En leder står overfor mange dilemmaer i krisetider II

Ledelse

31/03/2020 15:00

Etikos

Her kan du blive klogere på nogle af de aktuelle dilemmaer, som ledere i det offentlige står med midt i denne coronakrise. Hvilke overvejelser gør de sig? Hvilke valg står de med? Hvilke muligheder har de?

 

I dette ”dilemma-paper 2” præsenterer Etikos fire udbredte dilemmaer hos ledere i det offentlige fra uge 12 og 13 i marts 2020.

 

BAGGRUND OG METODE

Etikos ønsker at bidrage til drøftelser og debat omkring de dilemmaer, som ledere i det offentlige dagligt konfronteres med i denne undtagelsestid.

Åbenhed, gennemsigtighed og nuanceret dialog er helt afgørende for ledernes dømmekraft, når de står med ansvaret for at træffe afgørende beslutninger i hverdagen.

Etikos taler lige nu dagligt med ledere i den offentlige sektor om de dilemmaer, som de står med.

I dette paper har vi udvalgt og sammenfattet fire aktuelle og efter vores vurdering udbredte dilemmaer, som er dokumenteret fra samtaler med ledere i løbet af uge 12 og 13 marts 2020.

 

DILEMMA 1: ”Vi falder tilbage i det gamle paradigme”

De nye retningslinjer for arbejdet med borgerne indebærer at personalet skal gøre mange ting for borgerne, som de før ellers kunne selv (pga. sundhed og hygiejne). Driften, de praktiske opgaver, og personalet som omsorgspersoner er nu det primære fokus. Desuden ser vi en tendens til at afdelingslederne først og fremmest fokuserer på egen afdeling, for at skabe tryghed der. Det kan også være helt naturligt i den nuværende situation. Men er vi ikke i gang med at genindføre det gamle paradigme i måden der arbejdes på? Altså med medarbejderne som omsorgspersoner og de enkelte afdelinger som små lukkede universer. Jeg frygter, at både borgerne og kulturen sættes år tilbage.

 

LEDERENS OVERVEJELSER

  • På den ene side, så står vi jo midt i en krise, og det er en undtagelsestid. Det vigtigste er at beskytte vores borgere, så selvfølgelig må vi ændre på måden, der arbejdes på. Og forhåbentlig varer det ikke for længe

 

  • På den anden side må vi altså ikke glemme fokus på kerneopgaven, selvom det er en undtagelsestid. Selvfølgelig er der nogle nye rammer for løsning af kerneopgaven, men vi bør altså stadig have fuldt fokus på, hvad borgerne kan selv, og at de så vidt muligt skal træffe deres egne valg

 

'DILEMMA 2: ”Hvor meget må jeg blande mig i personalets fritid?”

Vi gør jo alt for at skærme borgerne og undgå, at de skulle blive smittet. F.eks. at de ikke må få besøg, eller at det kun er personalet, der har adgang til afdelingen. Så hvis vi får smitte ind i huset, så vil den sandsynligvis komme via personalet. Jeg er netop blevet gjort opmærksom på, at flere personaler i deres fritid deltager i sociale aktiviteter med familie og venner. Deres argument er, at de jo ikke samles mere end 10 personer, men jeg synes stadig, det er risikabelt. I mine øjne bør der være et særligt ansvar hos medarbejdere, som har tæt kontakt med sårbare borgere. Der er ikke nogen fælles retningslinjer for det her, så jeg står tilbage med dilemmaet: hvor meget må og kan jeg blande mig i personalets fritid? Jeg synes virkelig grænsen mellem det professionelle og det private kommer på en prøve i denne situation.

 

LEDERENS OVERVEJELSER:

  • På den ene side så står vi altså med et kæmpe stort ansvar i denne situation, og de sundhedsfaglige retningslinjer er jo ikke for sjov. Medarbejdernes adfærd i privatlivet kan sætte det hele over styr, og derfor bør jeg netop som leder blande mig

 

  • På den anden side kan medarbejderne opleve det som meget grænseoverskridende, hvis jeg blander mig i deres privatliv. Og det kan gøre rigtig meget ved tilliden i vores samarbejde, hvis mine medarbejdere oplever, at jeg ikke stoler på dem. Og netop nu er det tillidsfulde samarbejde helt afgørende

 

DILEMMA 3: ”Frygt for virus hos medarbejderne”

Jeg er reelt bekymret for, om nogle af mine medarbejdere nedlægger arbejdet, hvis smitten konstateres i vores organisation eller lokalområde. Jeg har flere medarbejdere, som frygter den her virus, og med god grund. De kan f.eks. have familiemedlemmer, som er sårbare, eller selv være i risikogruppen. Og arbejdet med borgerne indebærer uundgåeligt daglig tæt kontakt, hvor det vil være svært at beskytte sig ordentligt med værnemidler. Og værnemidler kan vi først få, hvis vi har registreret tydelige symptomer. Jeg har aldrig før oplevet, at medarbejdere direkte er bange for at gå på arbejde.

 

LEDERENS OVERVEJELSER:

  • På den ene side er det vigtigt at holde fast i den professionelle rolle i denne situation. Der kan være en øget smitterisiko for de professionelle. Men det bør vi kunne tage hånd om professionelt, med de rette retningslinjer på plads, værnemidler og evt. tests

 

  • På den anden side er frygten hos nogle af medarbejderne ikke noget, som jeg kan tage fra dem: det er sådan, de oplever det. Og det påvirker jo også borgerne og kollegaerne. Medarbejderne skal ikke være bange for at gå på arbejde, og det må vi kunne finde en løsning på, om det så betyder vikardækning  

 

DILEMMA 4: ”Er der plads til decentralt ledelsesansvar i denne situation?”

På socialområdet er der besøgsforbud, hvilket vil sige at borgerne ikke må få besøg, f.eks. af pårørende. Det kan virke enkelt nok, men der opstår et dilemma hos os, når borgerne selv ønsker at komme ud og f.eks. vil besøge hinanden eller vil besøge forældre. Der er rigtig mange borgere hos os, som ofte cirkulerer rundt på de forskellige adresser. Og det bliver så også ekstra dilemmafyldt, når vi ser på, hvordan afdelingslederne håndtere det. Nogle steder vælger man at gå meget langt for at sikre, at borgerne ikke kommer ud. Andre steder vælger man at sige, at det også er vigtigt at sikre borgernes frihed, og så gør man alt for pædagogisk at forklare dem, hvorfor det er vigtigt, de ikke kommer for meget rundt. Men man forhindrer ikke borgerne i at forlade stedet. Ledelsesdilemmaet i det her for mig er, om det er ok med et decentralt ledelsesansvar her? Altså om det er ok, at afdelingslederne selv vurderer, hvad der vil være bedst? Eller bør der være en klar fælles linje?

 

LEDERENS OVERVEJELSER:

  • På den ene side er der både de sundhedsfaglige og lovgivningsmæssige overvejelser, som jo betyder, at vi både skal minimere smitterisiko og sørge for, at vi ikke krænker borgernes rettigheder. Det er en svær balance og i sig selv meget dilemmafyldt, og det kan kalde på vigtigheden af en tydelig fælles praksis

 

  • På den anden side er der mange lokale forhold, og situationen kan jo være meget forskellig for forskellige borgere. Det, der kan virke rigtigt hos en borger, kan virke forkert hos en anden. Så her kan et mere decentralt ledelsesansvar være mere hensigtsmæssigt

 

ET STÆRKT LEDELSESVÆRKTØJ TIL DILEMMAHÅNDTERING

Competing Values Framework bliver mere og mere udbredt i ledelsestænkningen i offentlige organisationer. Det er både en ledelsesteori og et redskab, som netop egner sig særligt godt til håndteringen af ledelsesdilemmaer.

I billedet til artiklen ses Etikos’ udgave, hvor grundlæggende etiske perspektiver fremhæves, og hvor kerneopgaven placeres i midten. Arbejdet med dilemmaer styrkes ved at dykke ned i de etiske perspektiver, og at et fokus på kerneopgaven sikrer en mere kvalificeret og professionel håndtering af dilemmaer.

Du kan anvende redskabet til håndtering af aktuelle ledelsesdilemmaer med en enkel metode:

 

1) Refleksion

Belys i fællesskab dilemmaet ud fra de fire felters værdier og hensyn – hvad handler dilemmaet om?

 

2) Håndtering

Find i fællesskab frem til den afbalancerede måde at håndtere dilemmaet på, hvor balancen mellem de fire felter nøje overvejes, og hvor blikket fastholdes på kerneopgaven som det centrale hensyn.

 

Mest Læste

Annonce