vanskeligere på velfærdsområdet end på ingeniørernes område, så er det jo på ingen måde umuligt. I FOAs totale organisation må der sammenlagt være en betydelig viden om, hvordan robotter på velfærdsområdet kan bruges, så de sparer tid for personalet uden at brugerne af ydelserne oplever det som velfærdstab.
    En sådan indsats ville langtidssikre mange job for de ansatte, men måske betyde lidt færre job - men færre job er jo også forudsætningen for, at vi får råd til at betale højere løn til de tilbageværende. Det er logikken der gælder på alle andre arbejdspladser

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også