Det var mod reglerne: Falck-reddere nægtede at rykke ud til dødsulykke

Ledelse

30/08/2018 23:17

Nick Allentoft

Falck-station lå få hundrede meter fra sted, hvor motorcyklist blev dræbt i voldsom ulykke. Men trods opfordring ville redderne ikke rykke ud før de fik besked fra alarmcentralen. Anmelder undrer sig.

Falck-reddere på den lokale Falck-station i Ørsted på Djursland nægtede tirsdag pure at rykke ud til en alvorlig trafikulykke kun få hundrede meter fra stationen. Det skriver Newsbreak.

-Du må gå ud i din bil og ringe til alarmcentralen, lød beskeden fra redderne, da lastbilchauffør Klaus Bach umiddelbart efter ulykken opsøgte Falck-stationen for at få hjælp.

Klaus Bach kritiserer nu redderne i skarpe vendinger på grund af deres manglende velvilje.

-Det virkede allermest som om, de ville verfe mig ud der fra hurtigst muligt, fordi jeg var til besvær, fortæller en rystet og vred Klaus Bach til Newsbreak.

Ulykken skete, da en 45-årig motorcyklist kørte direkte ind i en husmur på Rougsøvej i Ørsted. Motorcyklisten døde senere af de alvorlige skader, han pådrog sig ved sammenstødet.

-Jeg så motorcyklisten komme kørende fra en sidevej. Da jeg sætter mig bag rattet kan jeg høre et brag, men først da jeg kørte forbi ulykkesstedet, går det op for mig, hvad der er sket. Mange mennesker er allerede kommet til, så i stedet for at gå i vejen kører jeg forbi med retning mig Falck-stationen, der ligger nogle 100 meter der fra, siger Klaus Bach til Newsbreak.

Klaus Bach var umiddelbart ikke klar over, hvor alvorligt skadet motorcyklisten var. Men på grund af ulykkens karakter, skønnede han, at der var brug for hurtig og professionel hjælp.

På Falck-stationen nægtede redderne imidlertid at rykke ud med den begrundelse, at der ikke var indgået et opkald til Alarmcentralen, således som reglerne foreskriver.

En dybt frustreret Klaus Bach måtte herefter forlade stationen med uforrettet sag.

-I kan godt tage tøj på, for I kommer ud at køre om lidt, lød hans afskedssalut til redderne.
Først da alarmopkaldet kom, rykkede Falck ud med en ambulance.

Ledelsen hos Falck beklager nu overfor Newsbreak reddernes mangel på konduite. Områdeleder for ambulance i Østjylland, Jan Kjær Madsen, fastslår, at redderne har ageret forkert.

- Vi kan kun dybt beklage, at den pågældende mand har følt sig dårligt behandlet af vores reddere, og at han har følt sig affejet. Sådan skal det bestemt ikke være. Alle vores reddere er trænet i at tage folks henvendelser alvorligt, og kommunikere med dem på en ordentlig og respektfuld måde, siger Jan Kjær Madsen.

Jan Kjær Madsen understreger, at man i visse situationer må lade regler være regler og selv agere.

-Det har vi derfor også indskærpet både overfor Falckredderne på Ørsted station og generelt, da vi tager dette meget alvorligt, siger områdelederen til Newsbreak.

Mest Læste

Annonce