Det mest opmuntrende i den ellers triste EU-debat er, at danskerne absolut ikke har lyst til at forlade EU sammen med briterne, uanset, at den danske tilslutning i 1972 i udpræget grad var betinget af, at Storbritanien også blev medlem.
Men dette lyspunkt formørkes af den stigende modvilje mod EU og internationalt samarbejde, som man ser i en række lande anført af USA og Storbritannien, Ungarn, Polen og fandenivoldske italienske politikere, der blæser på de aftalte regler for eurosamarbejdet.
Europabevægelsen Blog
Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her
Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning
Jeg er ikke i tvivl om, at den vigtigste årsag til det hele er de foregående års tilsyneladende ukontrollerbare migrationsstrømme, der skaber modvilje, ikke blot mod flygtningekonventionen, der forekommer lidt forældet, men også imod menneskerettigheder i almindelighed - og i særdeleshed imod visse forsøg på at gøre det til en EU-sag at fordele flygtninge og blande sig i, hvem der skal have adgang til de enkelte lande.
Da Danmark blev en nationalstat i slutningen af 1700-tallet, var indfødsretslovgivningen helt fundamental, hvad man også kan se af Grundlovens bestemmelser, hvorefter Folketinget fortsat skal godkende hver eneste nye statsborger. Det er helt fundamentalt for en nationalstat at have styr på, hvem der får lov at slå sig ned i landet.
For mig var det et chok og en øjeåbner, da den såkaldte 26-årsregel blev underkendt. Jeg havde selv indført den, da jeg var integrationsminister. Den gav adgang til familiesammenføring for personer, der har været statsborgere i 26 år. Men det blev kasseret af jurister som ”diskrimination”! Ja, selvfølgelig er det diskrimination. Hvis alle skal have de samme rettigheder som statsborgere, så ophæves jo nationalstaten.
Da jeg i Folketingets Landstingssal sagde det til en erfaren ekspert i EU- og menneskerettighedsjura, svarede han frimodigt: Jamen, er det ikke også meningen?
Svaret er et dundrende nej! Det europæiske samarbejde har som vigtigste formål at betrygge de europæiske nationalstater, ikke at ophæve eller svække dem. Samt at beskytte de europæiske borgere mod overgreb, udnyttelse osv. ”Fædrelandenes Europa” var en rigtig god overskrift, selv om ophavsmanden, den franske præsident de Gaulle, ikke var nogen god europæer.
Naturligvis skal landene respektere menneskerettighederne og ”københavnskriterierne”, som blev fastsat under det danske formandskab før udvidelsen med ti nye medlemslande. Og naturligvis skal landene opfylde alle de aftaler og regler, de selv har indgået. Men de skal ikke hindres i at være forskellige, medmindre de derved skader andre. Denne sætning bør slås op over sengen på hver eneste EU-politiker og –ansat.
