EU-venlig bodyguard og karatemester vinder bulgarsk valg

Politik

27/03/2017 12:14

Nick Allentoft

Søndag har der for tredje gang på blot fire år været parlamentsvalg i Bulgarien, EU's fattigste land.

Valget i Bulgarien, der på forhånd er blevet omtalt som et valg mellem mere EU eller et tættere forhold til Rusland, ser ud til at falde ud til EU's fordel.

Med 90 procent af stemmerne optalt har centrumhøjrepartiet Gerb opbakning fra 32,58 procent af vælgerne. 

Det oplyser valgkommissionen i landet ifølge nyhedsbureauet Reuters. 

Partiet sejrer foran socialisterne, der har gjort tilnærmelser til Rusland i valgkampen. Blandt andet har socialistpartiet sagt, at det ikke vil stemme for en forlængelse af EU's sanktioner mod russerne.

Bulgariens skrøbelige økonomi er meget afhængig af samhandel med Rusland. Bulgarerne modtager blandt andet store mængder gas fra russerne på den anden side af Sortehavet. Samtidig har de to lande mange historiske og kulturelle bånd.

Det bulgarske socialistparti bliver landets næststørste parti med 26,7 procent af stemmerne. 

Bojko Borisov, lederen af Gerb og tidligere bulgarsk premierminister, ser nu ud til at kunne gøre et forsøg på at danne regering. Efter at have set de foreløbige resultater melder han sig klar til endnu en tjans som regeringschef.

- Dette resultat bekræfter tydeligt, at Gerb bør være det ledende parti, siger Borisov ifølge Reuters.

Om det vil lykkes at skabe en stabil koalition for 57-årige Borisov, der har sort bælte i karate og tidligere har arbejdet som bodyguard, er dog meget usikkert.

Bulgarien - det fattigste land i EU - har været politisk ustabilt de seneste år. Søndagens parlamentsvalg er således det tredje af sin slags på blot fire år.

Den gennemsnitlige månedsløn i Bulgarien er 500 euro - godt 3700 kroner - og landet er flere gange blevet rangeret som det mest korrupte i EU, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det endelige resultat af parlamentsvalget ventes at blive offentliggjort torsdag. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce