Engell giver Kristian Jensen mild dom for ejendomsrod

Politik

26/02/2014 10:06

Politisk kommentator mener ikke, at ny info om vurderingsskandale får nogen konsekvenser for V-politikeren.

Selv om nye dokumenter fra Skatteministeriet viser, at daværende skatteminister Kristian Jensen (V) spurgte aktivt ind til problemerne med ejendomsvurderingerne, får det ikke nogen store konsekvenser i forhold til den nuværende gruppeformand.

Sådan lyder vurderingen fra politisk kommentator Hans Engell, der kun vurderer, at de nye oplysninger er politisk belastende for Kristian Jensen.

- Han får et ordentlig hak i den politiske karakterbog, men derudover tror jeg ikke, at sagen får nogen konsekvenser, siger Engell.

Dokumenterne fra Skatteministeriet, som Ritzau og flere andre medier har fået aktindsigt i, viser blandt andet, at Skat helt tilbage i sommeren 2007 var i gang med et såkaldt modningsprojekt, der skulle gøre det nemmere at lave ejendomsvurderinger.

Projektet ville give en "væsentlig besparelse på it-drift og en mindre besparelse på personale", men projektet blev skrottet og ikke ført ud i livet. En mailkorrespondance mellem Skatteministeriet og Skat viser, at Kristian Jensen selv spurgte ind til projektet i juni 2009.

- Det er klart, at oplysningerne er belastende, for han har haft en viden om problemerne, som var meget større end først antaget. Fra start af mente han, at han ikke var orienteret, så set i det lys, er det selvfølgelig alvorligt, siger Hans Engell, men tilføjer dog:

- Med mindre regeringen beslutter at starte en dommerundersøgelse, hvilket der ikke er nogen stor sandsynlighed for, får det ikke nogen konsekvenser, og det gør det heller ikke for Kristian Jensen internt i Venstre.

I sidste uge fremlagde Rigsrevisionen 53 ministerforelæggelser og godt 100 orienteringer til Folketinget siden 2004 om ejendomsskatsvurderingerne. Men alligevel gav det ikke anledning til at udpege en enkelt minister som ansvarlig for miseren.

Rigsrevisionen udsendte i august 2013 en beretning, der viste, at der var omfattende fejl i Skats offentlige ejendomsvurderinger.

Blandt andet stemte Skats vurdering af parcelhuse i tre ud af fire tilfælde i 2011 ikke overens med de priser, som husene blev handlet til.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce