Prisen for en erhvervssygdomsforsikring er steget med mere end 30 procent per fængselsbetjent på 3 år. Foto: Shutterstock
Prisen for en erhvervssygdomsforsikring er steget med mere end 30 procent per fængselsbetjent på 3 år. Foto: Shutterstock

Koster 7000 kroner per ansat - forsikringspræmie steget mere end 30 procent

Erhvervsliv

28/07/2022 09:26

J. Bøgen

Det sender gruppen op blandt de dyreste at forsikre overhovedet.

I løbet af tre år er Kriminalforsorgens udgift til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomsforsikring øget fra 5.157 kroner til 6.950 kroner pr. medarbejder. Det svarer til en stigning på mere end 30 procent

Og det betyder, at fængselsbetjente nu tilhører den erhvervsgruppe, som er dyrest at forsikre i Danmark.

Det skriver Fængselsforbundets nyhedsbrev, Fængselsfunktionæren.

Til sammenligning koster det kun 314 kroner om året at forsikre medarbejdere på et sygehus - prisen for en sygdomsforsikring til fængselsbetjente er altså mere end 20 gange så høj.

Millionerstatninger sender præmien på himmelflugt

Det er millionerstatning til syge medarbejdere, som har sendt forsikringspræmien i vejret i fængselsbetjentenes branchegruppe, som også omfatter politifolk, soldater og brandmænd. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) udbetaler i nogle tilfælde erstatninger på helt op til 4 millioner kroner til skadede medarbejdere.

Alene i 2020 vandt Fængselsforbundet sager til en værdi af 135 millioner kroner i form af engangserstatninger og løbende udgifter fremover. Noget, der skuffer formanden for Fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen.

"Det er frustrerende, at antallet af arbejdsskader i Kriminalforsorgen fortsat er meget højt. Der er desværre ikke noget, som tyder på, at det bliver mindre belastende at arbejde i landets fængsler. Tværtimod," siger formanden i artiklen.

En undersøgelse fra VIVE viste for to år siden, at omfanget af PTSD blandt fængselsbetjente er meget større end blandt politibetjente og krigsveteraner. Erstatningerne til fængselsbetjente er dermed formentlig med til at trække udgifterne til AES op i branchen.

Millioner at spare

Bo Yde Sørensen mener, at udgiften til sygdomsforsikringen i sig selv burde være et argument for Kriminalforsorgen til at forbedre arbejdsmiljøet. Alene ved at nedbringe antallet af nedslidte fængselsbetjente vil man kunne spare op mod 30 millioner kroner, mener formanden.

Kriminalforsorgens HR-direktør Mik Grüning understreger, at arbejdsmiljøet fortsat prioriteres højt.

"Vi har konstant fokus på at forbedre arbejdsmiljøet, styrke trivslen og forebygge arbejdsskader, og netop styrkelse af arbejdsmiljøet er et af hovedsporene i flerårsaftalen," siger han.

HR-direktøren peger på mere supervision, som et af instrumenterne, der skal nedbringe nedslidningen. Samtidig arbejder man på at oprette et internt psykologkorps, der skal hjælpe med at forebygge nedslidning og belastning af fængselsbetjentene.

Hvad er erhvervssygdomsforsikring

Arbejdsgivere er forpligtet til at betale bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), så der er penge, hvis en medarbejder bliver ramt af en arbejdsskade.

Bidraget bestemmes ud fra udgifterne til erstatninger i den branche, virksomheden er en del af.

Mest Læste

Annonce