Eksperter: VK-politikere brød loven med Saxo Bank-penge

Ni politikere fra Venstre og Konservative modtog hver 25.000 kroner, men kun tre oplyste myndighederne om det.

Fremtrædende tidligere Venstre-ministre som Claus Hjort Frederiksen, Kristian Jensen, Karen Ellemann og Søren Pind blev hver især støttet med 25.000 kroner fra Saxo Bank ved folketingsvalget i 2007. Men ingen af dem opgav donorens navn til myndighederne, skriver Berlingske.

I alt ni politikere fra blå blok modtog 25.000 kroner fra banken, men kun tre af støttemodtagerne har oplyst om pengene til enten regionen eller kommunen, viser en aktindsigt i partistøtteerklæringer, som avisen er i besiddelse af.

"Reglerne er klare, og beløb over 20.000 kroner skal indberettes. Det har jeg tillid til, at Venstre i regionen håndterer, som de skal, og hvis de ikke har gjort det, så har de begået en fejl, for der har ikke været noget som helst initiativ fra min side om at hemmeligholde, at Saxo Bank gav mig 25.000 kroner," siger Karen Ellemann Jensen til Berlingske.

Mens enkelte politikere erkender fejlen, og andre - herunder Søren Pind - afviser at have gjort noget galt, er flere eksperter klare i mælet: I flere tilfælde er loven blevet brudt.

Juraprofessor Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet har et indgående kendskab til partistøtteloven og har sæde i regeringens ekspertudvalg om samme emne. Han er ikke i tvivl om, at støtten på 25.000 kroner skal indberettes.

- Der er ikke så meget at diskutere: Hvis de fakta er korrekte, er det en overtrædelse af reglerne, siger han til Berlingske.

Den konklusion kommer også fra jurist og tidligere forskningschef på Danmarks Medie- og Journalistskole Oluf Jørgensen, som i dag rådgiver om åbenhed i forvaltningen.

Kandidaterne har i flere tilfælde registreret og indkasseret pengene på kreativ vis. Eksempelvis blev pengene fra Saxo Bank brugt på annoncer for Kristian Jensen. Men selvom Venstre mener, at der således ikke er tale om et tilskud, da regningerne er betalt af Saxo Bank og ikke partiet, er Jørgen Albæk Jensen af modsat overbevisning.

- Det skal oplyses. Helt utvivlsomt. Om pengene kommer ind og vender i partikassen er lige meget. Selv regninger, der er betalt direkte, er partistøtte, siger han til Berlingske.

- Vi har jo hele tiden vidst, at Venstre og Konservative har omgået partistøttereglerne med deres hemmelige pengeklubber. Men her er altså noget, der tyder på systematisk brud på reglerne. Det er efter min mening vælgerbedrag af nær værste skuffe. Vælgerne har krav på at vide, hvem der modtager penge, så de kan sætte ikke kun et kryds, men et kvalificeret kryds i stemmeboksen. Hvis højrefløjen blot ser stort på reglerne, eller decideret snyder med vilje, fører de vælgerne bag lyset. Den her afsløring viser endnu engang, hvor vigtigt en opgave det er, at vi får strammet partistøttereglerne. Så vi sikrer, at politikerne ikke omgår eller snyder med reglerne, og som samtidig også kan skabe den åbenhed og gennemsigtighed om pengestrømmene i dansk politik, som vælgerne og demokratiet har krav på, siger Pernille Skipper fra Enhedslisten.

Andre politikere er langt mere åbne om støtten fra Saxo Bank. Både De Konservatives Rasmus Jarlov og Charlotte Dyremose samt Venstres finansordfører, Peter Christensen, modtog hver især 25.000 kroner fra Saxo Bank, og sammen med deres partiorganisation har de oplyst det til myndighederne, som loven foreskriver.

/ritzau/

 

 

Emneord: Partistøtte, Kandidatstøtte, Folketingsvalg, Venstre, Konservative, Kasper Krüger, Claus Hjort Frederiksen, Kristian Jensen, Karen Ellemann, Søren Pind
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også