Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Nyt studie: Så meget mindre tjener kvinder i samme job som mænd

Erhvervsliv

25/11/2022 09:22

J. Bøgen

Det vil sige, at et af de mest brugte argumenter i ligelønsdebatten ikke kan bruges længere.

Snakken om ligeløn kommer ofte op og vender i den offentlige debat. Altså ligeløn mellem kønnene.

Det er nok de færreste, der vil argumentere for, at kvinder skal have mindre i løn, hvis de udfører det samme job som mænd, og derfor har et ofte brugt argument i debatten handlet om, at der er flere kvinder i de lavtlønnede fag.

På den måde vil det samlede løngennemsnit blive trukket ned.

Men nu viser en ny undersøgelse fra Copenhagen Business School (CBS), at det argument altså ikke nødvendigvis holder.

Forskerne har nemlig undersøgt lønudbetalinger for intet mindre end 1,2 millioner lønmodtagere i alderen 30 til 55 år, og resultaterne er opsigtsvækkende.

I gennemsnit tjener kvinder nemlig syv procent mindre end mænd - selvom de har den samme profession og det samme job.

Det skriver Ritzau.

Lektor på CBS, Lasse Folke Henriksen, som også er medforfatter på studiet, mener, at de her resultater bør være stof til eftertanke for magtgiverne i Danmark.

For resultaterne tyder altså på, at man ikke kan bruge argumentet om et lønhierarki baseret på kvinde- og mandedominerede fag, når kvinder med de samme opgaver i gennemsnit altså får mindre end deres mandlige kolleger.

Studiet har trukket registerdata fra 2015, og den generelle lønforskel over hele arbejdsmarkedet er på 18 procent.

Lasse Folke Henriksen arbejder nu videre med at få klarlagt årsagerne til denne her forskel, men han har allerede et par bud baseret på tidligere forskning:

"Familieforhold betyder meget. Kvinder, der får børn, lægger mere omsorgsarbejde i hjemmet og så videre. Det kan være med til at forklare det."

Men selvom forskellen i løn mellem kvinder og mænd springer i øjnene, så er Danmark faktisk et af de lande, hvor der er mindst forskel.

Studiet har undersøgt i alt 15 lande, og sammen med Frankrig er vi herhjemme det land, hvor forskellen på kvinder og mænds løn er lavest.

Vi har dermed en mindre forskel end for eksempel Norge (ni procent) og Sverige (otte procent).

Mest ulige er det i Japan, hvor forskellen er 26 procent. Dernæst kommer Sydkorea med 19 procent.

Endelig forklarer Lasse Folke Henriksen, at de kan se, at løngabet er skrumpet ind med årene, så det ser ud til at gå den rigtige vej - også i andre lande.

Mest Læste

Annonce