Det skal virke forebyggende: Sverige vil forbyde sex uden udtrykkeligt tilsagn

Ny lov er også et værktøj, som skal bidrage til at ændre holdninger og vurderinger i det svenske samfund.

Samtidig med den internationale MeToo-bevægelse ruller verden over, fremsætter den svenske regering et lovforslag, som forbyder sex med en person, som ikke udtrykkeligt har sagt ja eller aktivt udtrykker ønsker om at deltage.

- Sex skal være frivilligt, og er det ikke frivilligt, så er det ulovligt, siger den socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven.

Löfven, vicestatsminister Isabella Lövin og justitsminister Morgan Johansson præsenterede søndag lovforslaget på et fælles pressemøde.

De lovændringer, der lægges op til, vil betyde, at flere handlinger kommer til at blive regnet som værende voldtægt, og at strafferammerne forhøjes. 

- Men loven er også et værktøj, som skal bidrage til at ændre holdninger og vurderinger i vort samfund, siger Löfven.


Loven om samtykke skal ifølge den svenske regering medføre øget tydelighed, så en person i hvert nyt moment af sexakten siger eller viser vilje til at være med.

Isabella Lövin sætter den nye lov i forbindelse med MeToo-bevægelsen og de mange sager om chikane, som er kommet frem efter, at anklager mod filmproducenten Harvey Weinstein startede en bølge mod sexchikane på sociale medier.

- Hashtagget MeToo har fungeret som en paraply for solidaritet for millioner af mennesker, der er stået frem med deres historier, skrev det amerikanske Time Magazine, som har kåret "tavshedsbrydere" i forbindelse med blandt andet MeToo -kampagnen mod sexchikane som "Årets Person".

- Det antal kvinder, som udsættes for seksualforbrydelser, øges, pointerer den svenske justitsminister.

Han siger, at der i loven blandt andet indføres nye principper om "uagtsomhed". 

- Ligestilling og menneskerettigheder er noget, som gælder overalt og hele tiden. Nu fortsætter vi arbejdet for at få elimineret det destruktive kvindesyn, siger Lövin.

 

FAKTA: Svensk forslag skal gøre sex uden samtykke ulovligt

Allerede i dag kan en gerningsmand i Sverige i de fleste situationer, hvor samtykke mangler, blive dømt for voldtægt. Siden 2005 er begrebet blevet uddybet til at omfatte flere handlinger.

Læs her, hvordan lovgivningen er på området i Sverige i dag, og hvordan forslaget vil ændre det.

Disse situationer er voldtægt ifølge svensk lovgivning i dag:

* Når gerningsmanden tvinger nogen til at have sex ved at bruge vold eller tvang.

* Når gerningsmanden udnytter en person, som er bevidstløs, sover, beruset, syg eller i en særlig sårbar situation.

* Tilfælde hvor offeret på grund af eksempelvis alvorlig frygt reagerer med passivitet.

Sådan vil forslaget ændre lovgivningen i Sverige:

* Med forslaget vil frivilligheden i samlejet blive gjort mere tydelig. Når man har sex med en person, skal man forsikre sig, at personen deltager frivilligt. Hvordan dette præcis skal bedømmes, vurderes fra sag til sag.

* Tanken er, at forslaget skal fungere forebyggende, men også fange de tilfælde, hvor personen befinder sig i en særlig sårbar situation. Det kan eksempelvis være, når vaginalt samleje bliver til analt samleje, uden at offeret er med på det.

* Regeringen foreslår desuden at indføre regler om uagtsomme voldtægter og uagtsomme seksuelle overgreb. Det betyder, at gerningsmanden kan dømmes, selv om pågældende ikke havde til hensigt at voldtage.

Kilde: TT

/ritzau/

 

Emneord: Sexchikane, Sex, Sverige, Udland, MeeToo, 151217
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også