Eksperter: Sass Larsen fuldender sit comeback

Henrik Sass Larsen er med indtrædelsen i økonomiudvalget tilbage ved den magt, han havde før sin PET-sag.

I forbindelse med torsdagens regeringsrokade henter statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) Henrik Sass Larsen (S) ind i regeringens økonomiudvalg, der blandt andet står for regeringens samlede økonomiske politik.

Og det beskriver politisk kommentator Hans Engell som det endegyldige comeback til toppolitik for Henrik Sass Larsen, der under den store regeringsrokade i september blev udnævnt til erhvervs- og vækstminister.

- Han kommer ind i økonomiudvalget, hvor alle de rigtig tunge økonomipolitiske beslutninger træffes. Henrik Sass Larsen er nu tilbage ved den magt, han havde, før han ikke blev finansminister, siger Hans Engell.

Den vurdering er chefredaktør ved Fyns Amtsavis Troels Mylenberg enig i.

- Tavlen er for Sass Larsens vedkommende visket ren, og han er nu lige så tæt på Helle Thorning-Schmidt, som finansminister Bjarne Corydon (S) er, siger Troels Mylenberg.

Han påpeger, at Henrik Sass Larsen altid har været Helle Thornings nærmeste allierede, da han ligesom hende er flasket op med folketingspolitik siden DSU-tiden.

- Og hun har været glad for at få ham ind på en ministerpost. Henrik Sass står for noget af det, som Socialdemokraterne manglede. Han er ikke bange for at bruge sin magt og er heller ikke bleg for at være brutal.

Henrik Sass Larsen trak sig efter valget i 2011 fra muligheden for at blive minister, selv om han var selvskrevet på ministerholdet og spået en fremtid som finansminister.

Men PET havde anmærkninger på grund af hans forhold til Bandidos-rockeren Suzuki-Torben, hvorfor Sass Larsen røg ud i kulden.

Han måtte først kæmpe sig tilbage til posten som gruppeformand. I september blev han minister, og torsdag fuldender han comebacket med sædet i økonomiudvalget.

Henrik Sass Larsen og Pia Olsen Dyhr (SF) afløser i økonomiudvalget Mette Frederiksen (S) og Holger K. Nielsen (SF), der begge indtræder i regeringens koordinationsudvalg.

/ritzau/

 

Emneord: Regeringsrokade, Henrik Sass Larsen, Økonomiudvalget
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også