Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Ny analyse: 6 ud af 10 af os går på arbejde, selvom vi ikke skal

Erhvervsliv

05/12/2022 10:38

J. Bøgen

Og næsten halvdelen af os arbejder hjemmefra, når vi bør blive i sengen.

61 procent svarer i en ny rundspørge blandt HK’s medlemmer, at de indenfor det seneste år er taget på arbejde med symptomer på sygdom.

Rundspørgen kommer i kølvandet på en befolkningsundersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, der viser, at omkring halvdelen af danskerne er mødt på job eller studie med symptomer på sygdom i løbet af det seneste år.

HK har samlet indsigterne i en ny analyse, og tallene bekymrer HK Danmarks næstformand Mads Samsing:

"Når man er syg, er man syg. Så har man ret til ikke at skulle arbejde og i stedet give kroppen ro til at komme sig. Det bør få alarmklokkerne til at ringe, at så mange af os tager syge på arbejde – og give stof til eftertanke hos de røster blandt arbejdsgiverne, der anklager ansatte for at pjække."

Bekymring for kollegerne spiller ind

Spørger man til, hvorfor medarbejdere møder ind på trods af symptomer, svarer 24 procent i HK’s rundspørge, at de er bange for at komme langt bagud med deres arbejdsopgaver.

23 procent peger på bekymringen for at give kollegerne ekstra opgaver som den vigtigste årsag til, at de tropper op på arbejdspladsen, selv om helbredet ikke er på toppen. Ønsket om ikke at belaste kollegerne er også en årsag, som gør sig gældende i Sundhedsstyrelsens undersøgelse.

En anden årsag består i, at knap halvdelen ifølge undersøgelsen vurderer, at de kan tage på arbejde uden at smitte andre. 4 ud af 10 svarer, at deres symptomer ikke er slemme nok til, at de kan tillade sig at blive væk.

Sundhedsstyrelsens resultater vidner også om en bekymring for, hvordan kollegaer eller leder vil opfatte en, hvis man melder sig syg.

Samtidig viser tallene, at kun halvdelen oplever at have klare retningslinjer på arbejdspladsen for, hvordan man skal forholde sig ved sygdom.

Det får HK-næstformanden til at komme med en klar opfordring:

"Ingen skal være i tvivl, så klare retningslinjer på arbejdspladsen er en god ide. Som leder bør man også spørge sig selv, hvilken kultur man har på arbejdspladsen, hvis medarbejderne føler sig pressede til at troppe op. Man er mere sårbar overfor sygdom, hvis ens system kæmper med stress. Og det kan være et advarselssignal om for højt arbejdspres, når medarbejdere ikke tør blive væk af frygt for at svigte kollegerne."

46 procent arbejder hjemme med sygdom i kroppen

Men hvis man trodser symptomerne og møder ind, kan det som bekendt ende med, at man smitter de kolleger, man forsøger at hjælpe. Også af den grund skal det være helt tydeligt på arbejdspladsen, at det er legitimt at blive hjemme, hvis man er syg.

Og der skal ikke ligge en forventning om, at man så arbejder hjemme i stedet, understreger Mads Samsing.

Han bider mærke i, at 46 procent i HK’s rundspørge oplyser, at de har taget en hjemmearbejdsdag, selv om de egentlig var syge. Dette på trods af at 62 procent svarer, at chefen opfordrer til, at man melder sig syg i tilfælde af sygdom.

"Vi skal ikke ud i en glidebane, hvor medarbejdere arbejder hjemmefra, mens de er syge. Så som leder skal man sørge for at sende et tydeligt signal: Om at man ikke skal arbejde under sygdom, og om at blive hjemme – både for sin egen og kollegernes skyld. Det er også vigtigt, at man som leder hjælper med at prioritere og fordele opgaver, hvis der er brug for det, så medarbejderen ved, at der er styr på det hele, mens hun eller han bliver rask igen."

HK's rundspørge er baseret på 1.183 besvarelser i et spørgeskema udsendt via nyhedsbrev i sidste uge af november 2022.

Sundhedsstyrelsens befolkningsundersøgelse er foretaget blandt 1.528 danskere og udkom oktober 2022.

Mest Læste

Annonce