Disse ting var ikke nok i baggagen, da Jens Michael mødte Vestegnens virkelighed i en folkeskole. Han holdt blot otte dage.

Fragmenter fra Vestegnen

Man skal følge sin mavefornemmelse, så efter otte arbejdsdage sagde jeg mit job op. Hvad jeg havde troet og håbet på, skulle blive mit første faste lærerjob i folkeskolen, blev i stedet til skræmmende indsigt i, hvad folkeskolen også er - der - langt ude på den københavnske vestegn.

På træk i Tåstrup

Sorte skygger trækker kiler på himlen over Taastrup - det er efterår, bladene falder, og der er undergang i luften. På et skilt ved stien sidder en stor sort fugl og følger min gang i den stormfulde morgen. Da jeg nærmer mig kræet, ser jeg lige ind i to tindrende perleøjne. Dyret skrukker, slår næbbet uhyre vidt op, så tungebrodden stråler ud af halsen, og sætter af med en flaksen. Det er som om, gespenstet griner af mig, på vej op i vinden, til dets fæller, der laver v’er på hvælvet over Vestegnens vindblæste avenuer og stisystemer.

Foto: Jens Michael Nielsen

Første dag som lærer i Høje Taastrup, endelig tæt på fast job, nu på vej til min nye skole. Jeg tager mig i at nynne Blicher, før jeg end er begyndt:

Sig nærmer Tiden, da jeg må væk,
jeg hører Vinterens Stemme;
Thi også jeg er kun her på Træk,
og haver andensteds hjemme.

De unge mødre

”Nej, nej, de er såmænd helt tilforladelige, eleverne! ” Det er viceskolelederen, der viser rundt på skolen. ”Nu kommer jeg selv fra et andet job på en skole på Vestegnen, og der kunne eleverne godt finde på at have våben på sig – her brænder de højst et skur af, eller sådan noget. Hvis jeg skal give et billede af eleverne, så er det ligesom programmet ”De unge mødre” på kanal 4! ”

Viceskolelederens karakteristik af eleverne er skræmmende præcis. Dagen efter kommer jeg tidlig morgen til at stå konfronteret med en pige i anden klasse, der er som taget ud af et reality-program, bare i model 1:2. Hun har opsat lyst hår, er all-in-white, dunklædt, med kridhvide moonboots, så langt fra hvad man kan forvente en otteårig har - og så besidder hun en attitude, der ikke lader nogen reality-stjerne noget tilbage at ønske.

Jeg skal være vikar i klassen, hvor vi er to lærere til at undervise et par håndfulde børn. Da den lille reality-stjerne ser mig komme ind i klassen, udbryder hun: ”Arrrdv, arrrdv, gammel, gammel, rynket, rynket, ulækker, ulækker, arrrdv, arrrdv! ” Min kollega irettesætter hende, men hun skærer bare ansigt, lægger armene over kors og råber: ”Bla-bla-bla! ”, mens hendes hoved flyver fra side til side.

Læs også Folkeskolestafetten med bl.a. fremtidsforskeren Anne Skare Nielsens bud på 10 egenskaber for fremtidens børn og iværksætteren Martin Thorborgs bud på en folkeskole

”Hun har behov for styring,” betror min kollega mig, og forklarer hvordan nogle elever kan selv, andre skal have støtte, andre styring, og andre igen både støtte og styring.

Senere i timen sidder jeg med den lille pige for at hjælpe hende med lektierne. Jeg roser hende for hendes håndskrift. Hun skriver de smukkeste bogstaver og tal, og laver sine opgaver som jeg sjældent har set det. Hun åbner sig, og vi taler sammen. Både om det faglige og om hjemmet. Hun kan selv, når det kommer til det faglige. Det er bare det sociale, der skal arbejdes på. Det er som sagt styringen, den er gal med!

Rambo i anden  

I anden klassen, ovre til højre for indgangen til klasseværelset, er der en slags afdeling for de særligt udfordrende elever. Bag en mandshøj afskærmning smider to drenge med papirkurv efter hinanden. Jeg overlader udfordringen til min kvindelige kollega, der har erfaring med den slags. Hun er pædagog, og hendes faglige repertoire spænder vidt; det ene øjeblik aer hun blidt en elev på hovedet, og taler ømt til ham eller hende, det næste skriger og sprutter hun eleven ind i hovedet, som en sergent, taget ud af en amerikansk krigsfilm.

Jeg er dybt fascineret, for jeg har aldrig set sådan en adfærdsmodifikation praktiseret før. Her mixer man alle pædagogiske retninger, og bruger hvad man har for hånden i tilspidsede situationer. Her bliver den anerkendende pædagogik lagt i førergreb af denne folkeskolens Rambo, der tydeligvis tvunget af politikernes ønske om inklusion og besparelser, har udviklet sig til overlevelsesekspert i didaktisk nærkamp.

”Hvordan kan du holde til det? ”, spørger jeg hende hovedrystende, da vi svedige mødes ved katederet, efter første omgang, ca. 25 minutter inde i undervisningen, hvor eleverne et kort sekund formår at arbejde selv, men hun bare smiler og siger, at det hører med til professionen, til arbejdet, og arbejdsskader – husk at melde dem – hun har selv problemer med et knæ, der var en der sparkede, så det er vigtigt at melde det, hvis der bliver noget.

Skrigerne

”Ha! Hvad ville der være ved at undervise børn i Nordsjælland, dem, der bare kan i forvejen? Ha! Næ, der hvor man virkelig kan gøre en forskel, det er her, hvor børnene virkelig har brug for én. Her har de nemlig ikke en skid!”

Det er idrætslæreren, Henning. Han har et par andre uddannelser med i bagagen og ville kunne vælge anderledes, fortæller han mig, og har også været konstitueret skoleleder, men har valgt at arbejde som lærer, fordi det er der, man har kontakten med eleverne, det er der, det batter!

Vi står i idrætshallen med alle fjerdeklasserne, der er i gang med høvdingebold på tre baner. Henning løber over på den midterste af banerne, hvor en pige har sat sig ned. Hun vil ikke flytte sig, og da Henning tager hende i armen og begynder at trække hende væk, begynder hun at skrige helt vanvittigt, river sig løs af ham og løber skrigende hen til døren ud til omklædningen, som hun smækker med et brag efter sig – og selv da døren er lukket, kan vi stadig høre hende skrige ude bagved.

”Åhr, slap dog af, din hystade”, snerrer Henning og ryster på hovedet og laver en bevægelse med hånden, som om han giver pokker.

Dem er der nogle stykker af: skrigerne. Det er dem, der ikke kan styre temperamentet. Hvis man tager dem med på kontoret, er det en sikker vej til blå mærker på armene, og hvor de ellers kan nå med slag og spark.

Karate Kid

På tavlen i lærerværelset hænger nogle A4-papirer med instrukser om, hvordan man skal forholde sig i tilfælde af vold mod en lærer eller elev. Der skal afgives forklaring, altså skrives rapport, om optakt og efterspil og ledelsen skal indover, og der skal følges op på episoden.

Ved tavlen sidder en af de mange lærere, der for nylig er blevet ansat, og arbejder på en stationær computer. Da vi veksler et par ord, finder jeg ud af, at han er matematiklærer i de berygtede andenklasser. Da jeg spørger ham, hvordan det går, fortæller han mig, at han er rystet over forholdene. Han har prøvet at blive slået af en dreng, der gik forbi ham, umotiveret og helt uden grund. Bagefter gik drengen bare videre, som om intet var hændt. Han meldte det ikke til nogen, han sagde det i stedet til klasselæreren.

Senere fortæller flere af lærerne mig, hvordan lærere har stået og grædt på lærerværelset over andenklasserne - og en enkelt fortæller mig, at han ville sige op, hvis han blev pålagt at være vikar der.

Uden for klasseværelset, til den ene af andenklasserne, sidder en lille dreng med krøllet sort hår og store brune øjne. Da jeg passerer ham, farer han op og frem mod mig, så jeg instinktivt parerer med venstre arm oppe foran ansigtet, og med højre hånd knyttet til slag.

“Det er bare Kenny,”forklarer pædagogen mig, da jeg senere spørger ind til hvem denne voldelige elev er. “Han går til karate, men vi har sagt, at han ikke må bruge det,” bedyrer hun.

Mohammeds krise

I fjerde klasse sidder en dreng, der tigger mad i hvert spisefrikvarter. Grunden er, at han altid har spist sin madpakke, som er et lille bæger cultura med lidt mysli på toppen.

“Av-av-av, jeg er så sulten,” klager han og holder sig på maven, og ofte er der en af kammeraterne, der forbarmer sig over ham og giver ham en mad.

Hvis man spørger ham, hvorfor han ikke har mere mad med i skole, forklarer han, at hans mor ikke har tid til at give ham mere med. Hun er nemlig alene hjemme med en stor børneflok, faderen er i hjemlandet Irak, hvor han besøger sin bror. Han skal hjælpe ham med et eller andet.

Muhammed, som jeg kalder drengen, lyser op i ansigtet når han taler om sin far og sin onkel, og om hvordan onklen engang har skudt en mand, og at han har en pistol, og hvis han var gammel nok, ville han selvfølgelig også hjælpe. Han savner sin far, men har nogle lange samtaler med ham over Skype.

Muhammed er sulten, og han kan aldrig koncentrere sig om undervisningen. Muhammed har alt for meget andet at tænke på. Muhammed eksploderer let, hvis nogle af de andre elever tirrer ham. Muhammed er i krise.

XXX Explicit Taastrup

Ovre hos børnehaveklasserne taler chefen for SFO'en med en af sine ansatte. Det ser ud til at være vigtigt, for de lader sig ikke afbryde, selvom jeg forsøgsvis tripper rundt om dem med fingeren oppe.

Senere møder jeg hende chefen talte med. Jo, der var noget at se til; to elever i børnehaveklassen var stukket af, og blev fundet to timer senere, halvanden kilometer fra skolen, i en legetøjsbutik, hvor de havde stjålet legetøj.

“Det er lige de der fem procent”, siger hun og sender mig til tælling med beretningen om, hvordan en dreng, også i børnehaveklassen, havde tvunget en anden dreng til at tage hans tissemand i munden.

”Seven”

“Jeg skal liiige tale med dig! ” En kvinde med et meget bestemt udtryk i ansigtet er trådt ind i klassen, hvor jeg underviser, og står og peger på mig med sin højre pegefinger.

Det viser sig, at hun er mor til en af mine elever, og ham møder jeg, da jeg kommer ud på gangen. Han har åbenbart siddet herude, mens vi andre har været inde i klasseværelset, men ingen har sagt noget, ingen af de andre elever har “savnet” ham, og jeg er helt ny.

Hun forklarer, at hun godt ved, at det ikke er min skyld, fordi jeg er ny, men at hun ikke forstår, hvorfor der ikke er nogle af de andre elever, der har bemærket, at hendes søn ikke var til undervisningen.

Nu har han ringet i afmagt til hende, for han havde ikke mod til at gå ind til undervisningen; der har været så meget uro, så mange lærere, frem og tilbage, og det kan han ikke tage, for han har en meget sjælden diagnose, og har forsøgt selvmord syv gange, bare den seneste tid, og hun er snart træt af at komme ham til undsætning i skolen hele tiden, og er der slet ikke nogen, der har fortalt mig det?

Da jeg hjertebankende vender oplevelsen med mine teamkolleger, virker de uinteresserede, og slår det hen.

Der er vist smurt lige tykt nok på, lader de mig forstå.

Godfather på Vestegnen

Jeg møder Rambo ved pc’erne i lærerværelset. Hun bryster sig af, at alle lavede deres lektier nede i gardinhængerklassen, som de kalder andenklassen, med de svært udfordrende elever.

Hun er en dygtig pædagog. Jeg føler mig så tryg i hendes nærvær, og så taler jeg så godt med hende. Hun er virkelig en ildsjæl, en hverdagens helt.

"Jo, der er en særlig råhed, her på Vestegnen", siger hun, og sender mig øjne, der lyser af næstekærlighed, men sløres af antidepressiv medicin.

Den råhed hun taler om, er det, jeg ser hver dag i min klasse. Flere af eleverne smiler aldrig. Det er små mafiabosser. Klassens tid forvandles i deres selskab til et møde familierne imellem, hvor man danner alliancer og viser sin respekt for hinanden. Man giver hinanden tilbud, af den slags man ikke kan afslå, og er der hyggetime eller fritime, eller man blot går en tur, så kommer det altid til opgør familierne i mellem. Så er der regnskab, der skal gøres op. Eksempler, der skal statueres.

Flugtaktion Taastrup

“Vil du være min slave? ”, spørger en dreng i anden klasse, med ring i øret, og griner mig lige op i hovedet med et udtryk, jeg aldrig har oplevet før, og som jeg i situationen vurderer vil kræve længere tid at få rettet op på, end den dobbeltlektion i kristendomskundskab vi skal i gang med nu.

Jeg har stadig elevens ansigtsudtryk på nethinden, da jeg efter lektionerne møder Karate Kid ude på gangen, som gør klar til endnu et udfald mod mig.

Noget snurrer i lommen på mig. Det er min smartphone. Det er en, der præsenterer sig som skoleleder, og som siger, at hun har brug for mig. Hun spørger mig, om jeg har arbejde.

Jeg undslipper Karate kid, og da jeg kommer på benene igen, hører jeg mig selv sige: “Ja, men jeg siger bare op!”

Ildfluer, døgnsjæle og hverdagens helte

Jeg var ellers lige sådan en, de havde brug for, sagde de alle til mig, da jeg fortalte mine kollegaer om min beslutning om at smide håndklædet i ringen, efter kun otte arbejdsdage.

Da viceskolelederen udbad sig en forklaring, gav jeg gav ham to: Jeg oplevede at eleverne havde magten, og at ledelsen var usynlig.

Selvom jeg ved flere lejligheder mødte skolelederen, både på lærerværelset og på et weekendseminar, skænkede han mig ikke et ord i de dage jeg var ansat på hans skole. Han udspurgte mig til jobsamtalen, men derefter ikke et ord. Hverken goddag eller farvel. Intet. Ingen kommunikation.

Så jeg blev blot en døgnsjæl på Vestegnen, blandt ildfluer, hverdagens helte, de unge mødre, og

Jeg skulle sjunget lidt mer' måske -
måske vel også lidt bedre;
Men mørke Dage jeg måtte se,
og Storme rev mine Fjædre

 

Emneord: Folkeskole, Skolelærer, Vestegnen, Skoleledelse, Specialklasse, 5 år med DenOffentlige
Livet som lærer på DenOffentlige.dk Jens Michael Nielsen er meritlæreruddannet fra Professionshøjskolen Metropol. Han er journalist med mange års erfaring fra Danmarks Radio, og så besidder Jens Michael en formidlingsevne som er ud...
Aktivitet: Artikler: 5 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 08.03.14 S Hansen
    Ellevangskolen i Aarhus er ikke meget bedre

    - og den har tidligere haft ry for at være "en god skole". Problemet er dels børn med diagnoser (inklusion, hurra) - men i høj grad også somaliske og arabiske børn, der medbringer en voldskultur, som gør livet til et helvede for velfungerende danske børn. Flyttede hele børneflokken til friskole sidste år - og du godeste en forandring! Der findes stadig skoler, hvor tingene foregår på normale, danske præmisser. Men kommuneskolerne er ved at udvikle sig til en skraldespand. Med Folkeskolereformen bliver det den rene Gulag-lejr.

  • 08.03.14 Jens Erik Bech
    Børnene må opdrage sig selv!

    For forældrene er sat fra bestallingen. Først blev revselsesretten afskaffet. Så begyndte overvågningen. Staten befæstede sin ejendomsret over børnene, der nu ikke længere tilhørte forældrene, men staten.
    At fjerne børn og plante dem på institution blev en daglig foreteelse.
    Forældrene blev lydige undersåtter. Så fjernede man ledelsen på arbejdspladserne og indførte selvudviklings-konceptet. Ledelse blev nogle der gemte sig og lod skuden sejle sin egen sø.
    Det bredte sig ind i familien, der nu ikke længere var en familie, men et kollektiv hvor børnenes ønsker vejede lige så tungt som forældrenes. Demokrati i familien! Et demokrati hvor alle var lige. -Eller skal vi komme og fjerne børnene-!? Børnene skulle hen hos staten som er de nye forældre. Staten tørrede forældrerollen af på deres vasal kommunen som måtte lade deres ansatte,- lærerne om at udfylde rollen! Så nedsatte man lærernes tid så de ikke fik tid til at være andet end undervisere.
    Så nu opdrager børnene sig selv! Inspirationen får de på TV. paradise hotel, gangsterfilm, karatefilm, terrorister, ja alt hvad de kan se,-det meste på TV! Jeg kan kun sige:-Tillykke med "Big Brother"!

  • 08.03.14 Hans Und
    Kommenteret på Uriasposten

    http://www.uriasposten.net/archives/55398#comments

  • 07.03.14 Steen
    Godt gået!

    Ingen skal blive på en arbejdsplads, hvor ledelsen ikke bakker op, når der er problemer. Eller overhovedet gider se problemerne i øjnene.
    Dit problem var ikke eleverne men ledelsen - så godt gået, at du så hurtigt erkendte, at det var ud af vagten og finde et sted, hvor eleverne er til at nå.

  • 07.03.14 Jeanette
    Kommunikation

    Når jeg læser ovennævnte blog så tænker jeg meget på ordet kommunikation. Er der nogensinde en lærer som sætter sig og snakker med disse børn om de oplevelser de gennemgår!?!?
    Tag pigen, som skriger og har temperament. Mon lærerne på denne skole kender til begrebet særlig sensitiv!?! JEG er særlig sensitiv, og skal hilse og sige, at ens temperament er ikke bare noget man kan styre, det er som at have menstration hele tiden. Ens nervebaner er sarte, noget man er født med, og som er dokumenteret ved hjernescanninger. Sådan en pige har ikke brug for at blive mødt med sætninge "Hystade", hun er udemærket godt klar over, at hendes temperament får hende til at virke som en hystade. Det hun har brug for er at folk finder forståelse for, at hun har sarte nervebaner, at hun kæmper indvendig med sig selv. Hvad er det for lærere, som bare tror, at alle børn er nogle uartige skarn!?!? Tag dog og brug kommunikation, og vis dog noget forståelse!!! Vi beder jo ikke selv om at have sarte nervebaner eller andre skavanker vi er født med. Vi beder derimod om forståelse og ikke mindst rummelighed. Jeg ryster så meget på hovedet over den manglende forståelse disse lærer besidder. De dømmer bare alle børn ude, fremfor at gå i klinch med dem og finde ud af, hvad der gør, at de reagere som de gør. Tag nu snart noget føring og indlevelse, det ville klæde jer!

  • 24.02.14 Rikke Jørgensen
    En virkelig beretning

    Jeg bliver en smule stødt, som lærer og som mor, over at du får det til at lyde som om, at vi alle er ressourcesvage, på Vestegnen.
    Det er min søn der stak af, men de bagvedliggende årsager adresserer du slet ikke - måske kender du dem ikke.
    Når det er sagt, så har jeg nu i snart et år, kæmpet med skolen fordi jeg kan se en tydelig ændring i mine drenges adfærd.
    Torstorp fralægger sig ansvaret og antyder, at det må være fordi den yngste har en diagnose, at han stikket af. Jeg er dog selv mere overbevist om, at det er mødet med skolen, der får ham til at reagere.
    De får så langt som til at foreslå, at han medicineres på trods af, at der slet ikke er startet en udredning.
    Jeg holder dem så fast i, at de skal skrive en underretning til PPR, men den er de faktisk ikke i stand til at skrive-skolen har ingen fast procedure!
    Det ender med at jeg vejleder dem i, hvordan man skal skrive en sådan.
    Deres beskrivelser af min dreng ligner meget godt dine beskrivelser af børnenes generelle adfærd, hvilket jeg jo har kunnet se med egne øjne og også påpeget - det de beskriver er ikke en afvigende adfærd mut barn har, men normen blandt børn på Torstorp.
    Vi står der nu, at vi fysik er flyttet til et andet distrikt, vi fortsætter indstillingen til børnepsyk, men får sammen med psykologen indskrevet i underrretningen, at adfærden ikke er noget vi kender hjemme og at han kognitivt er yderst velfungerende.
    Så må vi jo se, hvad fagfolkene vurderer, jeg vurderer, at rammerne på Torstorp skole tvinger børn til at udvikle ADHD lignende træk, fordi de mistrives.
    Afslutningsvis arbejder jeg selv som AKTlærer i Brøndby og Vestegnen er bestemt ikke kun lavstatusfamilier.
    Vh
    Rikke Jørgensen
    mor til to drenge der går henholdsvis på 0. & 2. årgang på Torstorp skole.

  • 18.02.14 Bibsen
    Fragmenter

    Åh ja, den manglende ledelse er snarere reglen end undtagelsen - GODT du kom ud af det med helbred og forstand i behold. Det gjorde jeg ikke. Efter 16 år i skolen måtte jeg smide håndklædet i ringen med en ødelagt psyke.

  • 18.02.14 Anja Frederiksen
    folkeskolen.dk

    Hej. Vil du ikke sørge for, at denne reportage også bliver bragt i skoleledernes fagblad?

  • 18.02.14 vagn Møller
    Der findes mange uduelige ledere.

    Meget nærværende beskrivelse, når det er værst, jeg har oplevet mange af tilsvarende episoder, men fordelt over flere klasser og tid - men, men i én klasse. Der er et sætning, som jeg vil tilslutte mig, jeg har desværre set alt for mange dovne og ubrugelige ledere: "Da viceskolelederen udbad sig en forklaring, gav jeg ham to: Jeg oplevede at eleverne havde magten, og at ledelsen var usynlig." Det bliver jo så interessant, når lærerne skal "undervise" 2 - 3 timer mere om ugen og uden forberedelse.

  • 17.02.14 Don Pedro
    Vend skuden!

    Grim historie, der genkendes grimt- osse i Silkeborg, Herning, Viborg, Aarhus osv m.m. fl.

    Den udvikling skal vendes, før vi må aflive, fængsle, landsforvise utilpassede, uopdragne, superegoistiske curlingprojekter/ asociale uvæsner. Lærerne skal undervise og forældrene opdrage! Folkeskolen kan sagtens håndtere de elever, der vil. Men: Skuden skal vendes - om så det hedder skole før 1972, eksklusion - fortsæt selv! Politikerne må tage et ansvar og prioritere skolepengene langt højere!!

    Kursen er helt katastrofal just nu... Besætningen forlader skuden!

  • 17.02.14 Henrik
    Overlevelsesskole...

    Det virker ikke som om du har været ansat på en skole, hvor målet var undervisning. Som du beskriver det vil jeg kalde det en overlevelses-skole, hvor ad hoc fylder mere end planer. Både hos kollegaer og elever.

    At der så også kommer en emsig mor - tilkaldt af hendes søn, og hun kommer babuu fordi mobilen sidder udenpå tøjet som en sirene. Grotesk indgriben.

    Håber både skolen bliver en folkeskole igen og du finder et mere frugtbart miljø at være lærer i...

  • 17.02.14 jan kock
    At give op!

    Jeg er selv lærer i den danske folkeskole og jeg kan i nogen grad genkende de beskrivelse. Men er det ikke lidt hurtigt, at smide håndklædet i ringen. Kun otte dage?
    Eleverne har brug for voksne i deres liv. Men desværre er mange forældre ikke i stand til at sætte grænser for deres børns handlinger. Derfor må læreren være den som viser vejen for børnene inden det er for sent, så på med handsken igen og op på hesten livet kalder.

  • 06.02.14 Pernille
    Bring det videre!

    Dejligt at se nogen tage bladet fra munden. Ingen andre en os på gulvet ved hvordan det er at være lærer i folkekolen, med uopdragede elever og inkompetent ledelse. Og problemerne findes også i Nordsjælland! Inkl. Forældre der ser ned på dig og kræver, at lærerne opdrager de andres børn og det er ihvertfald ikke deres eget barn/egen familie den er gal med.
    Når folk der ikke er lærere hører hvordan tingene nogengang foregår, udbryder de: Jeg forstår ikke at du kan holde det ud!
    Og det kan jeg og mange andre lærere heller ikke. Mange har været sygemeldt med stress og vi er mange der leder efter et job der giver mening. Noget der plejede at passe på netop lærerjobbet. Håber historien vil brede sig over det ganske land, så andre for øjnene op for virkeligheden.

  • 04.02.14 Tina Andersen
    Taastrup borger

    Jeg bor selv i Taastrup og har en dreng i 2. klasse og en pige i 4. klasse og jeg er generelt tilfreds med mine børns folkeskoler -
    de går på hver deres folkeskole i kommunen. Jeg er dog ret ked af at mine børn på denne måde bliver generaliseret, fordi de kommer fra Taastrup.

    Jeg er lidt nysgerrig på hvilken skole i Taastrup du har været på -
    hvis du må oplyse det og hvor lang tid siden det er.

    Jeg vil dog medgive dig at der er stor forskel på klasser og klassetrin selv på den samme skole. Jeg forsøgte i dette skoleår at flytte min søn til vores distriksskole og der oplevede jeg noget af den hverdag som du beskriver - jeg har haft min datter på selv samme skole i 4 år og har generelt været godt tilfreds, men på min søns årgang fungerede skolen slet ikke og jeg valgte at flytte ham retur og der er han glad for være og jeg er glad for både skolen, sfo'en og hans lærere.

  • 04.02.14 Thomas
    Jens Michael Nilsen - du fortjener en kommentar

    Du er ikke alene. Jeg har haft lignede oplevelser, men du gjorde dog klogt i at gå, inden du overskred grænserne. Ja, alle de kollegaer du beskriver, inklusive lederen, har overskredet grænserne, men nogle mennesker lever åbenbart for adrenalinrusen, for et tilhørsforhold, for at afdrage på deres F1-lån eller for en forestilling om at gøre en forskel.

    Jeg forstår dog ikke lige dit motiv for at orientere os andre om dine manglende kvalifikationer som psykopatlærer. Vil du ynkes eller roses? Vil du vande møller?

    Helt sikkert er det, at dine ex-elever har brug for undervisning. Vi, resten af samfundet og universet, har brug for, at de får undervisning. De starter bare meget langt nede i kælderen, og jeg har sandelig heller ikke kompetencer, eller nogen sinde oplevet opbakning, til at løfte sådan en opgave.

    Og strategiske analyser af opgavens vision og hvilke aktører der hiver og flår, nytter vel heller ikke? Det er jo besluttet, at der ingen penge er, færdig. Der er kun dig, og danskerne kan måske være heldige at nogen anser pakistanske, albanske eller somaliske skoler som bedre for deres børn, og flytter deres pak hjem hvor de kom fra.

    Er det ikke det, der ligger neden under? Er det ikke os, der må indse, at det kulturelle tigerspring ind i Den Lærende Nation mislykkedes, fordi vi umiddelbart før nedtællingen, åbnede vores samfunds arme for mennesker, der egentlig kun stod over for et noget mindre skridt? At pludselig blev samfundet for bredt, for de nye mennesker stod kun overfor at skulle tage et skridt fra en autoritær, hierarkisk, voldelig skole til en dansk folkeskolelov anno 1972, eller er det noget vrøvl?

    Så, Jens, skal dine bekendelser indgå i DFs arsenal af små og store sten, og bruges til at bombardere os kollektivt tilbage til kongerækken? Vil du måske bare have et kursus i klasserumsledelse? Eller skal vi forbyde alle andre tv-kanaler end DR, så børnene ikke lærer unoder på 3+?

    Selv er jeg 8.972 km væk fra Folkeskolen, og jeg ved ikke lige, om jeg vender tilbage. Jeg antager at elever og lærere på Vestegnen benytter sig af det sprog m.v., som er nødvendigt for deres overlevelse og trivsel i det kaos der omgiver dem, og lige der befinder jeg mig ikke. Jeg ved godt, hvor jeg står og hvilken retning der er fremad på min vej, og den går jeg.

    Pøj-pøj med dit nye job.
    Thomas

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også