DSB vil fylde tomme togsæder med rabatter

Infrastruktur

28/11/2015 20:06

Nick Allentoft

Der skal være flere billige billetter til tog uden for myldretiden, varsler ny DSB-direktør. Godt, hvis det kan gøres enkelt, siger Passagerpulsen.

Flere skal vælge at tage toget uden for myldretiden, hvor der i dag er mange ledige sæder.

Derfor vil DSB forsøge at lokke kunderne om bord på de tyndt besatte afgange med flere rabatbilletter. Det varsler selskabets administrerende direktør Flemming Jensen i et interview med Ritzau.

- Vi har tog, der er meget fyldt, men totalt set kører vi rundt med masser af tom kapacitet, og vi vil gerne øge belægningen på vores tog, for det vil være godt for den kollektive trafik, kunderne og DSB, forklarer han.

DSB tilbyder i forvejen de såkaldte Orange-billetter, som giver mulighed for, at et begrænset antal passagerer kan rejse med rabat på udvalgte afgange.

Og dette system skal fremover bruges målrettet til at få fyldt de tomme sæder uden for myldretiden.

- Vi kommer til at komme med flere tilbud med attraktive priser på de tidspunkter, hvor der er god plads i togene, siger Flemming Jensen.

Han påpeger dog samtidig, at der i dag er rabatordninger, som giver passagererne mulighed for at rejse med rabat i myldretiden, hvor togene ofte er fyldt. Det ønsker direktøren ikke fremover.

- Vi vil gerne udvikle vores produkter i en retning, hvor vi kan fastholde de priser, vi har på vores myldretidstrafik og så i større udstrækning prøve at flytte nogle af de kunder ud af de overfyldte tog, som måske ikke nødvendigvis behøver at køre lige midt i myldretiden, siger direktøren og uddyber:

- Når prisen er den samme, tænker de måske slet ikke over, at de kommer til at køre midt i myldretiden, når de køber deres billet. Hvis vi kan gøre det tydeligt og skabe nogle gode incitamenter for at rejse på andre tidspunkter, så kan vi styre lidt af kundernes adfærd, og vi kan skabe passagervækst.

Hos Passagerpulsen i Forbrugerrådet Tænk tager man positivt imod udmeldingen.

- Vi synes, det er en god idé med differentierede produkter, der er målrettet de behov, som de forskellige målgrupper har. Studerende eller ældre er måske ikke afhængige af at rejse på et bestemt tidspunkt, og de vil kunne have gavn af de her løsninger, siger konstitueret projektchef Asta Ostrowski til Ritzau.

Hun opfordrer dog DSB til at udvikle rabatterne på en måde, der ikke komplicerer billetsystemet yderligere, ligesom de billige billetter også skal gælde i busser og metro .

- Det er vigtigt, at DSB tænker en ændring af billetstrukturen ind i de øvrige løsninger, der er, og særligt Rejsekortet. De Orange-billetter, der sælges nu, kan ikke bruges, hvis man skifter transportmiddel til eksempelvis en bus efter togrejsen, påpeger Asta Ostrowski.

Hun tror på, at korrekt udførte rabatter kan tiltrække nye passagerer til togene.

En undersøgelse sidste år viste, at 45 procent af de passagerer, der ikke føler, at den kollektive trafik dækker deres behov, mener, at priserne er for høje.

- De opfatter bilen som et billigere alternativ end den kollektive transport, og laver man billettyper, der imødekommer deres behov, så kan det flytte passager fra bilen til den kollektive transport, skønner Asta Ostrowski.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce