Embedslæge: Patienter i fare på privat plejehjem

Politik

17/04/2015 09:36

Suleman Haider

Et privat plejehjem i Ebeltoft får en sønderlemmende kritik af embedslægen. Det er fjerde år i træk, plejehjemmet Søhusparken får kritik af embedslægen.

Syddjurs Kommune overdrog i 2012 Søhusparken til virksomheden Forenede Care, og lige siden har den været en sort plet på embedslægernes landkort.

Efter det seneste besøg i marts konkluderer embedslægen, at der er alvorlige fejl og mangler, som indebærer risiko for patientsikkerheden.

Embedslægen opregner på 6 sider eksempler på, at personalet ikke har styr på medicinen eller på hvilken behandling, beboerne er i gang med.

Og den handlingsplan, som Forenede Care lavede efter det forrige - lige så kritiske besøg - sidste sommer, har ikke virket, konstaterer embedslægen.

- Det er jeg rigtig ked af. Der ikke andet end at sige stort undskyld og se at få gjort noget ved tingene, siger direktøren for Forenede Care, Thomas Nistrup, til DR Østjylland.

Han mener, der er brug for bedre ledelse, og derfor har Søhusparken fået ny leder og en ny kvalitetssygeplejerske, og så håber han, at næste besøg af embedslægen til juni bliver positivt.

-Vi har lavet en handleplan, så embedslægen og Syddjurs Kommune kan se, hvad vi iværksætter for at nå i mål med de ting, som embedslægen ikke er tilfreds med, siger direktøren. 

Kritikken kan blive dyr for Forenende Care.

Inden sommerferien skal politikerne i Syddjurs Kommune nemlig afgøre, om man skal droppe virksomheden og selv overtage driften.

Syddjurs-politikerne har allerede bestilt et konsulentfirma til at vurdere sagen og rapporten bliver afleveret i løbet af få uger.

Mest Læste

Annonce