Digteren og forfatteren Benny Andersen er død

Den kendte forfatter Benny Andersen afgået ved døden. Han huskes bl.a. for Svantes viser.

"Intet er helt selvfølgeligt. Alt er nyt og mærkværdigt. Intet er omsonst. Alt har sin tid, som er nu"

"Jeg går stærkt ind for at vende den anden kind til, men har i længden ikke kinder nok"

"Kvinder sætter jeg højt, og der blir’ de siddende"

"En dag så går solen sin runde uden mig – men når forårssolen skinner, lever jeg"

Ovenstående citater er af Benny Andersen. Den folkekære forfatter, digter og pianist Benny Andersen er død torsdag. Han blev 88 år.

Det oplyser hans hustru, juristen Elisabeth Ehmer, til B.T.


Hun fortæller, at han afgik ved døden i deres fælles hjem i Sorgenfri torsdag eftermiddag.

Forfatteren formåede at komme helt ud i stuerne med sine digte og lyrik og gøre det folkekært, hvilket få har formået som ham.

Han var kendt som en munter og livsglad kunster, og hans venner kendte ham som en meget nærværende og festglad mand.

Mange vil huske forfatteren for børneserien "Snøvsen" eller "Svantes viser", som han turnerede rundt med sammen med vennen Povl Dissing.

Han efterlader digtsamlinger, noveller og meget andet, som har gjort ham til en af de mest læste og sungne kunstnere.

Gennem sin lange karriere viste Benny Andersen, at han mestrede det danske sprog på en underfundig måde, hvor han kombinerede ordspil med humor, skæve synsvinkler og stikpiller til danskerne.

Benny Andersens debutsamling "Den musiske ål" blev godt modtaget af anmelderne i 1960.

Men et af højdepunkterne i karrieren kom i 1972 med romanen "Svantes viser", som handler om den svenske, halvfordrukne kyniker Svante.

Han indspillede en række viser fra værket med Povl Dissing, hvilket blev både en kommerciel og kritikerrost succes.

Visen "Svantes lykkelige dag" kendes af ung og gammel og er med den frisklavede kaffe og ostemadden blevet et nationalt symbol på glæden ved hverdagen.

Som en af de få danske kunstnere er en bog med 100 af hans digte oversat til og udkommet på kinesisk.

Benny Andersen var agnostiker, men manglede ikke ord til at beskrive både liv og død.

Han kaldte døden for livgivende og behandlede emnet med humor i sine værker, som i dette uddrag af "Ode til døden":

Det ku ha gået meget værre

Men det gik dog meget bedre

Du fik rigeligt

Du har bestået

Du består

God dag at dø på

Hvis det skulle være

Om end mandag ville passe bedre.

/ritzau/

Emneord: Kulturavisen, Forfattere, Bøger, 170818
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også