Digitalisering og it er bærende elementer

Infrastruktur

18/07/2019 08:00

Per Roholt

Men synlig ledelse og samskabelse er kommunaldirektørernes vigtigste værktøjer. Den digitale transformation stiller store krav til kommunaldirektørens evner til digital ledelse, så gevinstrealiseringen bliver en realitet i stedet for fugle på taget.

Danmark bliver beundret for sin offentlige digitalisering. Kommunaldirektørerne synes dog, at det svære ved digital ledelse er at få indarbejdet it, så effektiviseringsgevinsterne kan høstes, mener formanden for kommunaldirektørerne, Henrik Kolind, Roskilde Kommune.

– Der er rigtig mange eksempler på digitaliseringsprojekter, hvor det bliver sjovere og bedre for borgerne, men langt færre projekter, hvor man for alvor sparer penge og bevarer en god service.

Sådan udtrykker Henrik Kolind det skisma, som nutidens kommunaldirektører sidder i. 

Han pointerer, at offentlig it i Danmark er i top fem i verden – men der er stadig et enormt potentiale for at forbedre det.

– Tag for eksempel noget som sundheds-it – det er jo ikke sådan, at data flyder mellem det offentlige og det private. Det er meget tungt, og der er mange ting, vi kan blive bedre til som samfund. Omvendt skal vi passe på med ikke at pine os selv for meget – vi ligger ret flot på verdensplan – jeg er som formand hvert år i USA for at høre lidt om, hvor langt de er i forhold til os. De kigger med stor benovelse på det, der foregår i Skandinavien, specielt Danmark, fortæller Henrik Kolind.

Læs artikel på SamfundsDesign: Digitaliseringen er først lige begyndt

Synlig ledelse er essentielt

Henrik Kolind pointerer, at for en kommunaldirektør er det vigtigste synlig ledelse i lokalsamfundet.       

– Det nye i kommunaldirektørrollen – nu har jeg selv været det i 18 år – er, at du går ud og samarbejder med interessenter i disse lokalsamfund. Det er en klar forventning fra flere sider. Dernæst er der ledelse opad eller politisk ledelse, hvor kommunaldirektøren bygger bro med den politiske og administrative organisation. Hvis ikke du får lavet et tillidsfuldt samarbejde med borgmesteren og byrådet, har du et problem, slår han fast.

Den tredje dimension er ledelse i egen organisation, Det er her, man er synlig og får sat et ledelseshold – fordi ledelse ikke er et onemanshow.

– Den gode kommunaldirektør stiller det grundlæggende strategiske spørgsmål, hvordan vi skaber mere helhed for borgeren, så vi får de effekter ud af de indsatser, vi gør, som vi som kommune ønsker.

Det må dog være borgerperspektivet, der i den sidste ende er det afgørende. I det kan it spille en stor eller mindre rolle, men det er sådan, det vender – det er jo ikke teknologien, der i sig selv er et mål, mener Henrik Kolind.

Læs artikel på SamfundsDesign: Ingen succes med digitalisering uden brugerinvolvering

It-systemerne kommer ikke og redder os

Han pointerer, at der kører forskellige dagsordener, men tiden er løbet fra, at vi venter på det store gennembrud med, at et stort it-system kommer og redder os.

– Kommunaldirektørens opgave er under alle omstændigheder at have fokus på, om organisationen arbejder professionelt nok med digitalisering, uanset om man selv gør det. Det skal skabe ro for organisationen, understreger han.

Mens monopolbrud, dataforordning og effektivisering er det, der ligger lige for på dagsordenen og i den rækkefølge, peger Henrik Kolind på, at der er meget silotænkning, når vi taler digitalisering, afhængigt af hvor du går ind som borger i den offentlige sektor.

Og presset på kommunaldirektører er stort, fordi forventningerne fra borgerne, ikke mindst de unge borgere – de digitalt indfødte – er store.

– Hvis vi kigger 25 år frem, vil der ingen forståelse være fra dem i 30-40-års alderen, og på det tidspunkt skal alt kunne tilgås fra mobiltelefon via apps på en meget brugervenlig måde. De vil synes, at den offentlige sektor er helt håbløs gammeldags, siger han og slutter:

– Forventningerne fra borgerne er også store, og sociale medier er kommet til. Derfor prøver en del kommuner at arbejde med at tænke i apps og mobiltelefoner, fordi computeren er ved at være et sekundært arbejdsredskab for mange. 

Læs artikel på SamfundsDesign: Digitale fravalg er lige så vigtige som tilvalg

Læs mere på EG: Lad os digitalisere det offentlige Danmark sammen

Tilmeld dig nyhedsbrev: Få nyhederne fra SamfundsDesign i din mailboks

Mest Læste

Annonce