Drop frygten og tal sammen

Den er gal med forventningerne, når tusindvis af borgere føler sig klemt i det offentlige system, og systemets egne medarbejdere selv erkender systemfejl. På begge sider må mennesker begynde at tale sammen, hvis den offentlige velfærdsmaskine skal have succes med sin omstilling.

Velfærdsmaskinen har i årtier serieproduceret nye regler, cirkulærer og lovgivning. I dag dækker alene beskæftigelsesområdet over 24.000 sider, som får flere tusinde offentlige medarbejdere til passivt at sætte flueben frem for at bruge deres faglighed og indsigt. 
 
Borgere har i fire årtier opbygget forventninger til, at verdens bedste velfærdssamfund samler os op, hvis vi falder. DenOffentlige.dk har med flere artikler belyst, at sådan er det ikke længere. 
 
Mennesker, der enten fast eller pludseligt kommer i kontakt med det offentlige møder i dag et system, der tager kontrollen over deres fremtid. Et system, der sagsbehandler deres tilværelse maskinelt og metodisk. Det foregår på individuelt niveau og uanset social status, som professorerne Ove Kaj Pedersen og Steen Hildebrandt beskriver. Hver person er en selvstændig sag.
 
Derfor er det vanskeligt, at identificere fælles træk ved udviklingen. Vanskeligt for borgerne, at identificere andet end personlige frustrationer, og vanskeligt for alle os andre at forholde os til udviklingen. Det vælter med personsager, men hver eneste har sin egen historie, så hvordan kan det have noget med systemet at gøre?
 
Inde i systemet sidder de mere end 11.000 ansatte i de jobcentrene, hvis primære opgave er at få andre mennesker i beskæftigelse. Eller de omkring 15.000 socialrådgivere, der skal assistere udsatte familier og borgere. Eller de omkring 400 kontrollanter, der skal sørge for, at borgerne ikke snyder. Eller nogle af de mere end 600.000 andre offentligt ansatte i kommuner og regioner, hvis opgave det er, at sikre velfærdsmaskinens løbende drift. 
 
I denne tornado, der i virkeligheden er hverdagens velfærdssystem, bygges fordomsfuld retorik op overfor den anden part. Det involverer mange tusinde mennesker, og derfor er en ting sikker: På et tidspunkt begynder situationen at forplante sig. Når det sker vil det plante et frø af usikkerhed i middelklassen. Et frø af usikkerhed overfor, om velfærdssystemet nu også er der, hvis jeg bliver syg og får brug for det. 
 
Spørgsmålet er, hvor tæt den situation ligger forude. Meget tyder på, at det er tæt på.
 
Når en privat socialrådgiver på under et år kan bygge et tusindtalligt følge af mennesker, der retorisk og med deres sager er i kamp mod kommuner, og en læge fra Fredericia kan samle et lignende antal i en ny social modstandsbevægelse er det symptom på noget, velfærden burde være foruden. 
 
Men det er også symptom på afmagt og dekadence, når medarbejdere i selvsamme system giver op og indretter sig tavst efter rammer og regler, de egentlig er foruden. Færre og færre mennesker tør står frem og sige fra. Vi fandt en for nylig, da arbejdsmarkedschefen i Mariagerfjord Kommune, Michael Bredahl Tidemand, åbent erkendte, at systemet svigter. Udfordringen for alle parter er, at kun få tør sige fra og endnu færre kender løsningen på problemet. Dermed bliver de få, der siger fra, et problem mere end vejen til en løsning.
 
Måske handler det bare om at lægge frygten væk og begynde at tale sammen. Som DenOffentlige.dk skrev forleden kan borgerne godt se, at tiderne skifter. At velfærdssystemet stiller krav, som ikke er stillet tidligere. 
 
Borgerne står midt i det, og peger på, at alle mennesker har ressourcer og selvdisciplinering, som systemet bare overser. Undersøgelser viser, at danskerne er klar til omstilling, men er bekymrede og ønsker at fastholde velfærdens værdier. At langt de fleste danskere gerne vil arbejde. Men at danskerne er blevet forvænt af den mellemklasse, som velfærdsstaten med stor succes har skabt - for at bruge professor Ove Kaj Pedersens ord. 
 
Det er svært, at være ansat i et system, som har fjernet tilliden både til borgeren og medarbejdernes evner. I et system, som med en detaljeringsgrad, der er en IT-programmør værdig, beskriver, hvordan sagsbehandling skal foregå. Det fremtvinger afmagt, og afmagt fremtvinger afvisning. 
 
Hvem pokker kan holde til at høre på helt almindelige menneskers ulykkelige livssituationer igen og igen, hvis man er afskåret fra at vejlede samme menneske. 
 
Emneord: Velfærd, Bureaukrati, Jobcentre, Udsatte, Socialkrisen, Dagpenge, Ove Kaj Pedersen, Chefredaktør Nick Allentoft
DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1402 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 05.10.13 Ole Jakobsen
    Frygt, forventninger eller kynisk økonomisk tænkning

    Der bliver i flere artikler skrevet om forventninger, hvis forventninger er det vi taler om, systemets, samfundets eller de borgere der kommer i kontakt med systemet?

    Som en borger der er klemt, ja næsten knust i systemet, har jeg en forventning om, at jeg som et enkelt individ får behandlet min sag individuelt. Jeg forventer, at systemet som udgangspunkt overholder gældende love og regler, på samme vis, som alle forventer, at vi i fællesskab over de regler der er i samfundet. Der vel ingen der forestiller sig, at de mange gange om året vil blive udsat for lovovertrædelser, men kommunerne forventer, at borgerne bare vil acceptere, at blive udsat for overgreb uf fra, at vi som kontanthjælpsmodtager skal være ydmyge og taknemmelige og konstant blive fortalt, vi ved bedre.

    Som borger har jeg en forventning om, at blive respekteret og accepteret som den jeg er og at jeg kan beholde min integritet. I stedet bliver jeg umyndiggjort, latterliggjort, ignoreret og gjort dum, for hvordan behandler man ellers en kontanthjælpsmodtager? Det første jeg blev spurgt om, for mere end 20 år siden, dan jeg bad om hjælp var, ”Er du alkoholiker”? ”Nej”, ”Er du narkoman”? ”Nej”, ”så må du være kriminel.

    Handler det så meget om frygt eller uindfriede forventninger eller er det det grundlæggende menneskesyn, som altid har eksisteret. Den stakkels borger der ikke kan klare sig selv og bliver sat under et overformynderi. Hvis du ikke selv som borger vil acceptere den holdning og ikke viser beskedenhed, taknemmelighed, så får du drag over nakken.

    De forventninger der ligger, blev de ikke indført med grundloven og dens intentioner om, at ingen skal lide nød. Blev forventningerne ikke uddybet med skattens intentioner om en social retfærdig fordeling af samfundets goder. Er skatten bl.a. ikke en gensidig fælles forsikring mod sygdom, kriser og alderdom, en gensidig forsørgelse.

    Er det ikke folketinget der forventer sig for meget, af den gruppe af syge borger der er på kontanthjælp, at de skulle kunne arbejde og yde en indsats? Der er jo grund til, at vi er der hvor vi er. Forventer folketinget ikke, at vi som ikke kan arbejde og heller ikke kommer til det, skal kunne trække en kanin op af hatten. Lovgivningen er lavet således, at hvis du er på kontanthjælp, så kan du ikke gøre andet end at være passiv, for du må ikke være kreativ. Kontanthjælp er den eneste indkomst, hvor du ikke har mulighed for, at kunne lave et kunstværk, skrive en digtsamling, uden at det skal modregnes. Forventer regeringen så ikke, at man kan gøre det umulige i stedet for at se, hvad der er af muligheder, selvom det ikke ligger inde for det ordinære arbejdsmarked.

    I dagens Danmark vægter man penge højere end mennesker og har gjort penge til en forudsætning for mennesker, selvom det er omvendt. Er det ikke folketinget der har nogle stereotypiske forventninger til, hvem der kan bidrage til samfundet og på hvilken måde. Folketinget vil kun acceptere et økonomisk bidrag ikke et kunstnerisk bidrag og da slet ikke et menneskeligt et.

    Jeg har i årevis været berettiget til førtidspension, men kan ikke få det, for i stedet at se i mine akter, har kommunen en forventning om, at jeg kun vil stikke ”snabelen i pengekassen”, som de udtrykker det.

    Det psykiatriske udvalg udtaler, at der er brug for ro. Det er jeg helt enig i, men kan bare ikke for ro i mit liv, på grund af de forventninger kommunen har til at min sygdom og skader, at de bare forsvinder med et trylleslag.
    Jeg lyder nok meget utaknemmelig, men det er jeg absolut ikke, jeg er glad for den hjælp jeg trods alt har fået og får, men vil blive endnu mere taknemmelig for, at jeg kunne få økonomisk ro og tryghed i mit liv, så jeg også har mulighed for, at vise hvad jeg kan, selvom det ligger uden for det ordinære arbejdsmarked og uden, at jeg derved skal bryde loven.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også