DF er tilfreds med lille vækst i det offentlige

Velfærd

28/09/2015 09:19

Nick Allentoft

Dansk Folkeparti tager ja-hatten på over for Venstres finanslovoplæg, der kører med lav offentlig vækst. Socialdemokraterne kalder det hyklerisk.

Dansk Folkeparti gik til valg på at skaffe vælgerne en vækst i det offentlige på 0,8 procent.

Men selvom Venstre-regeringen nu ifølge finansminister Claus Hjort Frederiksen lægger op til en finanslov med en vækst i det offentlige forbrug på "omtrent 0,3 procent", så er det ikke noget, der får pulsen synderligt op hos Dansk Folkeparti.

- Der er meget talgymnastik for tiden, og når vi får det samlede finanslovudspil, så må vi se på de samlede prioriteringer fra regeringen, siger partiets finansordfører, René Christensen.

Spørgsmål: Men 0,3 procents stigning i det offentlige ligger jo et stykke fra de 0,8 procent, som I gik til valg på?

- Sagt med et glimt i øjet er 0,3 procents stigning sådan set et bedre udgangspunkt end nulvækst eller minusvækst, siger han.

- Vi har en regering, der er gået til valg på nulvækst. I stedet har regeringen flyttet sig i vores retning, og vi kvitterer sådan set for, at man ikke har kommet med et oplæg til nulvækst, siger René Christensen og tilføjer:

- Men jeg kan da godt mærke, at det her ikke bliver en af de letteste finanslovforhandlinger, vi har været med til.

Det er finansminister Claus Hjort Frederiksen, der i dagens Berlingske understreger, at der er færre milliarder at gøre godt med på næste års finanslov.

Derfor ønsker regeringen at sløjfe den tidligere SR-regerings børneudspil, ligesom forskning og el-biler må holde for.

Spørgsmål: Så det var så det med de 0,8 procents stigning i det offentlige, nu er I tilfredse med 0,3 procent? 

- Nej, det vil jeg ikke sige. Det er jo et mål, vi har haft, og det vigtige er, at vi ikke skal have denne her diskussion om, at vi skal have et velfærdssamfund, der er drevet af brugerbetaling, siger René Christensen.

S: Hykleri DF  - Dybt hyklerisk.   Sådan lyder reaktionen fra Socialdemokraterne som reaktion på, at Dansk Folkeparti mandag "kvitterer for", at Venstre-regeringen lægger op til en vækst i det offentlige forbrug på under 0,3 procent i stedet for at køre med ren nulvækst.   - Regeringen har flyttet sig i vores retning, og vi kvitterer sådan set for, at man ikke har kommet med et oplæg til nulvækst, lyder det mandag fra Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen.   Op til valget - faktisk i hele sidste valgperiode - stod Dansk Folkeparti ellers hårdt på, at det er nødvendigt med en offentlig vækst på 0,8 procent.   Og selvom den tidligere SR-regering stillede vælgerne en vækst på 0,6 procent i udsigt frem mod 2020, pegede Dansk Folkeparti på Venstre, der gik til valg på, at komme så langt som muligt i retning af nulvækst.   - Det her er dybt hyklerisk. Kristian Thulesen Dahl har slået sig op som garant for velfærden – og tilmed kritiseret os for at bruge for lidt på velfærden, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen.   - Nu siger han så uden videre ja til en halvering af den vækst, vi havde. Det betyder besparelser på kernevelfærden, der især vil ramme børnene. Kristian Thulesen Dahl ville jo netop af med vores regering, fordi han mente, han kunne få mere velfærd hos Lars Løkke, men allerede før forhandlingerne er gået i gang har han accepteret markant færre penge til velfærd, end DF gik til valg på, siger han.   Venstre-regeringen har mandag bebudet, at finansloven for næste år bliver strammere end ventet, og at den tidligere regerings børneudspil til 2,4 milliarder kroner - der i øvrigt ikke var finansieret - bliver sløjfet.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce