EU-Domstolen: Direktiv om lagring af data gælder ikke

Politik

08/04/2014 10:30

EU-Domstolen har tirsdag dømt en EU-lov om datalagring ugyldig, da det ikke respekterer privatlivets fred.

EU's såkaldte logningsdirektiv er tirsdag af EU-Domstolen blevet erklæret ugyldigt.

Direktivet kræver, at EU-landene gemmer privatpersoners data fra telefon- og sms-samtaler for blandt andet at prøve at forhindre organiseret kriminalitet og terror.

EU-Domstolen skriver i sin afgørelse tirsdag, at direktivet i "særlig alvorlig grad gør indgreb i den grundlæggende ret til respekt for privatliv og beskyttelse af personoplysninger".

Det gør EU-direktivet altså ifølge domstolen ved at kræve, at EU-landene lagrer borgernes data og så give nationale myndigheder adgang til dem.

Med loven skulle telebranchen registrere og gemme oplysninger om privatpersoners telefonsamtaler, sms-korrespondance og internettrafik i et år.

Det har givet anledning til store protester i flere EU-lande blandt andet Sverige, som har fået millionstore bøder for ikke at indføre lovgivningen.

Domsafsigelsen fra EU-Domstolen tirsdag er kommet, fordi domstolen i Østrig og Irland har spurgt EU-Domstolen, om direktivet overskrider grundlæggende menneskerettigheder.

EU-dommerne er blevet enige om, at selvom den data, som bliver indsamlet godt kan bruges til at afsløre grov kriminalitet og terror, så er indgreb i grundlæggende rettigheder ikke afgrænset tilstrækkeligt.

Loven sikrer nemlig ikke, at indsamlingen af data er begrænset til det højst nødvendige.

- For det første omfatter direktivet nemlig på generel vis samtlige enkeltpersoner, elektroniske kommunikationsmidler og trafikdata, uden at der foretages nogen sondring, begrænsning eller undtagelse i forhold til formålet om bekæmpelse af grov kriminalitet, skriver EU-Domstolen.

I domsafsigelsen står der desuden, at det at der bliver lagret data fra for eksempel ens telefon og at de informationer også kan bruges, uden at telefonens ejer informeres om det, kan skabe en følelse af, at man bliver overvåget konstant.

EU-direktivet er altså ikke længere gyldigt, men det er op til de enkelte EU-lande, om de nu vil beholde deres nationale lovgivning på området.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce