Eurolande sender flere penge til Grækenland
Eurolandene er enige om hjælpe det gældsplagede Grækenland ved at lette den græske gældsbyrde og udbetale flere penge, siger euroformanden.
Eurolandene har truffet en principbeslutning om at udbetale op til 10,3 milliarder euro i nye penge til Grækenland fra den låneramme, der blev aftalt sidste år. Samtidig vil eurolandene lette den græske gældsbyrde ved blandt andet at se på profilen på afdrag af de store lån.
HUSKER DU BALLADEN OM GRÆKENLANDS GÆLD? Find alle artikler her.
Det sagde formanden for eurogruppen, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, natten til onsdag efter et næsten 11 timer langt møde i Bruxelles.
Den Internationale Valutafond (IMF) havde truet med at droppe sin støtte til den græske redningsplan, hvis ikke eurolandene var villige til at lette den voldsomme græske gældsbyrde.
Men den trussel er væk efter mødet i Bruxelles, hvor chefen for IMF's europæiske afdeling, danskeren Poul Thomsen, har deltaget i forhandlingerne.
- Vi hilser velkommen, at det anerkendes, at Grækenland har brug for gældslettelse for at gøre gælden holdbar. Det kan de ikke gøre selv, siger han.
Op til mødet har Valutafonden offentliggjort en rapport, der viser, at Grækenland ubetinget har brug for at få lettet sin gæld for at komme på fode igen.
Poul Thomsen roser den græske regering under ledelse af den venstreorienterede premierminister, Alexis Tsipras, for at holde sin del af aftalen ved at gennemføre vanskelige reformer, der har banet vejen for aftalen på eurogruppemødet.
Det græske parlament vedtog i søndags skattestigninger og yderligere besparelser på det offentlige budget, mens flere end 10.000 mennesker protesterede uden for parlamentet i Athen.
- Beskeden til de europæiske ledere er, at Grækenland holder sine løfter. Nu er det deres tur, sagde Tsipras i den forbindelse med henvisning til de andre EU-lande.
Tsipras indrømmer, at lovpakken kommer til at gøre ondt på grækerne.
- Men for første gang er der udsigt til, at de store ofre kan kaste noget af sig, sagde han i den forbindelse.
Hvis Grækenland gennemfører alle sine reformer fuldt ud, vil landet i de kommende måneder få udbetalt op til 10,3 milliarder euro (77 milliarder kroner). Første portion af de nye penge skal efter planen falde i juni, så Grækenland kan holde sit samfund kørende.
- Dette er et vigtigt øjeblik i det lange græske program, et vigtigt øjeblik for os alle, siden vi sidste sommer havde en større tillidskrise imellem os, siger Jeroen Dijsselbloem.
Den græske finansminister, Euclid Tsakalatos, er optimistisk efter det lange møde i Bruxelles om sit lands økonomiske fremtid.
- Dette kan blive starten på at dreje Grækenlands onde cirkel af recession ind på en bane, hvor investorer har tillid til at investere i Grækenland, siger Tsakalatos.