Ekspert: Her er kommunalvalgets mest spændende opgør

Politik

12/11/2013 12:57

I tre kommuner er der ekstra spænding om, hvem der bliver borgmester, fortæller valgforsker.

Den 19. november kan sammensætningen af byrådet blive vendt op og ned i landets 98 kommuner. Men i tre af dem er der ekstra spænding om resultatet.

I Viborg, Køge og Fredericia er det nemlig meget svært at forudsige, hvem der bliver borgmester.

- På valgaftenen skal jeg i hvert fald følge med i, hvad der sker i de tre kommuner, siger Martin Vinæs Larsen, valgforsker på Københavns Universitet.

Han har udarbejdet den såkaldte 98-model, som ud fra blandt andet meningsmålinger og tidligere valgresultater kan udarbejde forudsigelser om valget.

I Viborg har De Konservative kun tre mandater i et byråd med 31 pladser. Alligevel lykkedes det Søren Pape Poulsen (K) at vinde borgmesterposten.

- Hvis nu De Konservative mister et mandat, er spørgsmålet, om de andre partier vil acceptere, at et så lille parti sidder på magten, siger Martin Vinæs Larsen.

Både Venstre og Socialdemokraterne kan gå efter posten.

- Det er en ny borgmester, som har svære arbejdsvilkår, siger Martin Vinæs Larsen.

Også Marie Stærke (S) i Køge har haft vanskelige vilkår. Midt i valgperioden blev hun udfordret af sine egne partikolleger.

Hun vandt knebent en magtkamp mod byrådsmedlemmet Thomas Kielgast, som nu har dannet lokallisten Ny Centrum.

- Det er ikke til at forudsige, hvem der vil alliere sig med hvem, siger forskeren.

Det er der ikke tvivl om i Fredericia. Men her bliver valget meget tæt. Ved sidste valg lykkedes det Venstre at bryde 90 års socialdemokratisk styre.

Siden har der været uro i partiet. Samtidig stiller Socialdemokraterne op med en stærk kandidat, folketingsmedlemmet Jacob Bjerregaard.

- De har nok valgt ham, fordi de satser på, at han kan vinde borgmesterposten tilbage, vurderer forskeren.

Kandidaten selv fortæller, at han af princip ikke spår om valgresultater.

- Borgerne i Fredericia skal nok selv beslutte, hvad der er bedst for dem. Men jeg fornemmere opbakning til vores kurs, så jeg er da optimistisk, siger Jacob Bjerregaard.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce