Ekspertudvalg: Sådan kan vi få flere organdonorer

Velfærd

27/01/2014 12:48

Freja Eriksen

Sygehusene skal indføre pakkeforløb, så det bliver nemmere for pårørende at donere en nyre til et sygt familiemedlem. Og flere skal aktivt tage stilling til, om de ønsker at blive potentielle organdonorer. Sådan lyder et par af et ekspertudvalgs anbefalinger til, hvordan man kan få flere organdonorer. Anbefalingerne overrækkes i dag til sundhedsminister Astrid Krag.

Danskerne har et positivt syn på organdonation. En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at næsten 90 pct. har en positiv holdning til organdonation, og at godt 80 pct. er villige til at donere et organ.
 
Og det er ikke bare i teorien, at danskerne har en positiv tilgang til organdonation. Langt de fleste pårørende svarer ja, når en læge beder om tilladelse til at bruge organer fra et døende familiemedlem på en intensivafdeling. Kun 20 procent siger nej, viser tal fra Organdonationsdatabasen. Alligevel har der i flere år været mangel på organer herhjemme, og i dag står ca. 400 syge danskere på venteliste for at få transplanteret en nyre, en lunge eller et andet organ.

På baggrund af en Folketingsbeslutning nedsatte Sundhedsministeriet derfor i 2013 en arbejdsgruppe bestående af faglige eksperter og repræsentanter for relevante patientforeninger, der fik til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan man kan få flere organer til donation. Og i dag kunne arbejdsgruppen så overrække sine anbefalinger til sundhedsminister Astrid Krag.

”For mange patienter er det i bogstaveligt forstand et spørgsmål om liv og død, om de kan få et nyt organ. Derfor er det vigtigt, at man både i sundhedsvæsnet og i samfundet generelt er åbne over for at se på, hvordan man kan få flere organdonorer. Og jeg synes, at der er flere rigtig gode anbefalinger i ekspertudvalgets rapport”, siger Astrid Krag, der vil tage initiativ til at drøfte anbefalingerne med Folketingets partier og senere i år forventer at kunne præsentere en ny national handlingsplan for organdonation.

Flere organer fra døende og levende donorer

Arbejdsgruppen peger bl.a. på, at man på sygehusene skal blive bedre til at undersøge mulighederne for organdonation blandt døende patienter. Og anbefaler, at man ændrer relevante vejledninger fra de faglige selskaber, så det bliver fast praksis på alle sygehuse, at lægerne først stopper behandlingen af døende patienter med eksempelvis omfattende hjerneskader, når det er undersøgt, om patienterne kan blive organdonor.

Og der er også fokus på, hvordan man kan få flere organer fra levende donorer. Det anbefales, at sygehusene indfører ensartede pakkeforløb, så eksempelvis familiemedlemmer til en nyresyg hurtigt kan få afklaret, om deres nyre egner sig til transplantation, og efterfølgende få foretaget en operation.
 
Rapporten indeholder også forslag til initiativer, der skal få flere til aktivt at beslutte, om de ønsker at blive potentielle donorer. Arbejdsgruppen foreslår bl.a., at borgere, der besøger internettjenesterne e-boks, sundhed.dk og borger.dk, skal gøres opmærksomme på muligheden for at tilmelde sig donorregistret. Og det skal også være muligt at tilmelde sig donorregistret via mobiltelefoner og tablets, anbefaler arbejdsgruppen.

Læs ’Anbefalinger til handlingsplan for organdonation’ på www.sum.dk.

Mest Læste

Annonce