Djøfisering: Find nysgerrigheden mellem top og bund

FORUM havde d. 10.2.2016 inviteret til debatmøde om djøfisering i det offentlige ud fra spørgsmålet: er det en myte eller en realitet? Og det korte svar er JA!

Ja, djøfisering er en myte: En fortælling, der har til formål at kunne forklare og fastholde uforståelige sammenhænge i verdensordenen på en billedskabende måde, men som ikke nødvendigvis afspejler virkeligheden.

Siden djøfisering første gang blev brugt i en kronik i Politiken i 1995, har djøfisering været brugt som negativ markør af afstanden mellem de varme hænders praksis og regnedrengenes centrale styring i moderne offentlig ledelse; eller som djøfisering defineres i Den Danske Ordbog: ændring af en offentlig institutions administration så der i udpræget eller ensidig grad fokuseres på effektivitet, rentabilitet og overordnede, administrative regelsæt. Sprogligt nedsættende.

Djøfisering som stigmatisering

I den offentlige debat er djøfisering en succes. 551 gange i 2013-2015 optrådte djøfisering i medierne, fortalte medierådgiver Jakob Mollerup.

- Det har stor psykologisk effekt, at djøf’erne bliver dæmoniseret på den måde. Djøf’erne føler, at de skal tage skylden for noget, de ikke har reelt ansvar for. Og det sætter dem i en usund en følelsesmæssig klemme, hvor de havner i en forsvarsspiral. Nogle får ondt af sig selv og andre begynder at slå tilbage på de økonomisk uansvarlige hot hands, forklarede psykologiprofessor Steen Visholm.

- Djøfisering bliver fastholdt som myten om at verden styres gennem noget større, som almindelige mennesker ikke har indflydelse på. Og det er på mange måder en bekvem situation, for så behøver ingen – og da slet ikke de fagprofessionelle hot hands - rigtig at tage ansvar for at skabe forandring, pointerede herefter lektor Jacob Alsted.

Udtryk for historisk store udfordringer

Men djøfisering er en realitet. En reel virkelighed af bureaukratisering og styringslogik som kan forstås som svaret på vigtige historiske udfordringer i offentlig ledelse. Djøfisering er forankret i behov for økonomistyring, bedre balance mellem central og decentral ledelse og tidligere tiders fagteknologiske ineffektivitet, understregede både Jacob Alsted og efterfølgende Metropol-rektor Stefan Hermann.

Men i kølvandet på løsningen af disse problemer er opstået nye. I djøfisering ledes gennem klassisk data for at få mest mulig effektivitet for skattekronerne. Men da fagprofessionelles viden ofte ikke kan legitimeres gennem tælle-måle-veje-data, sætter det hot hands under pres og det bliver igen mest bekvemt at flygte fra realiteterne og ind i mytens univers.

Løsningen er at opløse myten

Djøfiseringsmyten skal opløses for at komme videre i en konstruktiv og kreativ problemløsning, var alle indlægsholderne enige om. Og fokus må være på, hvilke udfordringer myten løser og hvilke problemer, der gemmer sig bag realiteterne.

Vi kan jo starte med at begribe samfundsudviklingen som en læreproces, med Jacob Alsteds ord, og på den måde forstå at nye løsninger bygges gradvist op gennem eksperimenter mere end fastlagte strategier.

Stefan Hermans bud handler om at være mere nysgerrige på, hvad det er for udfordringer, vi forsøger at løse. Og ikke mindst huske på, at udfordringerne er kollektive og skal løses kollektivt. Mellem djøfere og fagprofessionelle.

- Det kræver, at begge parter smider offerrollen og i stedet møder hinandens behov for at blive hørt, understreger Steen Visholm.

Den gensidige dæmonisering må opløses. Også i den offentlige debat. Og den konstruktive udforskning er allerede godt i gang i medierne, som Jakob Mollerup overraskende slog fast. Djøfisering bliver nemlig efterhånden brugt som afsæt for egentlig debat mere end dæmonisering.

Djøfisering er en myte. En stærk myte, som skaber en ny realitet, hvor manglende nysgerrig dialog mellem top og bund i det offentlige er hverdag. Heldigvis kan myter knuses.

Tak til FORUM for at gå forrest.